Et nyt anmeldeforum har set dagens lys. En gruppe forfattere har slået sig sammen for at give plads til noget af den litteratur, der normalt ikke får spalteplads i landets aviser.Anmelderne er en broget skare fra den danske litterære undergrund.

Generelt er der en hvis skepsis overfor forfattere der fx vælger at udgive deres ting på eget forlag, eller via selvfinansierede udgivelser i en eller anden form. For betyder det ikke netop, at de professionelle forlag har fravalgt disse forfattere, fordi de ikke er dygtige nok?

– Sådan er det ikke nødvendigvis. Det er klart, at forlagene får utroligt mange manuskripter ind af døren – og de kan simpelthen ikke udgive alt. Sikkert ikke engang alt det de synes er godt. Et forlag er en virksomhed der skal tjene penge – og det er vel i sidste ende det, der afgør, hvad der udgives, siger Brian Petersen, der er en af anmelderne i det nye forum.

Historisk set er der da også mange eksempler på, at såkaldt store forfatter, har udgivet på eget forlag – fx Honoré de Balzac og Søren Kierkegaard. Karen Blixens Fantastiske Fortællerne kom ikke gennem nåleøjet, og Rovling med sin Harry Potter måtte omkring flere forlag, før det lykkedes. At finde alternative veje til at få sine ting udgivet, behøver altså ikke at betyde at kvaliteten er dårlig.

Bliv anmeldt på MetrOrd

Det nye forum er en blog kaldet MetrOrd – en allegori over ”ord fra undergrunden”. På bloggen lyder det blandt andet: Du står nu med din bog i hånden, som ingen aviser gider anmelde. Ikke fordi du skriver dårligt, men fordi de store aviser kun har “råd” til de kendte og “sikre” forfattere. Men så er der jo os… Vi skeler hverken til religion, køn eller mental tilstand. Vi er nu 10 mennesker der har skabt et broget og kompetent persongalleri på meget kort tid. Derfor skulle vi mene, at der må være en anmelder for enhver smag.”

– Vi håber med den nye blog, at kunne få noget af den litteratur frem i lyset, som der normalt ikke er mange, der ser. Der er rigtig megen kvalitet derude – også uden for forlagene – og måske vores anmeldelser kan skabe lidt mere synlighed. Nu må vi se hvor meget materiale vi får ind, men vi vil anmelde så meget som muligt. Tiden spiller naturligvis en rolle, idet vi alle har et arbejde der skal passes, siger Brian Petersen, der også antyder, at der vil ske en kvalitetsvurdering af manuskripterne før de anmeldes.

På MetrOrd anmeldes alt lige fra digte, prosa, romaner, essays og børne- og ungdomsbøger – til hjemmesider og blogs. Man går ganske enkelt ind og finder den anmelder, man mener passer til én, og kontakter vedkommende.Alle anmelderne har publiceringer bag sig i en eller anden form, og er:

  • Bo Gorzelak Pedersen
  • Brian Petersen/Brian Storm
  • Kenneth Krabat
  • Kirsten Nørgaard
  • Linda Nørgaard
  • Lonni Krause
  • Poul G. Exner
  • Silvestri
  • Thurston Magnus