Intime Journal af Ditte-Isabel Michelsen, om igen:

Denne anmelder kastede sig ud på temmelig dybt vand for at vurdere et skrift, han ikke kunne placere litterært. Og skrev en anmeldelse, der forsøgte at åbne en vej til at skabe ham en måde at læse den på. Således at andre ville kunne træde den samme vej. Således at forfatteren kunne få en bonus for sit arbejde og sin drøm.

Det viste sig for upræcis en vej: Kender man ikke parterne, man bringer sammen, har man ansvar for deres gensidige forståelse af hinanden. Som en mediator, som en diplomat. Det betyder, at man sprogligt og følelsesmæssigt må placere sig et sted i nærheden af dem begge, uanset hvor langt de to end måtte forekomme at være fra hinanden. Det lykkedes jeg ikke med.

Følgende er min bod. En mere ligetil passage mellem den litterære læser og den unge forfatter.

*

Ditte-Isabel Michelsen Intime Journal

En kvinde har skrevet en række kort-prosa-stykker grænsende til digt, hvor den overvejende gennemgående jeg-fortæller (vist nok) er en mand, Max, som dog ikke forekommer klart defineret som mand – hvilket i sig selv ikke er usædvanligt, al den stund det er svært at skrive ud fra det andet køn. Men hér ophører så det genkendelige for denne anmelder. For ikke blot skiftes der i de enkelte stykker frit mellem de talende og tænkende, i overgange der kunne indikere forskellige tider, men lige så vel kunne være samtidighed i forskellige personer, der blot ikke er til stede det samme sted, mens de taler sammen – og her menes ikke via telefon, chat, tankeoverføring eller lignende – men at tid og rum forekommer opløst; det forekommer, snarere end kunstens efterligning eller skabelse af verden, at være verden. Og deri ligger svagheden set med litterære øjne. Kontrasten til omverden, en vished om hvad teksten skal kunne, mangler.

Titlen antyder, at det en intim journal, et (ungt) menneskes optegnelse over den indre verden – men er snarere et forsøg på at finde mening i strømmen af fiktion fra nyhedsmedier, film, radio, bøger, internet – der blot endnu ikke er kontrasteret af menneskelig godhed, derfor den megen blod, smerte, svigt i teksten. Ligesom mens man får sprog, peger på kartonen, siger “vov”, og bliver rettet. Hvad skal jeg sige, Ditte?

“… Det gik op for mig, at jeg ikke længere befandt mig det samme sted som alle andre”

lyder det i teksten “Haven”. Det er også sandt. Men på den gode måde. For det er dér, man vågner og bliver sig selv.

*

Selvom forfatterens bevidsthed og erfaring ikke er stor nok endnu til at styre det talent, som træder frem i en konsistent brug af virkemidler, og endnu ikke har fundet noget større end sig selv, kan teksten finde brugbarhed, hvis man læser kort-prosateksterne som koaner, små gåder der ikke kan løses, men kun placere modtageren tættere på væren. I kraft af deres lukkethed fungerer disse tid- og rum-defragmenteringer lige så fint som spejl for den læsende som betragtningen af en sten ville gøre det. Stort afkast, lille afkast, helt afhængigt af indsatsen.

(Omslaget… omslaget kan dog aktivt forhindre bogen i at få den udbredelse, skriften retteligt har indbygget. Årets definitivt grimmeste, som selv anerkendelsen af blodets bånd, som ligger i at lade søster levere en tegning, ikke kan rette op på. Derfor er det ikke vist hér.)

kenneth krabat
juni 2007

*

Forfatter: Ditte-Isabel Michelsen
Titel: Intime Journal
Forlag: forlaget Ravnerock
kortprosa, lyrik: 68 sider
Udgivelsesår: 2006
ISBN: 87-89929-64-0

_uacct = “UA-1979683-1”; urchinTracker();