tilnaermelsesvisfraevaerendeForfatter: Pia Valentin Lorentzen
Titel: Tilnærmelsesvis fraværende.
Digte.

Forlag: Books on Demand GmbH, København (2008)
ISBN 978-87-769-1856-9

Først kigger jeg på omslagets stærke farver og sært tillokkende former som er malet af forfatteren selv. Abstrakte former der gør mig nysgerrig efter indholdet. Er det glødende katteøjne, der ser på mig? En maske der er tilnærmelsesvis fraværende??

Jeg åbner og ser på forsiden at “digtene er skrevet under og om en længevarende sygdomsperiode. ” Altså tæt på kriseoplevelser, der er beslægtede med forfatterens egne.

Rammerne skitseres nærmere i en indledende prosatekst : Lejlighed på 7 sal. Men “…jeg vil gerne kunne bevæge mig gennem byen som alle andre og kaste skygge på asfalten ….. Jeg falder i søvn i stolen og sover til svimmelheden vækker mig. Sådan går nætterne. ”

Så følger godt halvfjerds digte inden samlingen rundes af med endnu en prosatekst.

Digtene beskriver en klaustrofobiske tilværelse i en etageejendom, der bl.a. giver sig udslag i et tidsbegreb der er beslægtet med bogens titel. Frem for at finde sted i nutid er er jeg´et fastholdt i en form for “utid”. Dag og nat/ tiden er neutraliserede. I digtet “Cement” ligger jeg´et “cementkold” om natten og “kryber frem// genfødt/ i sten” om dagen. (13) I slutteksten “Dage” , opløses tiden i støv. “Før vi ved det, vil tidens skarpe tunge have ridset de sidste årringe, og stakken af dage have nået sin endelige højde . Tyngdekraften vil trække ubønhørligt i den , til den vælter….kaskader af støvet intethed spredes i luften. ” (83). Almindelige tidsbegreber er ophævede: “venter forud for tiden… uden at vide/ hvordan jeg vender tilbage”; “når jeg træder baglæns / ind i rummet / løber tiden uden om mig…” (“Forud venten” , 25 ) Et sted hedder det simpelthen :”det er før datid”. (27). Jeg´et formår i sin isolation ikke at bryde igennem til tiden som den forstås i den omliggende verden.

Digtene er endvidere udtryk for et jeg der, alene med krop og tanker, oplever mangel på mening og struktur. Således i “Inderflader” ( 32 ) : ” … udadvendte kanter/ bliver klemt / mellem til og fra / gråt i gråt / genfortalt / yderst mod inderst “. ” op er ned / og ned er op / mens verden vælter / sten for sten ” [“Op og ned”, 52] – men de er heldigvis også installerede i konkrete rum med gulve, lofter og døre. Jeg nævner digtet “døv” om lydene på stedet man lever dag efter dag (17), den flot visualiserede tilværelse i lejligheden i “Forfra” ( 21 ). Også “Gulvet på loftet” ( 28) der herligt dramatisk beskriver hvordan gulvet overlister beboeren. Et fin kombination af det tænkte og lejlighedens konkrete udformning findes i digtet “Rotator” side 58.

Tilnærmelsesvis fraværende er bestemt ikke uden problemer formelt og kunstnerisk set, men det er vigtigt for mig at sige, at et af mine kriterier for vurdering af bøger er det jeg vil kalde nødvendighed. Dvs. at der for forfatteren har været en væsentlig grund til at meddele sig. Det er der her ! Jeg synes at det et godt stykke hen ad vejen er lykkedes forfatteren at beskrive det limbo, jeg´et svæver i.

Og så fik vi jo under alle omstændigheder denne helt geniale beskrivelse af viserne i et ur :

tikkende ure på vægge
vandrende pinde i runde bure

Men altså: Kombinationen adjektiv + substantiv kunne helt sikkert strammes op så den blev mere overraskende. Eksempelvis i digtet “Udeladt ” hvor kombinationerne “knugende mørke, tunge duft, forrevne nåle, uendeligt dybt og kvælende stilhed” nærmer sig et ordvalg der er set adskillige gange før.

Med hensyn til at afslutte et digt, finder jeg eksempler på , at slutlinierne så at sige spænder ben for et godt helhedresultat. Det
vil altid være et spørgsmål om skøn , men for mig er linierne “mine øjne er / kratere på bagsiden” i digtet “Tørke” (75) med til at tappe noget af den power der ellers er tilstede. Jeg har det heller ikke for godt med slutningen på “Måske” side 48 eller det gode digt “Mågen” side 47, der ligesom demonteres med linierne “fast forward/før jeg vågner”. Med en forslidt frase : “kill your darlings”.

Generelt synes jeg at digtene hvor der er konkrete elementer som mod/medspil til de mere abstrakte dele er lykkedes bedst. At enkelte digte er ved at forsvinde i abstraktioner. [ Selvom jeg godt kan se, at udfra én synsvinkel er netop den forvirrede abstraheren fra normaliteten et symptom på jeg´ets krise.]

Tilsidst et af mine favoritdigte hvor der er noget i spil og på spil. Klaustrofobisk:

Svimlen

det føles som om
nogen flytter rundt
på møblerne
i lejligheden ovenpå
men det er blot min hjerne
der ryster jordskælv
ved hvert pulsslag
cellerne summer
ved sammenstødene,
noget pløjer gennem furerne
i mit hoveds svampepark
som en rendegraver
på larvefødder
det hyler, tikker, skærer
små firkantede skarpheder
ind i mit neurale værk

vil fjerne indersiden
af kranieskallen
rage den tæt
med en trebladet
engangsskraber
vil højtryksspule hvert
eneste kammer
med cellulosefortynder
og hospitalssprit
indtil al smerte er væk
og alting står stille
selv mine lukkede øjnes
bevægelser opad

*
poul høllund jensen 3. juni 2008