dufaaretnytsted.jpgDu får et nyt sted trykket til kroppen af Lonni Krause omhandler digterens oplevelse af bedstemorens døen og død. Processen at tabe, at miste, for den der overværer livet svinde bort, ser den døde krop, oplever begravelsen, står alene (levende) tilbage.

Temaet er absolut væsentligt; kun de færreste mennesker er afklaret omkring døden som afslutning, og en gennemgang af afskedsprocessen kan givet virke afklarende for den enkelte. Og som sådan er bogens valg af beskrivende delprocesser, i det som må betragtes som forsøget på at forliges med døden, udmærket.

Jeg kunne dog ønske mig, at digteren var gået tættere på. Havde viderebragt oplevelser af smerte, frygt, tvivl, savn, eller erindringer om det ene eller det andet, der rummede dét, den efterladte i forhold til den døde står ene tilbage med: Liv. Værket forekommer for nøgternt, for homogent. For let. Hvilket strider imod dets tematik, der jo netop for fleste skaber voldsomme op og nedture, og maner til konfrontation med den personlige frygt for hvornår og på hvilken måde, det sker for én selv.

Alene på basis af teksten er det umuligt at sige, hvornår i forhold til den beskrevne dødsproces’ forskellige stadier digtene er skrevne – før, under eller efter. Hvor meget der er forestillinger og frygt, hvor meget reelle oplevelser, og hvor meget reflektion og erindring. Ingen kan dog afkræve et andet menneske håndtering af noget som helst på én bestemt måde: der er forskelle i evnen til at håndtere tab, i genkendelse af processer og delprocesser, i selve nødvendigheden for nærhed. Men for at en bog skal engagere, må læseren kunne leve med i processen, og dertil forekommer bogens tone ikke blot for let, men tilstræbt let. Som om digteren var et barn, der endnu ikke havde forstået, at døden faktisk er virkelig, og derfor blot brugte dødsprocessen som materiale, eller var et meget sensitivt menneske, hvor projeket brugtes som lyrisk skjold til at beskytte sig mod sorgen over afskeden.

Det primære formål for ethvert digterisk projekt måde være, at digteren søger at overskride sine egne grænser. Bestræber sig på at komme tæt på sit objekt – være dén forsker i den subjektive oplevelse, som hjælper sig selv til nye erkendelser. Hengiver sig til beskrivelsen af alt væsenligt, der kommer op i forløbet – og hertil hører smerten i alle dens udtryk, den personlige såvel som den empaterede. I stedet fremstår bogens helhed som en meget poetisk korrekt skabelon omkring håndteringen af en dødsproces, der så blot ikke er tilstrækkeligt fyldt ud.

Når så det er sagt, må man huske, at forholdet mellem barn og bedsteforældre altid har et indbygget farvel. Bedsteforældrene er altid gamle, og derfor meget tættere på døden end barnebarnet i egne øjne. Digteren skal derfor have the benefit of the doubt, sådan at forstå, at bogens egentlige intention måske mere var et gravmæle end henvendt til et publikum – digteren, der ønskede at fortælle sin bedstemors engel, hvordan hun havde haft det under processen, ikke megen sorg, ikke megen smerte, ikke meget savn, men opfyldt af den betingelsesløse kærlighed, som blandt andet også kan tillade et menneske at forlade én. Og dét er lethed.

Med al undertegnedes tvivl om, hvor bogen hører til – i privaten som personligt farvel, eller i offentligheden som eksempel på en tekst, der ikke går tæt nok på sit emne – må det siges, at der ér flere gode enkeltstående tekster, f.eks. dét her:

Af jord skal du igen opstå

kirkens hvælving
over dig
Victoria
med skibet
større end nogensinde
klokkerne
i din krop
lette knogler

Hænderne
to sovende fugle
brystet
en høstet mark
Kirkens hvælving
over dig
Victoria

mindre
mindre

digter: Lonni Krause
titel:Du får et nyt sted trykket til kroppen
Forlag: Books on Demand, 2006.
Digte, 60 sider.
Er udkommet.