solsort_forside.jpgTitel: ”Solsorten er en skrigende lort ved daggry”
Digte

Forfatter: Claus Høxbroe

ISBN: 9 78-87-89 9 29 -55-2

Forlag:  Ravnerock

 I har luret mig: jeg starter næsten altid med titlen. Det er ikke ligegyldigt om en digtsamling hedder “Dicentra Spectabilis”, “Det”, ”Dronningeporten”  eller “Barberbladshologrammer”.  En hel del af min forventning piskes op her. Nogle gange kan man næsten skrive en hel anmeldelse alene om titlen.

Og her sidder jeg så med en digtsamling, der hedder “Solsorten er en skrigende lort ved daggry”.  Hold da op! Jeg kan ikke vente med at læse bogen og se, hvad den har tænkt sig at gøre ved mig.

Omslaget er ”dark” på den rigtige måde. Brosten, og titlen malet på stenene med hvidt. Malerbøtten står der endnu, og der er en vandpyt. Flot, synes jeg.  Stenbrosdigte altså? Hmmm… måske.

Og så starter det hele faktisk ret spagt! Sprogligt er det lige ud ad landevejen og i grunden lidt for behageligt, når man nu sidder her og forventer at skulle provokeres helt vildt. Indgangsdigtet er en god bid hverdags-Danmark, som den fremstår, når vi tænder for tv, og intet har ændret sig – nogensinde:

 ”Nu sker det igen / nu ruller verden sig ud / og inviterer indenfor / nu kommer trækfuglen tilbage / og mor råber at børnene skal ind / nu vender far træt hjem fra arbejde / og en må forlade ’vild med dans’ / nu koger kartoflerne over / og familien er samlet / nu genudsender de igen film med Dirch / og der er stadig krig i Mellemøsten / nu ramler reklamerne i gangen / og opvasken står der stadig / nu står Se&Hør igen i kiosken / og pensionisten er træt af de unge / nu ruller bilerne gennem Nørrebro / og Assistensen er så stille / nu lægger regnen sig på ruden / og vinden hiver i træerne / nu fløjter kedlen / og intet har rigtig ændret sig.”

Jeg fatter godt den milde ironi, ja jeg gør skam (Den kommer igen i digtet om Poul Reichard, der er holdt op med at stige ud af togene i sort/hvid). Det er godt skrevet, men hvad vil digtet? Intet har ændret sig – og hvad så? Desværre er ironien væk i mange af de andre digte, og så bliver det bare en smule glat og intetsigende.  ”i aften er blikket rettet mod fliserne / og Strassens magi til at overse / i aften er øllerne / patroner i en skarpladt pistol / rettet mod egen tinding”.  

Meget følsomt, og jeg kan sådan set godt fornemme noget af stemningen.  Men jeg har også hørt den slags  SÅ mange gange før. Sproget mangler simpelthen kant. Det er for mig totalt umuligt at opleve en fornemmelse af fylde og mening ved sætninger som ”det er tomheden / der fylder mig”.

 Der er jazz, jazz, jazz og øl, og de dejlige pigers bryster gynger og gynger i foråret, og det er alt sammen meget dejligt og meget træls på den helt rigtige måde,  som ”dén nu en gang skal skæres”, som det hedder i et af digtene .  Og Paris Hilton igen, igen.  Og samtalekøkkenet, gælden og lånebilen er skam også med. Og, jaaaaaa!: Hovedbanen og Istedgade! Og værtshushumoren:  baby, le t’s go to Hannover / og pleje mine hangovers”. Hidr, hidr…

 Det bliver lidt bedre visse steder, når branderten og tømmermændene begynder at få tyngde og sproget syrer lidt mere ud, f.eks. i digtet om øllet, der ”taler over sig” (side 12). Eller dette digt, hvor der endelig begynder at ske noget sprogligt også, så det hele bliver lidt skævt og ”dalrer” (ja, der er også et dalre-digt) uden om det banale.Jeg har begge ben / solidt plantet i jorden / hvor hunden ligger begravet / plankeværket snapper efter naboen / og grillen har forbrændt chancen / for at komme ind i varmen / jeg bladrer desperat / efter svar på livet / i udkogte kogebøger”.

 Det meste af tiden leder jeg dog forgæves efter steder, hvor digteren for alvor bruger sproget til at få skrevet den smerte frem, øllerne skal dulme.

Måske har det noget at gøre med, at Claus Høxbroe er spoken word-digter, og hans tekster er beregnet til en oplæsningssammenhæng. De vil helt sikkert tage sig bedre ud i lyrikcafé-belysning. Det er fint nok at elske Københavns stenbro og at skrive om det fra ølsjatsiden, men der skal knald på sproget, hvis det skal blive ved med at være interessant.

 Titlen lovede så meget. Brostenene ligger, hvor de ligger og intet har flyttet sig.