Sagnet om Jerichos Rose:

” Jomfru Maria, Jesusbarnet og Josef var på vej fra Nazarath gennem det varme sand i ørkenen til Ægypten, de flygtede for at undgå at blive slået ihjel. Nogle gange mødte de vilde dyr, men når løver og ulve fik øje på Jesusbarnet, blev de helt tamme, lagde sig ned eller luskede bort med halen mellem benene, fortalte mormor, mens Laj holdt vejret. Mad havde de ikke meget af, men dadelpalmerne, som de passerede, bøjede sig ned, når de kom forbi, så de tre kunne plukke deres frugter og spise sig mætte. Kun vand manglede de, det var ikke at finde nogen steder. En dag, udmattede af tørst, kom de til en gold klippe nær Jericho, som var dækket af sandgrå små knoldede planter – intet vand var at se eller høre. Josef bar det udmattede Jesusbarn i armene, hans trætte hoved hvilede på Josefs skulder. Maria sad opgivende på klippen mellem de tørre knolde, hendes ansigt var gemt i hænderne, hun græd. Hendes håbløse kærlighedstårer fandt vej mellem hendes fingre og ned på klippens tørre liv. Hvor Marias tårer ramte en lille knold, bredte en frodig grøn farve sig, som en slet skjult steppebrand sneg håbets farve sig fra plante til plante og gemte hastigt klippen under et grønt tæppe.”

Taget direkte fra bogen ‘Jerichos Roser’.

Forfatter: Ole Petersen

Titel: Jerichos Roser

Cover: Efter maleri af Sussie Sandra Suhr

Forlag: Herodaman

Sideantal: 199

ISBN: 978-87-92259-01-1

*

Jeg har modtaget Ole Petersens bog ‘Jerichos Roser’..

..med posten i en solid lille pakke. Sammen med denne ligger en brun papirpose. I posen er en grå-brun, indtørret og mærkelig plante, der næsten smuldrer når jeg rører ved den.

Ved første øjekast ligner denne sære sag en art udsmidnings-emne. Men kommer man den i en skål med vand, bliver den til en plante med grønne ranker. Jeg vil ikke komme nærmere ind på plantens biologi blot sige, at détte er en Jericho Rose, en pudsig sag, som selv den gode J.P Jacobsens Fru Marie Grubbe i 1876 har sammenlignet med elskov. Elskov? Jo tak – men i Ole Petersens bog får vi et helt andet billede af Jericho Rosen.

*

Bogens cover har gul bund og en rektangulær tingest på højkant – denne firkant er delt op i sort/hvid. ‘Jerichos Roser’ står der hen over dette sort-hvide og bogstavet ‘S‘ i ‘RoSer” er blødende og tegner et blodhjerte på den gule bund.

*

Bogen er delt op i..

..kapitler. De blomstrende og de golde. Nøjagtig som en Jericho Roses liv. I perioder står den uden næring. I perioder liver den op når den får lidt vandhane-omsorg.

Bogen indledes med et boost af lykke og blomstring – se Jericho Rosen for Jer når den er mest grøn og frodig. Vi får et indblik i en lille drengs idyl-univers. Han sidder i en zinkbalje og tager bad mens mormoren fremstår som verdens tryggeste rum. Navnet er ‘Laj. Kapitlet indledes med et A.

I kapitlet der følger efter, kastes vi ind i en gold verden, hvor hvor den lille dreng er blevet en voksen mand. Se Jericho Rosen for Jer, når den er mest trist og død – En voksen mand, der barberer skægget af sin hage, fjerner sine øjenbryn – faktisk barberer hele sin krop hårløs fra isse til pik. Hvad er det mon han har gang i?

” Stående, selvoptaget – i spejlet fæstnedes hans blik et kort sekund på vipperne – han lod dem være – hånden gled følende over issen, en tilfredshed kredsede svagt i hans mundvige. Alt overflødigt, uordentligt var fjernet, han var mindst mulig nu, meget lettere at håndtere, nu han havde fortættet sig”.

Uvilkårligt begynder en lurvet nysgerrighed i denne læser at udvikle sig. Jeg må vide hvorfor denne mand vil være absolut hårløs. Jeg må simpelthen vide hvor den lille søde dreng gik hen? Navnet er Halvor. Dette kapitel indledes med AA.

Det vil sige, at kapitlerne med ét bogstav fortæller om hovedpersonens barndom og kapitlerne med to identiske bogstaver – om hans voksenliv.

Bogen giver læseren lov til, at betragte..

..denne mærkelighed, der på én gang virker rørende og god – fuld af hengivenhed overfor mormoren og morfaren plus venner og bekendte i sin barndom – for derefter i sit voksne liv tager form som en kynisk og tvangspræget skabning, der myrder folk i skumringen og som – inden livet siver ud af ofrene – får hvisket ” Nogle gange bliver vi udsat for andres valg” – efterlader skåle med Jericho roser hos ligene mens han vikler deres hoved ind i tape og ovenpå tapen tegner en glad mund og to øjne.

Der raser en desperation over Halvor – det læses ud af de sammenfald der er mellem barndom og voksenliv. Han prøver at æde sig tilbage til den trygge barndom via blodpølse, som minder ham om de hyggelige stunder med mormor og morfar i køkkenet hvor mormoren serverede blodpølse med kold tyk tandsmør – men han sidder ikke roligt ned på en stol og nyder blodpølsen som da han var barn. Han står lænet med hovedet ind over køkkenbordet mens melisen regner ned over alting. Vi er simpelthen vidner til den rene desperado – når Halvor tager tøjet af i vinterkulden og lader sin krop blive gennempisket af sneen. Og der er intet at gøre andet end at se på når han smider sig ned i asfalten og lader den gennembore knæ og håndflader.

Nikolaj Halvor Jacobsen bliver til ‘Laj i barndommen og Halvor i sit voksne liv..

..hvad dælen er der sket med dette menneske? Se, det får vi intet at vide om sådan lige med det samme. Men denne læser har alligevel gisnet og gispet (men siger ikke hvad én er kommet frem til af hensyn til kommende læsere af ‘Jerichos Roser’). Og måske er det netop denne undren – dette gætteri der gør, at man må videre – videre om på næste side og se, hvad der sker for hele Halvor?

Men..

..indimellem irriterer det mig nu alligevel en smule, at barndomskapitlerne sukrer så meget i fortællerstilen. Bevares – der sker også hjerteskærende ting – især der hvor forældrene henter ungen igen fordi de nu pludselig er i stand til at passe ham – hvordan han er ulykkelig fordi han da må forlade mormoren og morfaren, der har været et holdepunkt for ham så længe. – Indimellem har jeg ønsket mig, at disse sukker-kapitler var helt skåret væk.

Men..

.. ved senere eftertænksomhed er jeg kommet frem til, at spændingsfeltet netop opstår dér – imellem det sukrede og det kyniske. Til gengæld er jeg en hæderlig fan af forfatterens sprog når han former voksen-kapitlerne. Og Ole Petersens evne til, at få mig tilbage i gyset gang på gang – efter en omgang sukker – fejler heldigvis heller ikke noget. Desuden synes jeg også, at forfatteren indimellem giver udmærkede glimt af barnets fantasi og dets måde, at se verden på – så fuck dét sukker, så!

So far so good!

Alt hænger udmærket sammen indtil vi kommer til afsnittet hvor Halvor knepper med en kvinde. Jeg kan sagtens se, at det erotiske og liderlige element fungerer. Men jeg har svært ved at tro, at den berøringsangste Halvor pludselig i kapitel ‘QQ’ forandrer sig til en fisse-slikkende første-elsker der får både baller, lår og denne læser til at sitre af lyst mens han selv får reddet manken godt varm. Og hvorfor kan jeg da for pokker ikke bare NYDE det, når der har været så megen elendighed? FORDI vores hovedperson netop har været beskrevet som utrolig berøringsangst fra kapitel A – P. Selv, da han besøger huset i Hagested hvor den erotiske happening udløses, tør han dårlig nok tage i et dørhåndtag:

” …Vægringen ved bare at tage i døren, som sikkert var ulåst, havde fået tag i ham, så han lod sine knoer falde på trædøren.”

Og her da han går omkring på Hovedbanegården:

”…Han manøvrede i mængden, siksakkede behændigt, undgik enhver berøring med selv de mest uopmærksomme fyraftenstravle fodgængere..”

Men sådan er det altså. Den tvangsprægede tusmørkemorder er OGSÅ en pirrende elsker. Hmm.

Da bogens slutning nærmer sig..

..fatter man en smule mere af miséren – omend forfatteren syrer lidt ud i sin fortællerstil dér – men det kan jeg jo god li’ (personligt).

Jeg har – foruden bøvlet med korrekturen (som der også var i ‘Græd Vagabond’ af samme forfatter) – ikke de store klager over Ole Petersens værk. Jeg kunne sagtens læse en bog mere af ham og meget gerne en krimi eller et erotisk eksemplar af slagsen (en krimi udelukker vel heller ikke erotik?) – Og jeg fedter ikke i frygt – selv om denne roman skulle være en fiktiv erindringsting fra Ole Petersen! Jeg bævrer ikke selv om jeg sidder og kigger på den Jericho Rose, som han sendte mig med posten..

*