intimejournal_stor.jpgAnmeldelse af Intime Journal af Ditte-Isabel Michelsen

Debutanten Ditte-Isabel Michelsen leverer en kortprosasamling, der umiddelbart er svær at kategorisere. Mest af alt læses den igennem, som man bladrer i et fotoalbum: Snapshots her og der af alt og ingenting. Ind imellem får man fornemmelsen af, at billederne forestiller drømme, men der er ikke tale om Kodak-moments, for billederne er ofte mareridtsagtige og mere eller mindre fordrejet i forhold til, hvad man normalt oplever som virkeligheden. Det kan lyde som grundlaget til en rigtig god og spændende samling, men dertil er teksterne for lukkede. De kommer aldrig ind under huden, bliver aldrig rigtigt vedkommende, de trækker ganske enkelt ikke læseren ind i det univers, der mest af alt forbliver cirkler i privatsfæren.

Privatsfærer som læsestof er der ikke noget galt i, men vælger man den vej, så må man længere ud i sindets krinkelkroge og ikke blot skøjte på overfladen af indersiden, som Ditte-Isabel gør her. Til gengæld er det tydeligt, at hun både har noget på hjerte og fornemmelse for sproget (se uddrag af teksten ”Haven” længere nede), og jeg vil derfor mene, at det først og fremmest skyldes hendes unge alder (18 år, da bogen udkom), at hun endnu ikke mestrer at skrive udad, at åbne sine tekster for læseren, men jeg føler mig overbevist om, at det nok skal komme.

Desværre lider også Ditte-Isabel Michelsens bog under Ravnerocks problemer med forsider. Den meget fine forsideillustration ødelægges helt og aldeles af det meget tynde karton, der udgør bogens for- og bagside. Det giver et discountagtigt præg, og det er synd.

Uddrag af ”Haven”:

”Jeg havde været ude i haven og plukket blomster. Det var lidt
koldt. Himmelen kunne jeg ikke huske noget om, kun blå –
dyb. Jeg fandt egentlig kun grene, helt nøgne og tørre. Jeg
faldt et eller andet sted, men husker det ikke helt. Der gik en
zebra rundt derude – den frøs. Havde tabt de fleste striber.
Det gik op for mig, at jeg ikke længere befandt mig det
samme sted som alle andre.”

INTIME JOURNAL af DITTE-ISABEL MICHELSEN
68 sider
Forlaget Ravnerock, 2006.
ISBN 87-89929-64-0

Anmeldt af Pia Valentin Lorentzen.

_uacct = “UA-1979683-1”; urchinTracker();