Jeg tror ikke på den kunst, som ikke er tvungen frem ved menneskets trang til at åbne sit hjerte. Al kunst – litteratur som musik – må være frembragt med ens hjerteblod. Kunsten er ens hjerteblod.

Edvard Munch

Forfatter: Jasmin S

Titel: streger i sandet

Forlag: BOD

Udgivelsesår: 2008

ISBN: 978-87-992443-0-0

Forside Foto: Jesper Bendix Pedersen

Grafiske Fotos: Jasmin S

Jeg starter anmelderiet af forfatteren Jasmin S‘ digtsamling ‘streger i sandet’, med et Edward Munch citat. Og det har jeg gjort fordi jeg endnu  (tre dage efter første gennemlæsning af bogen), sidder temmelig opblødt tilbage, med et par spørgsmål i min regnhætte:

– Hvorfor skrev forfatteren denne digtsamling? Af en indre nødvendighed? Fordi hun ville høre sit eget hjerte slå? Var hun der hvor hun ville rive hjertet ud af brysthulen, holde det op foran læseren, mens det stadig pumpede? Måske er det for frækt, at svare på Jasmin S  vegne, men det tror jeg hun ville. Mit eget hjerte må bliver i sin grimme slimsæk, – for det meste –

– dog lige en (vigtig) indskudt sætning her:

Der er også øjeblikke hvor jeg virkelig, virkelig tænker at dét her – det er én af Jasmin S’ vigtigste smerter i denne digtsamling:

– Fra afsnittet ‘Når drømme rasler med snablen’ (god titel i øvrigt):

*

dråbe

*

dødens ansigt ligger som skyer på en bjergtinde.

der er tider hvor jeg kan se os gå hånd i hånd

over broer og gennem stræder. Jeg lukker mine

øjne, jeg lukker dem så tæt. og det er i disse

øjeblikke at jeg vokser op gennem asfalten af

egen kraft. i dine øjne så jeg noget, en silhuet af

en elskende, stenede i dråber. snart er det regn.

*

i drømmen

kommer du til mig

nøgen, åben og ærlig

*

i virkeligheden

holdes der

*

lukket

*

Især hvor strofen – ‘i drømmen..‘ begynder, har forfatteren mig i sin hule hånd. Og det er ikke til at sige hvad der ville ske med jævne bette mig, hvis alle 78 sider rummede digte af samme kvalitet som ‘dråbe’.

Jasmin S’ digtsamling er romantisk. Det kan jeg lige så godt skrive nu som senere. Den er drivende romantisk. Og den kan anbefales ved forårstide – ikke i marts og april hvor naturen kæmper sine sejeste kampe mod hård frost og lunefuldt klima. Men omkring maj måned, hvor alt er farveflor, sol og fuglemusik. Dér vil ’streger i sandet’ være i god balance med sig selv og den gryende meditative sommerstemning.

Forfatteren kredser om Kærligheden på en forsigtig – næsten vandagtig (for at blive i elementerne) måde. At digtsamlingen også rummer ‘ILD’, som bogens bagside skriver, har jeg svært ved at mærke. Der er vand i næsten alle former – det stille vand med skorpionen i balletsko om den varme Kærlighed. Der er det kolde vand der bliver frosty, dog uden at slå fatale revner.

De stormfulde bølger, dem som vinden indgår farlige forbindelser med – så alt bliver piskende våd orkan, så jeg må holde fast i bogens sider for ikke at kæntre – de udebliver. Jeg ville ellers gerne have mere farlig sejlads indover – gad godt, at papirbåden sank så jeg mødte skorpionen der virkelig stikker dybt.

*

Bogens opbygning udenpå/indeni

*

Et glossy cover med sandbund a la vaskebræt hvor top og bund er “laksorange” – rummer henholdsvis titel og forfatters navn.

Bogen er bygget op i 4 afsnit. For hvert afsnit følger et stykke grafik med ildfulde kraftige farver. Jeg kan ikke rigtigt se hvad grafikken gør for digtene der er mere transparente, men den er en øjenåbner (det er måske netop meningen: Kontraster vækker) og man slynges ud af forrige afsnit for nysgerrigt at indtage det nye der kommer.

Den pudsige digt-genre akrostikon, har fået en plads i digtsamlingen (s.72). Og en kort bagside tekst på den “laksorange” baggrund fortæller læseren at her er en digtsamling med et nænsomt udvalg af lyrik og kortprosa, skrevet i du og jeg form om kærlighedens ild luft og vand.

*

Tegnsætningen

*

Jeg forstår ikke helt forfatterens punktummer. Og jeg synes, at der er en tendens til at “dyrke” mystisk tegnsætning? Sommetider startes med stort bogstav efter et punktum – sommetider med lille – og endda i samme digt (s.63). Men måske skulle det heller ikke være sådan? Korrekturlæseren har nok ikke gjort sit bedste?

Men hvis tegnsætningen er “med vilje” så er jeg ikke i tvivl om, at forfatteren har tænkt sig godt og grundigt om mht. punktum, komma og streg, – i dag behøver man jo heller ikke at følge nogle regler, overhovedet. Punktummer o.l sættes efter smag og behag – men ifølge min smag, vil for mange af disse små prikker i digte have en tendens til at stoppe det flow der stammer fra digtets egen krop.

*

Fra side 5 – 16 glider jeg ind..

..i digtsamlingen – introduceres til blød poesi – men røres ikke rigtigt.

Først i afsnittet ‘Når drømme rasler med snablen’ (s. 17), ser jeg de dyrebare streger i sandet. Jeg zoomer ind på en rektangulær koloreret grafik, der flammer i ildens farver og holdes i skak af et varmt blåt, næsten lilla årenet, og tænker at NU får jeg hjertet at se. NU river hun det ud af sig selv og går helt fra snøvsen (på den fede måde). Og ja tak! denne læser jubler over friskheden og digtenes fællesskab.  Men dét, der rører mig allermest i det udmærkede ‘Når drømme rasler med snablen’ er de sidste 5 linjer i stort set alle 14 digte, hvor temaet går ud og ind af drøm og virkelighed. Min fornemmelse er, at forfatteren har været en tur ind over Jung, for disse digte synes at dreje sig om de mange aspekter af psykens bevidste og ubevidste lag.

*

Der hvor Jasmin S er stærkest

*

Jasmin S er stærkest i sine korte digte.  De er fortættet atmosfære med eftertænksom konsistens. Der er fine billeder hvor al mulig grafik overhovedet ikke kommer på højde med de imaginationer som digtene danner  (uddrag fra digtet ‘ild’ på s.23) i denne læsers lille knold:

*

i virkeligheden

spændes buer ud

sivbåde flettes

*

i drømmen er billederne

ikke længere

*

*

skarpe

*

Og dette uddrag af digt (s.9) – kan du mærke dit hjerte hér?

*

..min mund den sitrer

det trækker op 

til torden og

regn

*

For megen snakkesalighed

*

Efter mit yndlingsafsnit fortsætter de lange snakkesalige digte fra side 36 – 56. Jeg må vænne mig til at stoppe op efter hvert digt og gå omkring i huset med et glas vand for at skylle klarhed ind i mit hoved.  Og det hjælper ikke engang at grafikken i bogen holdes i temperamentsfulde farver hele vejen. Jeg savner ofte noget brøleabe eller raslen med snablen. Da afsnittet ‘Postkort til dig’ dukker op formildes jeg (s. 69), for dér kommer Jasmin S’ vigtigste smerte nummer 2:

*

evighed

*

momenter af håb

en  dråbe

en bølge

*

papirbåde

sendes ud

fra kanten

*

rejsen er lang

og langt

herfra

er

*

til evighed

*

Forfatteren ved nemlig godt hvad det drejer sig om. For hendes billedsprog er til tider eminent og helt i vinkel –  men hvad dælen får hende så til at holde igen på brøleaben og snabelrasleriet?!

Det kunne faktisk være godt nok hvis det ikke var fordi den lidt for flegmatisk/melankolske stemning (vand), ofte ruller ind over sandet og kommer til at hviske mange af de dyrebare streger ud. For der er dyrebare streger. Tag endelig ikke fejl. Du kender dem på dét de gør ved dig, så snart du støder på dem. Jeg kan jo fx nævne det korte digt ‘evighed’ (se op) igen.

*