virkelighedsflygtningthumbnail1.JPGForfatter:Leif Achton-Lynegaard.

Forlag: Ravnerock, 2007.

Format: Novellesamling, 123 sider.

Der findes den slags bøger, som hensætter anmelderen i en komplet litterær rus, hvor man sidder og fisker efter de positive adjektiver og superlativer, der skal sætte værket i rette rammer for læseren af anmeldelsen. I bedste dualistiske stil er der så også bøger, der gør selv den mest koldblodige anmelder til én Simon Cowell fra American Idol. Leif Achton-Lynegaards novelledebut fra forlaget Ravnerock lander temmeligt sikkert i én af ovenstående kategorier.


Efter tre digtsamlinger er Leif Achton-Lynegaard (f. 1954) på banen med en samling noveller, hugget ud af fantasien over en flereårig periode. Det reelt samlende i samlingen er, efter beskrivelsen på bagsiden, en afsøgning af grænsen mellem drøm og virkelighed, hvilket jo unægteligt lyder som en lidt vel stor opgave at kaste sig ud i at skrive, og til anmelderens overraskelse en ret svær opgave at læse.

Uden at være imponeret over hverken omslag eller opsætning, kunne jeg så meget desto bedre kaste mig ud i den første novelle, Øjne. Novellen er et udmærket eksempel på den drømmelignende, fritsvævende tilstand en stor del af Virkelighedsflygtnings persongalleri befinder sig i, omend i selve novellen synes jeg sammenkædningen af drengen og mormoren via drengens øjenfetish, virker lidt for bevidst søgt. I sidste ende er man efter novellen ikke ret meget klogere på, hvad der er foregået, hvilket måske skal forestille at lægge sig i tråd med den grænse mellem drøm og virkelighed, forfatteren søger.

Mit problem med de første noveller, viser sig hurtigt at være det, at sproget glider for let igennem hovedet. Man skøjter sig henover historierne, men bider sig ikke rigtigt fast i noget, og jeg oplevede, at jeg måtte læse tilbage flere gange, pga. min manglende evne til at kunne huske, hvad der var hændt på de tre foregående sider. Vi skal faktisk frem til novellen Surrealisme, før historiefortællingen virkeligt udviser tænder. En novelle som er lidt af et udstillingsvindue i makaber perversion, der dog stadig lider under et temmeligt forsigtigt sprog, og en lidt ligegyldig afslutning. Men, betragtet som en lille, mørk sorbet og ganerenser, er den faktisk på sin plads. Novellerne går kun effektivt ind på denne anmelder, der hvor plottet er tilpas skarpskårent og afgrænset. Blandt de bedre vil jeg regne Ildsjæle og Flasker, til dels Strandvasker og Marathon, hvor noveller som Vindueskigger, Billeder og Fabrikken mest tegner konsekvensløse rammebeskrivelser, med en lidt klodset håndtering af pointerne tillige.

Sproget er jævnt frit i en lidt gammelmodig stil, der tyder på et vist skrivetalent. Faktisk er sproget til tider så frit, at kommaer og forståelig tegnsætning flyder lidt rigeligt rundt, og man slipper heller ikke for både stavefejl, syntaksfejl og forkert opdeling af ord. Dog ingen kongruensfejl, så vidt jeg kan se. Der eksperimenteres øjensynligt også med flere små fortælletricks hér og dér, som fx. direkte tale i sætninger uden citationstegn, hvilket måske nok kræver lidt mere øvelse at kunne håndtere optimalt, end forfatteren konsekvent kan mønstre i denne bog. Flere ting sker også nærmest ud af det blå i historierne, folk slår ihjel eller bliver sindssyge uden nærmere forklaring, og narrativet holder ikke til den skævvridning af læserens opfattelse i længden.

Jeg vil gerne på den positive side fremhæve forfatterens fantasi, som virker ret veludviklet, og novellerne springer navnløst i tider og steder, der giver dem et universelt præg, deres markante forskelle til trods. Når det så er sagt, falder jeg tilbage til sproget. Det kræver usædvanligt stor opmærksomhed fra denne anmelder at fastholde billederne igennem hver novelle, og som læser føler man sig ikke specielt godt belønnet for umagen, de mange vage pointer og afrundinger taget i betragtning. For min vinkel skæmmer det slappe håndværk og den manglende redigering også læsningen, og det burde ikke være det store problem for Ravnerock at få en second opinion på den front. Umiddelbart efter at have læst Virkelighedsflygtning, gnavede jeg mig igennem Teutoburger af Harald Voetmann Christiansen, som på trods af værkets intellektuelle overvægt, alligevel virkede mere letlæselig. Hvis sproget ikke fænger, gør man det så meget desto sværere for læseren, og her ligger nok det største negative crux i Virkelighedsflygtning. Sproget sætter ikke ild til læserens bevidsthed. I sidste ende kan jeg ikke rigtigt anbefale bogen, da manglerne er for store, og der er for meget god litteratur derude, til ikke at lade denne bog passere forbi i ubemærket stilhed.