karlsvognen.jpgTitel: ”Karlsvognen”

Forfatter: Lisbeth R. Egsmose

ISBN: 978-87-991993-0-3

Forlag: Kidogo Publishers

”Sørgmuntre, samfundskritiske, satiriske digte og kortprosa om livet i et eventyrligt land”. Sådan lyder undertitlen til digtsamlingen ”Karlsvognen”. En programerklæring. Det er nemlig digte der vil tage stilling. Digte om et lille land, småfolket, de grådige myrer og den smukke sommerfugl, udnytterne og udbytterne, om jantelov, demokratiog hele molevitten. Et ganske forfriskende udgangspunkt.

Samlingen begynder med digtet ”70erne”(Skrifttypen på bogens omslag minder mig også om en plakat fra dengang):

Demo-flip
Flap
Flop
Mave-flop
Mio
Mao
Miaw
Mao-list
Mao-last
Mao-lyst
Røde
Flipper
Flapper
Flopper
Plopper
Proppen
Stopper
Alle gode
Giver gener
Grundigt
Går til grunde
Artiskokker
Lokker
(lyse lokker)
Rødderne
Får nøkker
Kompis
Kompas
Kom
Pit
Pat
Pot
Flot
Plot

Det er veloplagt, sprogligt sjovt og har en god ironisk afstand. Der er flere af den slags digte, nogle endda med rim. Om man kan lide rim er lidt en smagssag. Selv synes jeg, at rim som slemrian og kopi-dan er lidt trælse og festsangsagtige.

Turen gennem det ”grønne land / Omgivet af blå gråt vand…” viser sig dog at blive vanskeligere end jeg havde regnet med. Søerne er ferske, og det varer ikke længe før jeg må udenom klichéer dybe som mergelgrave, kun hjulpet af enkelte gangbroer, som det første digt.

”En rød ballon / Med varm luft / Svævende / Over Christiansborg” er ikke noget særligt raffineret billede, og jeg har svært ved at finde ironien og satiren.I bogens tredje afsnit, ”Kviksand” , bliver det for alvor tungt (!). Der er ingen steder, hvor læseren får lov at tænke og arbejde med, eller hvor jeg bevæges eller ruskes i.

Metaforerne (som f.eks. påfuglen) er så tyndslidte som min buksebag er af at skamride min gamle kæphest: hvis et digt skal kunne noget, prosaen ikke kan, så skal det ske ved hjælp af sproglig fornyelse, kontraster, poetiske brud og mellemrum. Og især ved hjælp af sansninger.

Bogens store problem er, at den nærmest dementerer sig selv ved at være skrevet i et digtsprog, der er som knækprosaen i de 70’ere, det første digt ironiserer over. På den måde kommer det hele til at virke anakronistisk i stedet for forfriskende.

Men lad mig alligevel citere et sanset digt fra samlingen, som, trods et lidt banalt billedsprog og en tynd udgang, fungerer poetisk: ”Træerne tegner sorte streger / på en mange-farvet himmel /ved Sortedams søen / hvor jeg holder for rødt / på min cykel / og ser mod sydvest / hvor himmelfladen deles / i bittesmå felter / af de sorte grenes fletværk / og ser for mig / glas-mosaikkerne / i Notre Dame / i hjertet af Paris / hvor vi stod / hånd i hånd / mens solen spillede / i kirkeruden i koret / i alle regnbuens farver”

Bogen er udgivet på forfatterens eget forlag, og på hjemmesiden kan du læse om forfatteren og baggrunden for digtsamlingen: http://www.kidogopublishers.dk/