Vildfarelsen er et kort langdigt, hvor hver højreside rummer en sentens eller nogle få ord, som ud over at binde sig sammen til en helhed hen over bogens sider, i de fleste tilfælde kan stå alene. Opsætningen kan give mindelser om afrivelige kalenderblade med bagsidegruk, man kan finde i lommen, når bukserne skal vaskes – men enkeltsentenserne er ikke som højstemt filosofi ellers et digt til dagen, men derimod fuldfede dunhamre i det samlede billede i ens bevidsthed, der gør mosen: Tag en dunhammer med hjem – riv en side ud – og den vil give mindelser om hele mosen, om værket.

Ved første håndevending er “vildfarelsen” ikke en bog, men den stjålne korrekturkopi, som amerikanske forlag altid skriver det i kolofonen: “Hvis du har modtaget denne bog uden omslag, vær da opmærksom på, at den…” Men sådan er det ikke hér: Der ér ikke noget omslag.

Og så alligevel. Der ér en indpakning – for titlen står på ryggen af bogen – men værkets første sentens

“denne mur er et familieklenodie”

er trykt på, hvad der ville have været omslagets forside, hvis omslaget havde fandtes, og omslagets bagside – hvis det altså ér et omslag – afslutter værket med et enkelt ord. “vand”.

Bogen er stærkt hel i sit udtryk; spørgsmålet hvorfor denne form bør ikke have den store vægt hér – men at intellektualisere formen hører med til den kritiske vurdering af helheden, som er anmeldelsens form: Måske er bogen blot pakket ind i sig selv, bogens tekst sit eget omslag? Måske skal hver side i hele bogen ses som omslag for det efterfølgende, som adskillelse fra det forrige som selvstændigt værk, og dermed som optakt til (d)et efterfølgende?

Et relativt mentalt støjfrit svar kan dog også ligge ganske lige for: I det en bog jo normalt indpakkes salgs-delikat, kan den omslagsløse bog ses som billedet på at være uden forsøg på at sælge andet end essensen, at være uden maske, filter, eller værn; det hele lige på og direkte, i gang med det samme; metaforen om det nøgne menneske synlig, på helt enkel vis.

At menneskene så aldrig er så nøgne som metaforen, gør ikke metaforen til løgn – det er blot kunstens adgang til det fælles. Kunstens reduktion: Hér taler et værk, der vil forsøge at fremstille et åbent, sårbart, nøgent menneske. Og det man må måle forsøgets succes på, er om man synes man gennem teksten taler med kunstens menneske, eller blot med digteren selv.

Bogens form skaber et stærkt sidevendende pace, som gør det til et meget insisterende værk  – der ikke handler om digterens far

“min far vil jeg ikke tale om.”

for han skal ikke nævnes. Og dermed er “far” placeret som værkets centrale karakter – den grød, der pr. definition for evigt vandres uden om. Langt uden om. Det eneste anden gang, faderen omtales, er i en passivform

“min far kan ikke tales med”

Benævnelsen og benægtelsen af hans betydning inficerer herefter alle efterfølgende korte tekst-fix på de knap 125 tekstsider, og ved genlæsning, ethvert indtag og opslag. Far er til stede i alt.
Jeg lover, at de tre følgende opslag er helt tilfældigt valgt:

“denne intimiderende sårbarhed”

“jeg håndterer dit fravær”

“hvad sker der, hvis en fugl en dag bliver bange for himlen?”

Men hvad handler denne omslagsløse, omslagsmættede eller nøgne bog, der ikke må handle om (relationen til, opfattelsen af, betydningen af) far, så om?

Der er en eller flere kvinder til stede; om du’erne og hun’erne er den samme kvinde, er uden betydning. Det er den insisterende, maskuline, udstrækkelse mod at indtage en (køns)rolle, som kan gøre forholdet til det andet køn muligt, der er gennemgående tema, mens teksten gennemsyres af selvkritikkens kødflænsende flagellanspiske – det hårdt søgende menneskes forveksling af selvindsigt med observation:

“der er en skygge på dit ansigt
som kommer fra mig”

“ingen af mine møbler
har jeg selv købt”

“jeg er ikke i stand til at hjælpe nogen”

En vildfarelse er typisk en fejlslutning, der bringer én steder hen, som ligger langt fra den ønskede havn. En vildfarelse kan bringe én til toppen af bjerget, fordi man i vildfarelse mener at kunne komme tættere på gud dér, hvor man i stedet blot møder den nådesløse natur, som man (endnu) ikke evner at kalde gud. Eller man kan leve *i* en vildfarelse, f.eks. i et parforhold, hvor man oplever partneren som frisk og med på det hele, hvilket man baserer alt på og låner og bygger og sætter afkom i verden, indtil vildfarelsen pludseligt åbenbarer sig: Hun er til kvinder og har vidst det hele tiden.

Når man fornægter et eller andet væsentligt i sit liv og sin karakter – som her “far” – bliver fornægtelsen til den klippe i vandet, som alt må bevæge sig udenom.

Hvordan man i fornægtelsestilstanden bliver til dén, man ønsker at blive – f.eks. det menneske, der er i stand til at elske på “den rette måde” (mine citationstegn) – bliver således en bevægelse uden om fornægtelsen.

En vildfarelse bliver dog først til i kølvandet på begivenhederne – når man er blevet, eller begynder at blive, klogere, men i modsætning til at fare vild i et fysisk landskab, hvor man i princippet kan gå baglæns i sine spor, er en mental vildfarelse svær at gå tilbage i, al den stund man er blevet til dén person, der gik vild i troen.

I opdagelsen af vildfarelsen – at man flere år tilbage skulle være drejet til højre, men at dét da kun var muligt at dreje til venstre – tvinges man til at lære at leve med, at klippen i vandet, fornægtelsen, er blevet en del af ens handlemønster. Og smertefuldt begynde at æde, at accepten er det bedste redskab til at komme videre – ikke tilbage, for den vej skal man ikke. Og først i det øjeblik bliver klippen, barrieren, muren fra værkets første side, reelt synlig.

I sin beskrivelse af fædrenes synder, af den negative arv, kan Vildfarelsen forekomme at være et fysisk meget kort værk, men netop den nøgne fremstilling hjælper med til at fastholde den fortvivlelse, et menneske kan føle, mens erkendelsen om de familiemæssigt indprogrammerede begrænsninger opstår.

De indføjede tomme sider (som tomme linier i et “normalt opsat” digt) giver bogen et åndedræt, der gør værket glimrende egnet til højtlæsning, ikke mindst af digteren selv. Men selvom der er endog rigtig mange gode og prægnante sentenser i bogen, balancerer værket som helhed dog kun lige akkurat mellem litterær selvterapi og det fællesmenneskelige – digterens kamp med egne dæmoner er endnu for synlig, og døren til (forståelsen af) den fælles dæmonisering endnu ikke ganske gået op. I dén forstand er vildfarelsen, at det private i dén grad kan repræsentere alle, underforstået kunstens menneske.

Men se bort fra, at digteren endnu har meget at lære om transformationen af det fællesmenneskelige: Beherskelsen af helheden i Vildfarelsen er eminent og viser et menneske, der længe har befundet sig på den interessante side af grænsen mellem notør og kunstner.

En værdig debut.

forfatter: poul g. exner (f. 73)
titel: “Vildfarelsen
type: digte
Forlag: Forlaget Frother, 2008, genudgivelse
omfang: 122 sider
pris: kr. 140
ISBN: 9788791624230

Vildfarelsen er en genudgivelse fra 2005. Poul Exner siger selv om bogen:

“i sept. 2005, udgav jeg for egne penge bogen ‘vildfarelsen’ en hybrid mellem digt og prosa, på det lille odenseanske foretagende Fly (som også er en oplæsningsgruppe der afholder arr. jævnligt med inviterede fra øst og vest, netop fra undergrunden, fra vækstlaget). En bog der udkom i små 80 eksemplarer, af hvilke jeg spildte en del ved at indsende til avisredaktioner og elektroniske medier med anmeldelse for øje, på nær en bog der blev (dårligt) anmeldt, (men en anmeldelse er en anmeldelse god eller dårlig, og det var udm. med nogen respons.)

om ‘vildfarelsen’ skal det siges at bogen vandt mig forfatterforeningens lyrikafdelings rejsestipendiat til debutkursus for forfattere fra hele norden på Biskops Arnö, Sverige, efter oplæsning i nævnte forenings lokaler på debutantaftenen i marts 2006, og den bliver nu i et fyldigt uddrag bragt i opkommende nummer af det hæderskronede svenske litt. mag. Ord & Bild (maj 07). Det er samtidig også en bog om hvilken det skal anføres, at jeg fik den sendt tilbage efter fire dage på gyldendal(s gulv?) uden et ord til afslagsbegrundelse. men det var først senere, jeg forsøgte ikke at få den udgivet på et stort forlag til at begynde med, men gik direkte efter at gøre det selv. det er en god bog, med enkelte svagheder, og jeg er glad for den!”

Exners foromtale på metrOrd fra feb. 2008.