dsc01447.JPG

Forfatter: Søren Elkjær Kristoffersen

Forlag: Skaden, 2007

Format: Digtsamling, 78 sider

 

Ovenstående er månens drøm, skal man tro den debuterende digter Søren Elkjær Kristoffersen. Men det skal man nok vare sig for, idet beskrivelsen af månens ambitioner kun er én af mange af slagsen om den lysende fætters liv deroppe, i denne fabulerende digtsamling kaldet Som nat og dag i Maj.

En af fordelene ved selvudgiver-litteraturen, er hvordan værkerne kan smelte fuldstændigt sammen med forfatterens idé om hvad de skal være. Værker fra de store forlag lider under samme problem som musikalbum fra de store selskaber, en forudsigelighed i udtryk, der barberer de værste excesser af forfatterens egenskaber ned. Lidt som at stikke Picasso en pensel og bede ham male portrætter. Der er dog gode grunde bag dette ræsonnement: Forlaget ønsker givetvis en glidende overgang fra forfatterens hovede til modtagerens, og det gøres bedst hvis emner og former ikke er for genstridige. Dermed kan man klage lidt over, at forfatterne sjældent får lov til at træde hårdt så på gaspedalen at grænserne overskrides. At de ikke får lov at udlægge og ødelægge tingene som de ønsker. Frisk ind fra højre træder den unge digter Søren Elkjær Kristoffersen, med en særpræget opsat satan af en digtsamling, sprængfyldt med alle de vanvittige indfald han selv har haft lyst til at tage med. Han har givet sig selv lov hér, har han.

Al det farverige kan ikke ses af omslaget. Et lidt bedrøveligt fesenblåt omslag, med en fuld gul måne, en vreden måne på en slags tørresnor og en helt sammenkrøllet måne nede i hjørnet. Navn, forfatternavn og forlag ret ubehjælpeligt sat op på et format lidt under A4. Heldigvis overlades opsætningen i bogen mest til forfatterens egne hovedbrud, og der en fin renhed i indtrykket af Times New Roman-fonten spyttet ud over siderne, med småsjældne variationer i fontstørrelse.

Teksterne vekslser stærkt mellem at være præget af meget direkte henvendelser i sproget (”i A’ets B / træder C’ets D frem”, ”A’et hænger i B / som et C på vej mod D” og den slags)til mere abstrakte lyrismer. Jeg skal prøve at se om jeg kan komme sidstnævnte nærmere, for det er dem, der er rigtigt interessante: Forfatteren har en tendens til at smide små referencer ind i teksterne, noget som kunne ligne en intertekstuel diskurs, men i virkeligheden får sin egen dimension i digtet. Fodnoten til digtet Måne.dk (s. 39) er fx. langt længere end selve digtet, og dominerer i virkeligheden digtet – man spørger sig selv, om noten er en rigtig reference fra et opslagsværk, eller har sit eget lille spil med det korte digt. I det spil eksisterer der en spændvidde som er, i ordets egentlige forstand, spændende. Flere af digtene er også behæftet med en lille ”accessory”, en slags udstyrsliste eller fodnote, der tit udlåner en helt ny dimension til digtet. Side 42 er helt ustyrlig:

”Maleren måler 1.76 cm. / Med armene strakt måler han 2.26 cm. / Penselen måler 28 cm. / Med strakt arm og penselen i hånden måler han 2.54 cm. / Lærredet måler 2.00 i bredden og 2.70 i højde /Maleren har ingen stige / For at nå den øverste del af lærredet må han hæve sig 16 cm. over parketgulvet i atelieret / eller vende det hele på hovedet”

 

Fulgt umiddelbart af dette:

 

”Accessory: en knitrende farvecirkel / * gul/ *rød / * blå / * orange / * grøn / * violet / * fejlfarve”

Andre digte er mere forsøg på elegante sproglege, hvor nogle fungerer flot, mens andre blokeres lidt af forfatterens forkærlighed for ordspil. Et af de bedre indfinder sig i Måneskinssonate (s. 14):

 

”Glider pianisten af hænde / rinder ud i en tone, som / dirrende på toppen af nodebladet // kaster sin skygge i armene på / her bryder solen ind og soler sig lidt i rampelyset / bukker og går ud igen.. // hvorpå salen rejser en tyngende applaus.”

 

Man skal ikke lede for nært efter en rød tråd i denne digtsamling, omend der forekommer forbindelsesled i form af månedigtene, der vel bedst kan beskrives som en slags løbende kommentarer. Mange af netop dem, har et lidt lallende, friskfyrsagtigt tilsnit, hvor ikke alle fungerer så godt. Jeg er fx. ikke så begejstret for digtet En anden side af månen(s. 22):

”Pink fløjt! / fra en panter med stiletter og fjerboa / giver elektriske krusninger på Rolighedens hav”

 

Jojo, jeg fanger Dark Side of The Moon-referencen, men billedet falder bare fra hinanden i mit hovede, og selvom joken er fin nok, spildes den lidt på et usikkert og vaklende billede, spørger man mig.Alt i alt er dette et spraglet værk, hvor forfatteren drejer sig om sig selv i centrum og med centrifugalkraften slynger sit sprog ud og omkring, som et slags Jackson Pollock-værk tilføjet eftertanker i form af både fingermaling og nænsomt kalligraferede strøg. Hvorvidt jeg skal anbefale folk at beskæftige sig yderligere med dette værk, er nok mest et spørgsmål om, hvem jeg skal anbefale at læse det. Jeg ville anbefale Nat og dag i Maj til folk der hænger sig i sprogets pangfarver, mere end nøjagtigheden i samme. For her i bogen møder man en forfatter, der ikke er gået på kompromis med sine visioner, hvad end de har været på et givent tidspunkt. Personligt kan jeg godt lide den, og synes om flere af idéerne, omend jeg har problemer med visse af digtene, specielt de mere sløsede af slagsen. Søren Elkjær Kristoffersens virkelyst og umiddelbarhed i teksterne lover godt for fremtiden, især hvis han kan alliere sig med en redaktør, der kan skelne mellem godt og skidt i denne henseende. Anskaf denne hér for farverne og legen, ikke for præcisionen.