Forfatter: Michael Søbygge Ferm-Pedersen

Titel: Den Afmægtige Adam

Forlag: Ravnerock, 2007

Format: Roman, 108 sider, ill.

ISBN: 978-87-89929-72-9

 

Det kan til tider være svært at finde ud af, hvad man skal sige om en bog man lige har læst. Hvis den er god, kan det være fordi man ikke mener, at man kan yde den retfærdighed. Er den dårlig, kan det være fordi man ikke ønsker at slå forfatteren i hovedet med det faktum. Jeg så mig nødsaget til at læse Michael Søbygge Ferm-Pedersens (herefter kaldet MP) ”Den Afmægtige Adam” to gange, før jeg kunne udtale mig om den. Mine hænder rager ikke rundt i skyerne, men mudderet står mig heller ikke op til under armene.

Fra bogens bagside:

Den afmægtige Adam er en fortælling om et fremmedgjort menneske på flugt fra den moderne verden og dennes krav til individet. Moldur har forskanset sig i sin lejlighed … bevæbnet med alkohol. Den direkte vej imod selvdestruktionen.
Angsten for livet og angsten for døden er centralt. Og Moldur er det pendul, som svinger imellem lykke og lidelse. Hans sind leder ham igennem menneskelivets meningsløshed.

Moldur tvinges ud af sit refugium, og hans vanvid intensiveres i løbet af dette ene døgn, som handlingen udspiller sig over. Da Moldur træder ud af sin frivillige isolation, møder han i en euforisk vanvids rus kærligheden til mennesket. Men ved mødet med menneskets latterlige gøremål og ønsker i dette liv rammes han atter af misantropi. Nu blomstrer hans had mefistofelisk til livets latterlige ulidelighed. Moldur tragter ikke efter at være overmenneskelig – snarere undermenneskelig.”

MPs historie tager hårdt fat i nakkeskindet på ikke kun et enkelt menneske, men på alle mennesker. Hovedpersonen Moldur spejles og spejler sig selv konstant i samfundet og de væsner, som han er nødsaget til at dele Jordens overflade med. Hele bogen er på det nærmeste en indre monolog, hvor alt hvad der foregår udenfor hovedpersonens hjerne enten er forvansket, surrealistisk eller betragtes med den største mistro. På denne måde, får man som læser et meget godt indblik i denne mands liv. En rød tråd i hans forholden sig til tilværelsen er, at han i bund og grund føler sig højt hævet over andre mennesker, men samtidig higer efter at kunne være blandt dem. Flere gange forsøger han at blande sig med andre mennesker, men hver eneste gang driver hans eget vanvid og mistro ham væk igen, ofte med en mere afgrundsdyb følelse af forladthed, end den han havde før. Det er tydeligt, allerede fra første side, at Moldur ikke står til at redde og som læser venter man blot på den uundgåelige, og yderst logiske, afslutning.

Man har knapt slået bogen op, før man forstår, at MP er meget glad for sproget. I særdeleshed tillægsord og bogstavspil står i meget høj kurs, og bliver brugt konstant. Lad mig komme med et par eksempler:

Side 5 : ”Det var tredje gange her til formiddag, at stilheden blev forstyrret af denne modernitetens kommunikative kaotiske kakofoni….”

Side 22-23 : ”…koge hans hjerne i forbrugerismens og pseudosocialiseringssatanismens saliggørende safter.”

Side 50 : …som et ondskabens mantra, et monotont bedemandsbeat

Som allerede nævnt, er dette en gennemgående trend i bogen. Og det falder ikke synderligt i min smag. Det virker på mig, som om at bogens handling rykkes i baggrunden, og måske endog ofres på det alter, hvis gud er de højtravende ord. Ofte fanger man sig selv ikke anende, hvad der egentlig er sket på den sidste halve side, og man bliver nødt til at gå tilbage og læse det hele igennem igen, for at forstå meningen. Det sænker ens læsehastighed og i længden ens direkte adgang til handlingen og personerne i bogen. Det er dog muligt, at MP selv er blevet klar over dette, for i bogens sidste halvdel formindskes denne trend noget. Det er positivt. For derved kan man se, at MP faktisk godt kan skrive, også uden at bruge horder af sammensatte ogindviklede ord.

Moldur (hovedpersonen) mener jeg, er en anti-helt af den værste skuffe. Det er synd for ham, bevares, men hos mig vækker det ingen sympati. Tværtimod. Alle de ting han skyder andre mennesker i skoene, er han selv. Indskrænket , forudindtaget, halvracistisk, selvmedlidende og letpåvirkelig. Jeg tror, at det har været MPs hensigt med valget af en sådan hovedperson. En illustration af, at selv dem der ved, hvor meget der er galt med samfundet og mennesker, ikke kan undsige sig at være en del af hele problemet. Dette er ganske godt skuldret. Hvis det IKKE har været MPs hensigt, så er det synd, for i så tilfælde får han ikke fået viderebragt det som han ønskede.

Bogen er dedikeret til Thomas Kjær Simonsen (1975-2006), og det er også ham, der har tegnet bogens illustrationer. Der er fire af dem, plus forsiden. Forsiden er et portræt af en chimpanse, der har et halvt sørgmodigt blik i øjnene. Det er muligt, at man på trods af det lille billede øverst, kan se hvad jeg mener. De fire andre tegninger er alle mørke, og ser for mig ud til at være blyant (evt. blæk) på papir. Alle har de historiens hovedperson Moldur med i sig. Tegninger er udmærkede, og passer fint til bogens historie. De indeholder en opgivelse og en afmægtig vrede over situationen. Det virker faktisk som om, at fra det første billede til det sidste billede er der en ændring i lysmængden. Tegningerne bliver ganske enkelt mørkere og mørkere, efterhånden som Moldur glider længere og længere ud i sit vanvid. Jeg ved ikke, hvem Thomas Kjær Simonsen er, men jeg gisner om hvorvidt det er ham, historien handler om. Det er ung alder han døde i, og selvmord er en klar mulighed. Jeg håber ikke, at jeg støder nogen ved den konklusion. Men under alle omstændigheder er det et flot gravmæle, han efterlader sig.

Afsluttende vil jeg sige, at MPs har gjort det udmærket. Man lægger ikke bogen fra sig, når man først er begyndt. Vanvid har jo altid været interessant og dragende på de fleste mennesker. Bogen er ikke prangende, eller nyskabende . Tværtimod er det en historie, som man har hørt før. MP formår alligevel at aflevere denne historie på en sober og behørig måde. Jeg tror dog, at det ville have gavnet bogen, hvis den havde været gennem en sidste korrekturlæsning, da der er en del skæmmende fejl undervejs. F.eks synes jeg det er synd, at der på et tidspunkt fortælles at ”om en uge efter denne aften ville han selv ligge under jorden”, når historiens handling spænder over cirka et døgns tid.

Michael Søbygge Ferm-Pedersen er cand. mag. i dansk og filosofi. Han er 32 år. Den afmægtige Adam er hans debut som forfatter.