“Pastellet er et messemap af pastellet” – et kludetæppe af stemmer fra digtergruppen koordinat, fremført 26. april.

En lang drone foldes ud af halsen og holdes ud mod publikum. Aaaaah! Der hænger en usikkerhed i luften, som om patienten ikke ved hvornår lægen vil bede ham om at stoppe med at sige aaaaah! Hvem er patient hér, og hvem er læge? Er de de fem stemmer fra koordinat i gang med dissekere publikum? Er det pandespejl eller minehjelm de har om hovedet? Hvad er det hér overhovedet?

Lad os spole lidt tilbage. Baren er Dunkel, og det er ikke bare et navn. Selve stedet, hvor koordinats tredie symfoni af stemmer spiller sig ud, er simpelthen et skummelt og mørkt sted. Selv øllet i hanerne er Dunkelbeer.

Idéen bag koordinats polyfoniske koncerter, lader til at være et ønske om at kombinere flere forskellige teksters spor, lade dem sno sig om hinanden og vinde indpas i ørerne langsomt. Nogle gange med teksterne spillende med på hinanden, andre gange med dem kæmpende kontrastfyldt mod hinanden. Teksterne rulles ud.

Dronen stadig, men nu stiger der pludseligt et ”MEKKA” udover klangfladen, flere udråb af ”MEKKA”, mange ”MEKKA” der stiger i hastighed og intensitet og bygger op mod et klimaks. Forvirrende punkter af ord og udtryk synes at komme fra alle retninger, publikum forventer et klimaks og så – stilhed. Der må bygges op igen. Sætninger, nu mere rolige i stemmeføringen, træder ind og vandrende mantraer bygger langsomt, ord på ord, deres egen logik op.

”Hvem er vinderen?”

”Demokrati!”

”Hvem er vinderen?”

”Demokrati”

Med fingeren fastlåst på pauseknappen, kan vi nå et par reginoter. Teksternes indhold lader allerede hér til, at være snoet omkring primært det poetiske i mantraernes udtryk. Omkring sætninger der kan lyde som alt fra religiøse bon mots og, retoriske spørgsmål til filosofiske observationer, meningstilkendegivelser eller endog ordrer. Sætningerne kommer så hurtigt mod ens opfattelse, at man som lytter er tvunget til at acceptere deres logik og sandhedsværdi. Ordrer bliver ordsprog, meninger til mantraer. En grødet retoriske masse, hvor den absolutte sandhed vælger hvor publikum lægger deres fokus.

Ud af massen står stemmerne klingende klart, med Julie Steen-Knudsen feminine fornuftsstemme, Christian Meisels engagerede teatralske triller, Lars-Emils Woetmanns rytmiske dræven, Erik Scherz lammende percussion og Martin Snoer Raaschou skizofrene skift mellem det skingre og det sikre. Et sært patchwork af krydsede klinger. Det kunne være mismatchet, men det virker ikke sådan.
Over et kvarter inde i showet, med fingeren endnu engang klemt omkring pauseknappen, går det op for én, at man ikke kan stå af karrussellen. Der er ingen pause. Bombardementet fortsætter, værket trækker én med ind og med ned. Selv med de mange skift i kadence og intensitet, slides éns velvillige ører. På et tidspunkt hopper visse i publikken af, og vender det døve øre til. Er det meningen? Skal vi høre så mange ord, tvinges igennem så mange vinkler, at vi bliver nødt til at fokusere smallere (lytte med det ene øre) simpelthen overgive os? Oplæsningen synes at køre mest sømløst, der vor et par stemmer supplerer hinanden og spiller bold med pointerne, der lynhurtigt skifter fra det demagogisk politiske til den legesyg kulturpop

”Tag sæden fra drengene.”

”Og giv den til pigerne

”Tag ulden op af lommen.”

”Og giv den til de hjemløse.”

Vi er langt inde i kæderne af sætninger, der vikler sig om én. Sætningerne der langsomt muterer. Flytter deres indhold så langsomt som en politikers holdning; flytter sig så langsomt, at publikken ikke når at opdage noget. Når der går længe nok, mister man overblikket over, hvor længe der er gået, og hvad for et emne der blev kørt igennem én for to minutter siden. Oplæsningen smelter ned til ét nu, hvor man næsten kun kan fokusere på det der er lige foran én. Det er umuligt at sige, hvor længe der går.

Anmelderens ur siger 38 minutter og det løse. Regningen siger to Dunkelbeer. Oplæsningen dræner én. Det er voldsomt, det er overvældende, og når man tænker tilbage på alle de ord, er det underligt lidt man kan huske. Sætningerne virrer i hovedet på én, og dér ligger der måske et vist problem. Det bliver så meget, at indholdet i teksterne bliver underligt ligegyldigt. Selve oplæsninger går dermed hen og bliver mest en slags koncert, og i dette tilfælde en vellykket én af slagsen. Noget af det interessante, og måske endda tiltalende, ved koncerter er, at man aldrig kan gøre dem om, ligeså lidt som man kan træde ud i den samme flod to gange. Koncerten eksisterer i øjeblikket, og ligeså klart som de fem forskellige og – undskyld mig ordspillet – velkoordinerede stemmer, rumsterer individuelt i mit baghovede, ligeså få ord kan jeg huske bagefter. Det er svært at sige, hvad der kan gøres bedre fra oplæsernes side, når man går så hårdt i én retning som koordinat formår at gøre. Hvis publikum er villige til at ”læne” sig ind i affæren, og spille med på galskaben, så er disse af koordinats forestillinger virkeligt værd at overvære, og kan trygt anbefales til nysgerrige sjæle derude på den anden side af anmelderblokken. Denne hér anmelder havde en fantastisk aften, uden at kunne huske ret mange pointer derfra. Nåh ja, der var lige én sætning:

”Nationen er en konstruktion”

Tak for i aften. I nuet og efter.