synopsis.jpg Poul Høllund Jensen: Synopsis (Queenswood 2006) Til min barndoms kirke blev der på et tidspunkt vævet et tæppe til væggen bag alteret. Vægtæppet forestiller et bugtet landskab med marker. Landskabet er delt i felter, så årstidernes skiften vises inden for et og samme billede. Det hele gennemskæres af en slynget å.

Digtene i Poul Høllund Jensens samling flyder gennem årstidernes felter og erindringens landskab, og man oplever på én gang de enkelte digte og det “flow”, der er i samlingen.

Vi får fra starten at vide, at her er tale om erindring og drøm i en spændingsfyldt blanding. Bruger man erindringen som nøgle, åbner mange af digtene til svimlende kig – både bagud og fremad.

Digtet “Ved forårsjævndøgn”, hvor folk slynger “deres hvidmalede stakitter ud over skrænterne mod syd”, virker for eksempel meget foruroligende på mig. Der er voldsomme kontraster mellem nænsomt strøget tøj, stakitter og forældre, som signalerer tryghed og normalitet, og så det nærmest hedenske stenalderritual. PHJ bruger disse kontraster med mesterlig hånd gennem hele samlingen. Man læser digtene flere gange, fordi man først ikke helt har forstået, så tror man, at man har fat i noget, og så har man måske alligevel ikke helt forstået….
Det smukkeste lille digt, som kunne være samlingens motto, lyder sådan her:

Jeg har været dreng
Når jeg løb over markerne
fulgte månen med.