image0-1.jpgElse SkovborgForfatter: Else Skovborg

Titel: Liv og gamle dage

Forlag: bogForm, Randers 2007

ISBN 10: 978-87-91699-12-2

Erindringer

Levet liv

Liv og gamle dage er en erindringsbog fra Else Skovborgs barndom og ungdom i tyverne , tredverne og fyrrerne på egnen øst for Randers, nord for Randers Fjord. Bogen fortæller om Else Skovborgs forældre, familie, venner og skolegang, men rummer også portrætter af mænd og kvinder , der på forskellige måder tegnede barndomsmiljøet. Endelig har bogen et længere afsnit om forfatterens højt respekteret skolebestyrer på C. la Cours Realskole i Randers, der på et tvivlsomt grundlag blev likvideret af en selvbestaltet modstandsgruppe. Bogen er forsynet med en række sort/hvide fotos og omslaget er en akvarel af forfatteren: Grøn og indbydende.

Jeg er ikke særligt fortrolig med at læse erindringsbøger og begynder derfor at tænke over, hvad der mon skal til , for at en sådan kommer ud over det private og breder sig ud til en bog, som et større antal læsere kan have udbytte af at læse.Jeg kommer hurtigt ind på ordene ægthed, perspektiv og fortælleevne. En lovsang over ”de gode gamle dage” ogbarnets uskyldige verden,ledsaget af en klagesang over nutidens fordærv vil ikke gøre indtryk på mig, siger jeg til mig selv og begynder at læse.

Det viser sig hurtigt, at Else Skovborg ikke er gået i fælden! Bogen beskriver det , jeg vil kalde levet liv. Et liv, der har fundet sted i virkeligheden. Et liv, der ikke bliver pyntet op eller undskyldt, men anerkendt for de kvaliteter, det rummede. Det første, der slår mig, er de mange sanseindtryk.

Jeg tabte en pose sukker i mit køkken
Det knasede på gulvet længe efter
Da kom jeg til at tænke på min bedstemoder
(13)

Duften af …lærkegrene
syrlige og ophidsende
Den stramme aroma i moster Karens grøntbutik
Den helt særlige hospitalslugt på St. Josefs hospital i Randers (11)

Der lød sang og der blev snakket højt, da guldbrudeparret gik hjem og gik ind under den oplyste guirlande (92)

Der er stoflighed, en fysisk tilstedeværelse. I den ligger ægtheden. Jeg ville gerne have været til stede på engen ”da vi som børn gik tur til fjorden og sang i vilden sky.

Et ægte liv er ikke kun ”fredfyldt, smukt og lykkeligt” men i høj grad også ”spændende, hemmelighedsfyldt, mystisk, erotisk”. Med de ord indledes det dejlige afsnit om Munken (der) går i enge. (53). En fortættet collage omkring engene ved Randers fjord. Den består af små beretninger, citater fra danske digtere, naturbeskrivelser. Delene går op i en fin helhed, perspektiveret af kommentarer som ”Jeg har en svaghed for enge. Måske var det her min sjæl kom til verden.” ”Man skal være i enge for at mærke dem. ” Ægthed, perspektiv og fortælleevne.

Mit favoritstykke er ” Efterskrift” (94) der afslutter beskrivelsen af en håndfuld særprægede mænd fra barndomsmiljøet. Her skriver Else Skovborg fortiden ind i nutiden: ”…en tidlig varm morgen i august …da kan det ske, at de gamle mænd sætter hinanden stævne / og går gennem Tjærby, / som om tiden aldrig er gået endnu” og ” lærer Nielsen står ved sit kateder / og synger morgensang
med sin lille børneflok/ af skolepligtige drenge og piger i Tjærby”.
Det hele integreret i en beskrivelse af naturen ved Randers fjord. Følelserne er ikke nævnt ved navn, men beskrivelsen er så præcis, at de vibrerer mellem linierne.

Bogens beretninger er ofte nutidsforbundne gennem associationer. ”Der stod en artikel i avisen om Poul Thomsen” ”Således mødte jeg i går et menneske, der mindede mig om moster Karen” ” En søndag overværede jeg en gudstjeneste i Frelsens hærs tempel på Valby Langgade. ” Fortiden tur/retur uden behov for støveklud. (Se også side 126 – 7, hvor æbleplukning år 2007 og i tredverne bliver forbundet gennem en høstgudstjeneste i radioen.)

Fortiden tur/retur uden behov for støveklud.
Fordi bogen er en sober kilde til indblik i skik og brug, påklædning [som E.S. beskriver med næsten fotografisk hukommelse ], og fordi man i kulissen finder Hvidstengruppen, C. la Cours Skole i Randers, Stauning, Fred Astaire og Tjekhov. Fordi bogen er skrevet med en stilfærdig humor, med det venlige smil, hvormed forfatteren hilser læseren på indersiden af forsideflappen .

Til sidst to punktnedslag af mange mulige.

Det ene bliver stedet hvor forfatteren røber, at hun har været andre steder end engene ved Randers fjord. ”Meget smukt har jeg set i verden: De jule-oplyste gader i Randers. Tivoli badet i lysranker. Byer set fra luften som stjerneblomster af lys: Paris, London, Rom, Calgary, Honolulo og København.Men intet syn har overstrålet synet af de illuminerede guirlander da Gammel-Kondrupperne fejrede deres guldbryllup.” (93)

Det andet behøver ingen kommentar :

”Men hjertet banker stadigvæk
og i hjertet sidder Erindringen” (10)

– derfor hedder bogen ikke Liv i gamle dage,men Liv og gamle dage!