living_life.jpgJeg bliver nødt til at lægge hårdt ud: havde jeg set bogen i boghandlen, ville jeg nok ikke have købt den. Og det skyldes ene og alene titlen, “Living Life”. Hvorfor dog en engelsk titel til en digtsamling på dansk? Og hvorfor en titel, der lyder så meget af coaching og krisebog? På omslaget kan jeg læse, at Lotte Bays digte handler om hendes vej ud af en krise med skilsmisse, psykisk misbrug og meget andet. Så jo, det er en krise-helings-bog.

Hermed vil jeg ikke komme og sige, at man ikke skal skrive den slags bøger. Ej heller, at digte absolut skal være svære og uforståelige, men hvis jeg skal fanges, så skal der ske noget sprogligt, så jeg bliver bevæget, mister pusten, bliver eftertænksom eller simpelthen bare kommer til at kalde billeder frem i mig selv.

Og det kan jeg ikke, når alle digte er fyldt med gamle travere – eller klichéer, for nu at bruge endnu en af slagsen. I denne bog er der for meget hjerte-sten-blod-sjæl, for meget sollys der smutter over vand og fingre der danser over hud.
Man kan sagtens skrive om sorg, smerte og kærlighed uden at bruge ord, der er (mis-)brugt til ligegyldighed som et Karl Larsson-maleri på en dækkeserviet (hov – det var vidst også en kliché – ups!). Man kan bruge nye billeder, så læseren siger halløjsa og standser op, eller man kan få smerten til at vokse frem mellem linjerne, uden nogen sinde at skrive “mit indre” og ”min sjæl”.

Der er enkelte digte, hvor jeg synes, der sker noget lidt mere spændende. F.eks. starten på digtet Jeg ønsker mig:

”Sidder på bunden / af en næsten udtørret ønskebrønd / på et tykt tæppe af rustne ønsker /
sammenkrøbet og kold // Her er fugtigt og stille / kun lyden af mit åndedræt / og nogle få mønter der glider / som en protest imod mine dybe suk //”
Tæppet af rustne ønsker og de glidende mønter er herlige billeder, der sætter fantasien i gang og åbner for betydninger, som gør læsningen spændende. Her er det billedet, der vækker følelser, ikke følelserne, som pensles ud. Disse to strofer står fint alene, men det hele falder sammen i den næste strofe: “Mit blik er fjernt / rettet imod min sjæl”. Helt unødvendigt. Når man sidder på bunden af en ønskebrønd og fryser, skal læseren nok finde frem til, at man er i færd med selvransagelse. Og, tro mig: læseren vil helst selv opdage den slags.

Illustrationerne er Lotte Bays egne, og de er faktisk ganske ferme. De får desværre ikke nok modspil fra teksterne.

Denne digtsamling er et eksempel på den hummus, vi alle skriver på, og et bevis på, at alle (ja, jeg mener faktisk stort set alle) har brug for at udtrykke sig om kærlighed, sorg osv. via et kunstnerisk udtryk, i mange tilfælde gennem digte. Der skal bare lidt regnskovsklima der emmer af sproglig opfindsomhed til. En god gang gødning, bestående af en masse læsning af alle mulige digte. Så kan det være der vokser bregner op.

Lotte Bay: Living Life – digtsamling
Forlaget DarkLights 2006
ISBN: 87-991064-5-0

Lotte Bays hjemmeside

_uacct = “UA-1979683-1”; urchinTracker();