p1020609.JPG

Hvad: Tidsskriftet 28/6.

Hvem: Redigeret af Martin Johs. Møller og Rasmus Graff.

Hvor og hvornår: Udgivet ved reception i Nansensgade d. 28/7.

 

En hvid kuvert ligger på bordet. Kuverten er påtrykt med fireogfyrre forskellige navne og den tilsyneladende omstændelige dato 28/6. Kuverten indeholder otteogfirs sider A5-papir. Denne bunke papir udgør et tidsskrift. Lad os starte med at definere hvad et tidsskrift er, eller ihvertfald hvad det kan være. Normalt ville man tænke, at der var tale om et blad der beskæftigede sig med et specialiseret og veldefineret felt. Et blad med en fast redaktion der med jævne mellemrum udsendte en samling artikler der behandlede et eller flere emner under nævnte felt. Englænderne kalder den slags for periodicals, sikkert med tanke på at der må formodes at være tale om en tilbagevendende affære. Tidsskriftet 28/6, som anmelderen her sidder med, er ikke tidsskrift i klassisk tradition. Datoen 28/6 hentyder her til den dag tidsskriftet blev lavet på Hald Hovedgård, og ordet tidsskrift skal formentligt forstås som et skrift der er forankret i et bestemt tidsrum, mere som forskellige stykker tekst i en art tidskapsel end en ugejournal eller tilsvarende.

Det er de unge herrer Martin Johs. Møller og Rasmus Graff der er kommet op med idéen bag dette tidsskrift. Konceptet har været at invitere revl og krat af forskellige udøvende skriverister, notabiliteter såvel som talenter, give dem fire dage til at komme op med noget tekst, og derefter sætte det sammen til en slags udgivelse, hvad der så er blevet gjort på Hald Hovedgård. En meget minimalistisk, næsten skrabet, udgivelse sat sammen i løse A5-ark, krydret få steder med små, gnidrede fotografier; fotografier man som anmelder skal tage sig meget sammen, for ikke at komme til at kalde dem decideret grimme. Det er naturligvis altsammen med vilje; hele udgivelsen sætter teksterne i centrum, det er forfatternes individuelle kompetencer udi penneværk der skal bære udgivelsen. Fint, det er forstået.

Lidt af samme grund dasker man ind i udgivelsen med laissez-faire, farer lempeligt igennem teksterne, og stopper som en turist op ved de tekster der lige fanger ens opmærksomhed. Teksterne er anbragt alfabetisk efter forfatterens navn, men det eneste der ellers holder fysisk sammen på udgivelsen, er tilsyneladende læserens egen trang til at holde papirerne samlet, så de ikke driver rundt for vinden. Der er heller ikke rigtigt nogen sammenhæng mellem de forskellige tekster, intet forsøg på at spænde dem for et narrativ af en art eller nogen anden form for konstrueret forløb. Faktisk må det bemærkes, at adskillige forfattere lader sig repræsentere med tekster, der ikke ligefrem er emnemæssigt eller stilmæssigt kongruente med hinanden, og den del gøres ikke mindre kompleks af, at nogle tekster er ældre, førskrevne tekster, mens andre virker digtede til lejligheden. Projektet bliver såmænd aldrig forvirrende eller uoverskueligt at opfatte, når bare man fokuserer på den enkelte tekst foran én, og ikke prøver at læse en sammenhæng ind i teksterne som ikke eksisterer. Igen, tidsskriftet roterer omkring den enkelte tekst.

Når det er nævnt, siger det også sig selv, at det er meget svært at anmelde denne sag. Alle disse forfattere, alle disse enkelte tekster farer i et mylder af retninger, og skulle man anmelde hver enkelt, ville denne anmeldelse blive litterær afhandling, hvad jeg nok skal spare læserens tålmodighed for. At komme med teksteksempler bliver derfor også ret tilfældigt og urepræsentativt, så lad os i stedet bare tage et par stop i teksterne og prøve at bemærke os et par seværdigheder:

Signe Brønserud skriver et brev til nyligt hedengange Jean Baudrillard, som er ganske underholdende udnyttelse af brevformen. Lars Bukdahl disker op med ni kunstnerbiografier, hvoraf alle, på nær sidste biografi, er en beskrivelse af en hestepære, og de fungerer al den stund man er tvivl om hvorvidt hr. Bukdahl beskriver faktiske kunstnere eller ej, omend flere af dem desværre lider lidt under hr. Bukdahls påtrængende lyrikfagter. Ønsker man digter-digte kan man defilere forbi Mikkels Fosmos serie af samme. Man kan stoppe og prøve at lytte sig frem til ordlyden i Robert Henningssons lyddigt Klaatu barado 5/2008. Man kan lede efter ruter i Jan Hjorts udkast til en vejviser over Viggo Madsens forfatterskab (hvilket tager prisen som tidsskriftets mest meta-prægede indslag). Man burde sætte sig og hvile lidt ud ved Kenneth Jensen fine digte, i et bidrag der ikke tager meget mere end et raskt øjekast at overskue. Både d’herrer Jensen (med hhv. fornavnene Peder Frederik og Christoffer Ugilt) byder ind med tekster skåret over gentagelser, hvis man er til den slags. René Jean Jensen formulerer sig i et nærmest henkastet brev til redaktørerne, hvor han formår at gøre det banale temmeligt sjovt, og naturligvis er det banale aldrig helt så banalt alligevel. Ask Katzeff formår at konstruere en digtetekst så den fremstår nærmest som en slags artikel, hvad der giver den et lidt skægt præg. Krigshesten Peter Laugesen byder også ind med et stille, lille digt, hvorefter Maja Lucas genudlægger Odysseen for os, og dét på en måde der er fremragende dobbeltbundet. Kamilla Löfstrom har i tre længere stykker oprullet nogle betragtninger om replikker, hvad man næsten lige bør studse lidt over på vejen. Æren for de grafisk mest interessante digte i tidsskriftet må gå til Viggo Madsen, der opstiller det kan kalder for fire kubismer – fire visuelt firkantede digte i en lettere rablende stil, og det er aldeles vellykket, set herfra. Mads L. Mygind har skrevet ti tekster han kalder 10 breve til et du, der er udført præcist som titlen siger, og fungerer fint under et lidt sørgmodigt skær. Rasmus Halling Nielsen byder ind med seks længere prosatekster der spurter afsted med rytmen halsende efter sig, og det er herlig læsning, som man heller ikke bør snyde sig selv for. Man bør også notere sig Martin Snoer Raaschous tekst STEN, som er en prosatekst skåret så langt ind til benet at man kan mærke knogle. For udenlandsk kyndige er der engelske digte af Kim Simonsen, norske ditto af Odd W. Surén. For sex kan man gå til Maria Sofie Simonsens tekst, som måske nok er mere underholdende end decideret god, men i alle tilfælde da bemærkelsesværdig. Endnu en fin gentagelsespræget tekst findes i Morten Søndergaards bidrag, som bruger flere og flere danskere som riff, hvad der hér virker ganske effektivt og ikke mindst er sjovt når man ser sammenhængen.

Som det formentligt kan bemærkes, er teksterne stærkt varierende og eventuelle redigeringsmæssige tiltag må foretages inde i læserens eget hovede. Jeg kan egentlig godt lide hvordan man sidder og zapper frem og tilbage mellem papirlapperne, slår ned på ét glimt i en tekst og dalrer videre igennem andre. Det lavtekniske (læs: ikke-eksisterende) layout tvinger én til at fokusere på det eneste der er, nemlig teksterne. Man har valgt ikke at trække en redigeringsmæssig spændetrøje ned over læserens hovede, og for det bliver læsningen så meget friere, hvad der ikke altid borger for god læsning, men faktisk er helt i orden hér. Det havde nu være lækkert, hvis man havde inviteret nogle spændende billedkunstnere med på projektet, nogle der kunne sexe det skødeløse layout lidt op, men det ville utvivlsomt have fordyret og forstørret projektet ganske såre.

Man kunne bruge en masse flere ord på dette anseelige projekt, og dykke dybere ned i de enkelte tekster, men man kunne sikkert også have sparet en del ved at sige det så  kort som dette: Tidsskriftet 28/6 indeholder en masse meget forskellige tekster, der varierer stærkt i både form, indhold og kvalitet, men generelt holdes oppe af et ret højt topniveau. Det er bestemt værd at tage et kig på.    

 

Udgivelsesreception for tidsskriftet 28/6

 

Den 28. juli er en mærkedato. Mere nøjagtigt sagt markerer den månedsdagen for tilblivelsen af tidsskriftet 28/6, som igen kun hedder dét, fordi skriftet tilfældigvis blev til på nævnte dato. Med hensyn til distance, har bladet ikke bare tilbagelagt en måned for at komme hertil, men også også mange kilometer fra Hald Hovedgård nær Viborg til  Nansensgade i København, hvor MetrOrds ibyensendte anmelder indfinder sig til samme tidsskrifts udgivelsesreception.

Værtshusene er blevet færre i Nansengade. Det siges selvsamme gade engang kunne bryste sig af ikke færre end 35 værtshuse, men gaden er med tiden blevet næsten mondæn at se på. Selv et moderne supermarked er det blevet til, og så falder Huset På Christianshavs-charmen jo automatisk lidt. Samfundet undergravet af samfundet selv, om man så må sige. Varmen er trykkende på en meget uskandinavisk måde denne aften. Var det ikke for den karske lugt af fedt og skidt, ville Nansensgade mere tage sig ud som en boligudstilling, end den klassiske københavnske arbejderkarré den egentlig er. Meget praktisk anbragt, ved siden af et pizzeria, finder anmelderen de kælderlokalerne receptionen skal foregå i. Udenfor møder jeg Martin Johs. Møller som er én af de to redaktører for tidsskriftet 28/6, hilser på ham og får mig en udgave af tidsskriftet til anmeldelse. Tidsskriftet i den hvide kuvert reflekterer lokalernes minimalisme ganske godt.

Lokalerne på adressen Nansensgade 43 er uhyre spartanske, næsten umøblerede og med kun få genkendelige træk i indretningen. Forlokalet har en stor glasfacade skråt ud mod Nansensgade herself og en sidegevinst af et rum fører ind til det mørke baglokale med et sideordnet køkken-alrum. Først i baglokalet viser rummene væsenstræk. Loftet er hér klistret til med plakater, som giver én et fingerpeg om, at Nansensgade 43 tidligere har udgjort et slags atelier, muligvis endda den berømmede boghandel, omend hér slipper anmelderens hukommelse op. Martin Johs. Møller forklarer lidt om hvordan det er meningen at stedet skal fungere som et litterært forum af en art, med oplæsninger og udgivelser i kølvandet. Således markerer tidsskriftets udgivelsesreception også en form for søsættelse af et nyt litterært projekt i København.

Efter et stykke tid begynder folk at dukke op, og selvom næsten ingen kan holde ud at sidde indenfor i heden, stimler folk alligevel sammen i det lille forlokale (som stort set er klinisk renset for stole) for at høre aftenens oplæsere. Der er seks af slagsen, alle deltagende med bidrag i tidsskriftet og de er hhv. Susanne Christensen, Lars Bukdahl, Mette Norrie, Lars Frost, Martin Snoer Raaschou og Maria Sofia Simonsen.

Blandt oplæserne bemærker man især Lars Frost og Lars Bukdahl, ikke blot fordi de er det mest genkendelige litterære ansigter, men også fordi de er de mest underholdende oplæsere denne aften. Lars Frost repræsenterer sig selv med et endog meget kort indslag, og Lars Bukdahl er i sin vante hakkende, spurtende stil med små fodtrin og dansemanøvrer som understregning. Man bemærker måske mest førnævnte oplæsere, fordi de er de mest farverige. Jeg kunne godt bruge noget mere gejst fra flere af oplæserne, der lader til at være gået på mental sommerferie. Der er ikke en ret velfungerende rapport mellem oplæsere og publikum, intet af den berømte kemi der skal lede til den ligeså berømte magi. Det undrer mig en del at det skal være så sløvt, og jeg ved den er gal når jeg kan mærke mine tics spille op og tænderne knage, der hvor oplæserflowet slæ-æ-æ-ber sig afsted. Teksterne fungerer såmænd fint i oplæserregi, men man må bide mærke i, hvorledes et par af oplæsningerne i perioder nærmer sig parodier på digtere. Oplæsningerne er dog ikke længere end at det kører nogenlunde derudaf, og jeg vil mest vælge at betegne oplæsningerpræstationerne som hit or miss, hvor man kan vælge at fase sin opmærksomhed lidt ud, der hvor man ikke synes det svinger. Jeg vil ikke udelukke at andre lyttere end undertegnede vil notere sig nogle af oplæsernes præstationer anderledes end jeg har gjort. Det er i alle tilfælde ikke arrangørernes skyld.

Efter oplæsningerne forfalder folk til den rituelle omgang øl og hyggesnak, hvad der i modsætning til den klæbrige varme er helt i tråd med skandinavisk tradition. Folk får lov at snuppe sig en gratis udgave af tidsskriftet med, og Martin Johs. Møller når at få forklaret at der er planlagt flere udgivelser på Forlaget 28/6, hvad der lyder interessant i mine øren. Ikke lang tid efter må jeg vende Nansensgade 43 ryggen og smutte ned mod den trafikale åreforkalkning kaldet H.C. Andersens Boulevard og så hjemad. Temperaturen er faldet til et behageligere punkt på termometeret, oppe på boulevarden kører busserne forbi som intet var hændt og mere har samfundet altså ikke ladet sig undergrave i de sidste to timer.