p1030574_2.jpg 

 Kig godt på overskriften. En overskrift skulle gerne udgøre en instruktionsmanual for, hvordan man skal opfatte det underskrevne i et stykke tekst. Man må ikke blive i tvivl om retningen. Overskriften står formuleret som et spørgsmål, og spørgsmålet hér finder ikke sit ophav hos undertegnede, men stammer fra en sætning i Lasse Juhl Nielsens anmeldelse af Brian P. Ørnbøls digtsamling Barberbladshologrammer. I den anmeldelse, som er én af flere lignende anmeldelser af selvudgiverlitteratur, udlægger Lasse Juhl Nielsen et spørgsmål så retorisk, at han ikke engang selv har lyst til at besvare det. Ikke for at trække sværdet af stenen for ham, men jeg synes Lasse Juhl Nielsens spørgsmål er aldeldes relevant og får derfor lov til at fungere som introduktion og instruktionsmanual for følgende debatartikel. I den retoriske afdeling stadigvæk: Er I parat til dette?“Den hedder Barberbladshologrammer, det er en selvudgivelse og den er rød. Til disse forhåndsiagttagelser knytter sig umiddelbart to ret vigtige spørgsmål: hvad er et barberbladshologram? Og selvudgivelse, hvorfor?”

Hvorfor, så sandeligt. Hvorfor selvudgiver folk og vice versa – hvorfor anmelder vi selvudgivelser på MetrOrd? I takt med faldende trykkeudgifter og større lyst til at eksponere sig selv og sit i et værk, er der opstået en slags nebengeschäft i selvudgiverlitteraturen, som både omfatter mikroforlag, selvudgiverforlag, books on demand og konceptuelle engangsudgivelser. Alle disse udgivelsestyper har det til fælles, at de i en eller anden udstrækning benytter sig af selvfinansiering, når der skal udgives noget. Altså, man tør formode, at ophavsmanden (m/k) selv har langet spareskillinger over bordet for at kunne se sit navn på tryk.

Skal man komme med endnu en formodning, for at åbne diskussionen, så kunne det være dén, at den generelle holdning nok er, at de forlag der udgiver selvfinansieret litteratur har en økonomisk interesse i at udgive omtalte litteratur, da det trods alt er en forretning. Derfor må det redaktionelle nåleøje nok være noget større end på veletablerede forlag, hvorfor adgangen til udgivelse den vej nok også er mere lempelig, og følgelig heraf må man formode kvaliteten af samme som værende ringere. Her synes jeg, man må starte med at tage udgangspunkt i, hvad der reelt foregår bag denne uniforme selvudgiverfront, for selvudgivelser er nok så mange ting.

For at starte med Print On Demand-udgivelser (PoD) så er der faktisk ikke tale om ret meget andet end en trykkepresse, der hiver penge og tekster ind fra den ene ende og producerer bøger i den anden ende. Altså et sted uden redaktionel behandling overhovedet. Så er der selvudgiverforlag, hvoraf nogle er skjulte front offices for et personligt udgiverprojekt, typisk hængt op på et enkelt forfatterskab der udover digterhatten også har redaktørkasketten på, og dermed ingen interesse har i at indskrænke materialet ud fra en redaktionsmæssig betragtning, udover hvad den personlige ærekærhed måske ville sætte grænser for. Der er de kunstneriske happeningudgivelser, hvilket kan være alt fra CD’ere over pamfletter til selvsammensatte bøger. Typisk vil disse udgivelser være præget af stor idérigdom, men igen må man betænke, at forfatterne igen kun selv sætter grænsen for, hvad der skal udgives i den henseende. Kun mini- og mikroforlagene har givetvis en redaktionel behandling af stoffet, de udgiver, og selv da kunne det godt tænkes, at nogle bøger ryger over disken på vennetjenesternes konto, samt at et par af redaktørerne måske lader sig diktere lige lovlig meget af den subjektive smag. Alt i alt, for at afrunde formodningerne, taler vi om litteratur, der ikke kan måle sig med den  rigtige litteratur, ikke sandt?

Forstå mig ret, som anmelder på MetrOrd modtager jeg en del litteratur, der ikke virker fantastisk gennemarbejdet. Ofte er fortælleglæden større end håndværkets kvalitet, og det kan skæmme et værk såre ganske. Når jeg modtager noget nyt fra den kant, overraskes jeg dog ofte over, hvor store chancer der tages i de forskellige udgivelser. Stort set uden undtagelse virker det som om forfatterne tillader sig selv i et omfang, man aldrig ville se på et veletableret forlag. Den måde at skrive litteratur på kan der være masser af charme i, og ved det at man får alle forfatterens indtryk med sig i en udgivelse, modtager man i det mindste et rendyrket udtryk for ophavsmandens idé med værket, også selvom alting og køkkenvasken sikkert er smidt med ind i processen.

Vi taler faktisk ikke kun litteratur længere. Tendensen ses i snart sagt alle kunstneriske genrer, måske mest tydeligt i musikbranchen, hvor de store forlags ensidige fokus på den hurtige mønt, har skabt en så befængt branche, at ingen der lytter til musik på et seriøst plan gider stå solidariske med de store selskaber længere. Hvorfor ikke bare piratkopiere når man alligevel kun gider høre nummeret tre gange? Musikbranchens “vi ved, hvad du vil have” formular har været første spadestik til dens egen grav, dens manglende villighed til at forandre sig selv, dets andet. Idag må det forventes, at musikere der brænder for deres kunst selv tager vare på deres karriere, og det kræver måske en masse benarbejde i form af MySpace-sider, diverse promo-skiver og gratis knofedt, hvis man ønsker at komme ud over tærsklen. Grundene til at gøre tingene ved egen hjælp og selvfinansiere sine kunstneriske projekter et stykke af vejen kan være flere: For det første har mange ukendte kunstnere svært ved at udkomme i disse tider, hvor man oplever en stigende kulturel ensretning, og så er selvudgivelsen jo en måde at udstille sin kunst på. Dernæst betyder den kulturelle forsnævring også, at allehånde forlag ønsker at markedsføre kunstnere i én bestemt retning (den hurtige mønts tanke), hvorved det bliver sværere for den givne kunstner at bevare sin autonome holdning til egen kunstgerning. De færreste kunsterne bryder sig om at der fra anden side skæres og begrænses i deres kunst, og så er der jo kun så mange steder at henvende sig med sine ting, hvis man ikke er villig til at bide sin integritet i sig. Hvor man i musikbranchen langsomt begynder at fatte disse holdninger til kunst, og hvordan man måske kan bidrage til et nyt system, har man i den litterære afdeling tilsyneladende stadigvæk et ufatteligt gammeldags syn på sagen, hvor holdningen mest synes at være, at der eksisterer et “inden for murene” og et “udenfor ditto,” og sådan må tingene nu engang være.

Sangeren Thom Yorkes ord “I might be wrong,” burde altid minde én om, at holdninger nu engang kun er holdninger, og hvad var det fyren engang sagde om ensartetheden røvhuller og holdninger imellem? Det slår mig som pudsigt, at så mange selvbestaltede litterære personager kan blive så aggressive over selvudgiverlitteraturen, da den jo i kraft af sin ringere kvalitet ikke burde udgøre nogen trussel mod dem. Er vi så ovre i, at visse forfattere og litterater føler sig børnefornærmede på finlitteraturens vegne og ganske enkelt erklærer sig krænkede over, at læsere får adgang til denne usle type litteratur (om man, oh ve,  tør benævne den så)? En ganske simpel lommepsykologisk betragtning i børnehøjde ville være, at folk der bliver aggressive ofte reagerer ud fra en konverteret frygt. Måske jeg går lidt langt i denne simple betragtning, men man må da studse over, om et par af forfatterne ikke ganske enkelt føler sig trængte af selvudgivelser. I disse incestuøse litterære tider, hvor snart sagt alle forfattere har flere kasketter på samtidigt (digter, anmelder, redaktør, resumist på Børsen tilmed), er det jo endvidere værd at overveje, om et par forfattere ikke til tider misbruger deres skiftende status til at kaste lidt spot efter selvudgiverfeltet. Man kan fx. bemærke sig Christian Stokbro Karlsens anmeldelse af Pia Valentin Lorentzens digtsamling Tilnærmelsesvis Fraværende i Nordjyske Stifttidende, hvor anmelderen synes at kaste de fleste illusioner om forholden sig til anmelderobjektet over bord, for at fokusere på det for ham forhåndenværende emne. En overskrift som “Smagens totale demokratisering” siger alt, hvad han ønsker at sige i den anmeldelse, som ikke bærer præg at en ret stor lyst til at forholde sig til, om damen ren faktisk kan skrive eller ej, hvad han så også kun overfladisk gør. Med den holdning i bagagen gør man det jo heller ikke så svært at anmelde, al den stund man kan benytte den samme anmeldelse igen og igen, når man tvinges igennem endnu én af disse bedrøvelige selvudgiverhvadharvi. Smagens totale demokratisering herfra og til evindeligheden.

Der ligger selvfølgelig en sandhed i dén holdning. Selvudgiverlitteratur er nøgternt set oftest af en ringere kvalitet, end den der har været igennem redaktionsmøllen (uanset hvordan man opstiller måledygtige skalaer for den slags), men på trods af selvudgivelsernes stigende status, om ikke andet så i volumen, bemærker jeg personligt kun ringe konkurrence mellem selvudgiverlitteraturen og de store forlag. Selvudgiverlitteratur er ofte noget der forhandles direkte fra forfatter til kunde uden en Arnold Busck eller Politikens Boghandel imellem. Det etablerede forlagssystem synes at definere sig selv i et lukket kredsløb: Vi kan kun sælge litteratur, der vil sælge, og vi vælger at definere, hvad der vil sælge. Undskyld mig navns nævnelse, men der skal bruges et eksempel: Hvis fx. Gyldendal vælger at udgive noget, vil det blive solgt, idet projektet vil have litterær synlighed – på samme måde som Vild Med Dans har mediemæssig synlighed, kvalitet eller ej. Hvorom alting er, kan selvudgivelser på nuværende tidspunkt næppe betragtes som en trussel mod etablerede forfattere, hvorfor det også kan undre, at man tilsyneladende vælger at betragte dem som sådan fra det litterære establishments side. Det er som om, selve idéen opfattes som farlig for et forlag, for giver man alle og enhver lejlighed til, at være forfatter, må man tro at grundlaget for et forlag smuldrer, eller sådan lader det til, at den gældende kongstanke er. Man vælger så at sige at definere en Berlinmur mellem de forskellige måder at udgive på for at forsvare sine egne standarder. Det kunne være interessant, hvis nogle af de store forlag turde dykke ned i disse småudgivelser og måske give nogle af deres forfattere en chance, og her taler vi ikke bare om dem der har Forfatterskolen (ja, den igen!) trykt i panden som et slags moderne kaintegn, nej, også dem der aldrig har haft et navn med et genkendeligt litterært banner vajende over sig.

En måske mere hensigtsmæssig betragtning, eller skal vi sige progressiv betragtning, om selvudgiverlitteratur henfører lidt til mit tidligere udsagn om, hvordan man kan tage fejl. Hvad nu hvis nu redaktioner tog fejl, hvad selv de vel også gør fra tid til anden? Hvad nu hvis man til tider betragtede det som en fordel, at et manuskript ikke havde været igennem redaktionel behandling, men blot eksisterede som et specifikt dokument, et absolut aftryk af forfatterens tankegang på et givent tidspunkt? Hvorfor skal litteraturen altid skamferes og tvangsanbringes andre steder ved at lade den trække igennem forudsigelige udstregningsøvelser, indsnævringer, fokuseringer og anden kritikmæssig banalia? Er det partout altid sundt og fordrende for den gode litteratur, at lade teksterne fokusere og ensrette efter en redaktions hovede, og vænner det ikke den læsende befolkning (skulle den stadig findes) til at tænke litteratur efter kun én tankemodus? Når folk om mange år beskæftiger sig med denne æras litteratur, hvad vil så udgøre det klareste billede af, hvordan man tænkte i Danmark kort efter overskridelsen af tærsklen til det 21. århundrede – vil det være den viltert strittende selvudgiverlitteratur eller det redaktionelt polerede forlagsværk? Er der overhovedet nogen der siger, at tekster altid bliver bedre af redaktionel indgriben, og må man kun forestille sig litteraturen som en slags parfume, hvis essens bliver skarpere for hver destillation den gennemgår?

Nu virker det måske som om, jeg selv opstiller spørgsmål, jeg heller ikke selv gider besvare, og hvis det opfattes sådan, kan jeg kun undskylde mig med, at jeg faktisk ikke betragter det som min opgave at besvare disse spørgsmål, da jeg kun vil ende med at præsentere nogle få af mine personlige holdningers restprodukt, noget som ikke flytter noget nogen vegne. Nej, jeg mener selvudgiverlitteraturen står på sit eget lille springbræt nu: Det bliver naturligvis op til den individuelle forfatter, at overbevise omverdenen om forfatterens skrivemæssige fortræffeligheder, selvom det ville være interessant, hvis det litterære establishment ville smide deres rygerjakke og pibetøj og således prøve at spejle sig selv i disse rodløse selvudgivere, måske endda strække den berømte hånd ud og byde nogle velkommen, fremfor at afskrive det altsammen på forhånd som om alt fra selvudgiverfronten var ens, ja som om der vitterligt var tale om en front i det hele taget. Det kunne man passende gøre ved at tage selvudgiverlitteraturen seriøst, og det kan man, for mig at se, kun gøre ved at vurdere værk for værk, fra forfatter til forfatter. Det har vi valgt at gøre på MetrOrd, og jeg tør næsten sige, vi er de eneste der har modet og gejsten til det, for nuværende da.