Mange synes, at digte er en svær størrelse. Det er som om, at folk vælger dem fra, når der skal vælges læsestof, og forlagene er også meget skeptiske i forhold til at udgive digtsamlinger. Det fører til, at mange digtere udgiver dem selv.

Det er ærgerligt, at digte er blevet noget finkulturelt og smal litteratur i Danmark, som mange ikke tør berøre. Jeg selv forventer ikke så meget af mit analytiske niveau og leder ikke efter noget bestemt, når jeg læser digte. Jeg synes, at rigtig mange digte er nemme at gå til – også fordi jeg eventuelt bare kan få noget ud af sproget eller rytmen. Andre gange kigger jeg på digtet som et abstrakt maleri, jeg hele tiden kan få noget nyt ud af.

Digte er blevet stemlet som vanskelige, og mange læsere leder måske efter noget i digtet, som ikke er der, og som det ikke var meningen skulle være der.

Hvad er der med de digte, lad os få nogle bud?