Kig godt på overskriften. En overskrift skulle gerne udgøre en instruktionsmanual for, hvordan man skal opfatte det underskrevne i et stykke tekst. Man må ikke blive i tvivl om retningen. Overskriften står formuleret som et spørgsmål, og spørgsmålet hér finder ikke sit ophav hos undertegnede, men stammer fra en sætning i Lasse Juhl Nielsens anmeldelse af Brian P. Ørnbøls digtsamling Barberbladshologrammer. I den anmeldelse, som er én af flere lignende anmeldelser af selvudgiverlitteratur, udlægger Lasse Juhl Nielsen et spørgsmål så retorisk, at han ikke engang selv har lyst til at besvare det. Ikke for at trække sværdet af stenen for ham, men jeg synes Lasse Juhl Nielsens spørgsmål er aldeldes relevant og får derfor lov til at fungere som introduktion og instruktionsmanual for følgende debatartikel. I den retoriske afdeling stadigvæk: Er I parat til dette?“Den hedder Barberbladshologrammer, det er en selvudgivelse og den er rød. Til disse forhåndsiagttagelser knytter sig umiddelbart to ret vigtige spørgsmål: hvad er et barberbladshologram? Og selvudgivelse, hvorfor?”
Hvorfor, så sandeligt. Hvorfor selvudgiver folk og vice versa – hvorfor anmelder vi selvudgivelser på MetrOrd? I takt med faldende trykkeudgifter og større lyst til at eksponere sig selv og sit i et værk, er der opstået en slags nebengeschäft i selvudgiverlitteraturen, som både omfatter mikroforlag, selvudgiverforlag, books on demand og konceptuelle engangsudgivelser. Alle disse udgivelsestyper har det til fælles, at de i en eller anden udstrækning benytter sig af selvfinansiering, når der skal udgives noget. Altså, man tør formode, at ophavsmanden (m/k) selv har langet spareskillinger over bordet for at kunne se sit navn på tryk.
Skal man komme med endnu en formodning, for at åbne diskussionen, så kunne det være dén, at den generelle holdning nok er, at de forlag der udgiver selvfinansieret litteratur har en økonomisk interesse i at udgive omtalte litteratur, da det trods alt er en forretning. Derfor må det redaktionelle nåleøje nok være noget større end på veletablerede forlag, hvorfor adgangen til udgivelse den vej nok også er mere lempelig, og følgelig heraf må man formode kvaliteten af samme som værende ringere. Her synes jeg, man må starte med at tage udgangspunkt i, hvad der reelt foregår bag denne uniforme selvudgiverfront, for selvudgivelser er nok så mange ting.
For at starte med Print On Demand-udgivelser (PoD) så er der faktisk ikke tale om ret meget andet end en trykkepresse, der hiver penge og tekster ind fra den ene ende og producerer bøger i den anden ende. Altså et sted uden redaktionel behandling overhovedet. Så er der selvudgiverforlag, hvoraf nogle er skjulte front offices for et personligt udgiverprojekt, typisk hængt op på et enkelt forfatterskab der udover digterhatten også har redaktørkasketten på, og dermed ingen interesse har i at indskrænke materialet ud fra en redaktionsmæssig betragtning, udover hvad den personlige ærekærhed måske ville sætte grænser for. Der er de kunstneriske happeningudgivelser, hvilket kan være alt fra CD’ere over pamfletter til selvsammensatte bøger. Typisk vil disse udgivelser være præget af stor idérigdom, men igen må man betænke, at forfatterne igen kun selv sætter grænsen for, hvad der skal udgives i den henseende. Kun mini- og mikroforlagene har givetvis en redaktionel behandling af stoffet, de udgiver, og selv da kunne det godt tænkes, at nogle bøger ryger over disken på vennetjenesternes konto, samt at et par af redaktørerne måske lader sig diktere lige lovlig meget af den subjektive smag. Alt i alt, for at afrunde formodningerne, taler vi om litteratur, der ikke kan måle sig med den rigtige litteratur, ikke sandt?
Forstå mig ret, som anmelder på MetrOrd modtager jeg en del litteratur, der ikke virker fantastisk gennemarbejdet. Ofte er fortælleglæden større end håndværkets kvalitet, og det kan skæmme et værk såre ganske. Når jeg modtager noget nyt fra den kant, overraskes jeg dog ofte over, hvor store chancer der tages i de forskellige udgivelser. Stort set uden undtagelse virker det som om forfatterne tillader sig selv i et omfang, man aldrig ville se på et veletableret forlag. Den måde at skrive litteratur på kan der være masser af charme i, og ved det at man får alle forfatterens indtryk med sig i en udgivelse, modtager man i det mindste et rendyrket udtryk for ophavsmandens idé med værket, også selvom alting og køkkenvasken sikkert er smidt med ind i processen.
Vi taler faktisk ikke kun litteratur længere. Tendensen ses i snart sagt alle kunstneriske genrer, måske mest tydeligt i musikbranchen, hvor de store forlags ensidige fokus på den hurtige mønt, har skabt en så befængt branche, at ingen der lytter til musik på et seriøst plan gider stå solidariske med de store selskaber længere. Hvorfor ikke bare piratkopiere når man alligevel kun gider høre nummeret tre gange? Musikbranchens “vi ved, hvad du vil have” formular har været første spadestik til dens egen grav, dens manglende villighed til at forandre sig selv, dets andet. Idag må det forventes, at musikere der brænder for deres kunst selv tager vare på deres karriere, og det kræver måske en masse benarbejde i form af MySpace-sider, diverse promo-skiver og gratis knofedt, hvis man ønsker at komme ud over tærsklen. Grundene til at gøre tingene ved egen hjælp og selvfinansiere sine kunstneriske projekter et stykke af vejen kan være flere: For det første har mange ukendte kunstnere svært ved at udkomme i disse tider, hvor man oplever en stigende kulturel ensretning, og så er selvudgivelsen jo en måde at udstille sin kunst på. Dernæst betyder den kulturelle forsnævring også, at allehånde forlag ønsker at markedsføre kunstnere i én bestemt retning (den hurtige mønts tanke), hvorved det bliver sværere for den givne kunstner at bevare sin autonome holdning til egen kunstgerning. De færreste kunsterne bryder sig om at der fra anden side skæres og begrænses i deres kunst, og så er der jo kun så mange steder at henvende sig med sine ting, hvis man ikke er villig til at bide sin integritet i sig. Hvor man i musikbranchen langsomt begynder at fatte disse holdninger til kunst, og hvordan man måske kan bidrage til et nyt system, har man i den litterære afdeling tilsyneladende stadigvæk et ufatteligt gammeldags syn på sagen, hvor holdningen mest synes at være, at der eksisterer et “inden for murene” og et “udenfor ditto,” og sådan må tingene nu engang være.
Sangeren Thom Yorkes ord “I might be wrong,” burde altid minde én om, at holdninger nu engang kun er holdninger, og hvad var det fyren engang sagde om ensartetheden røvhuller og holdninger imellem? Det slår mig som pudsigt, at så mange selvbestaltede litterære personager kan blive så aggressive over selvudgiverlitteraturen, da den jo i kraft af sin ringere kvalitet ikke burde udgøre nogen trussel mod dem. Er vi så ovre i, at visse forfattere og litterater føler sig børnefornærmede på finlitteraturens vegne og ganske enkelt erklærer sig krænkede over, at læsere får adgang til denne usle type litteratur (om man, oh ve, tør benævne den så)? En ganske simpel lommepsykologisk betragtning i børnehøjde ville være, at folk der bliver aggressive ofte reagerer ud fra en konverteret frygt. Måske jeg går lidt langt i denne simple betragtning, men man må da studse over, om et par af forfatterne ikke ganske enkelt føler sig trængte af selvudgivelser. I disse incestuøse litterære tider, hvor snart sagt alle forfattere har flere kasketter på samtidigt (digter, anmelder, redaktør, resumist på Børsen tilmed), er det jo endvidere værd at overveje, om et par forfattere ikke til tider misbruger deres skiftende status til at kaste lidt spot efter selvudgiverfeltet. Man kan fx. bemærke sig Christian Stokbro Karlsens anmeldelse af Pia Valentin Lorentzens digtsamling Tilnærmelsesvis Fraværende i Nordjyske Stifttidende, hvor anmelderen synes at kaste de fleste illusioner om forholden sig til anmelderobjektet over bord, for at fokusere på det for ham forhåndenværende emne. En overskrift som “Smagens totale demokratisering” siger alt, hvad han ønsker at sige i den anmeldelse, som ikke bærer præg at en ret stor lyst til at forholde sig til, om damen ren faktisk kan skrive eller ej, hvad han så også kun overfladisk gør. Med den holdning i bagagen gør man det jo heller ikke så svært at anmelde, al den stund man kan benytte den samme anmeldelse igen og igen, når man tvinges igennem endnu én af disse bedrøvelige selvudgiverhvadharvi. Smagens totale demokratisering herfra og til evindeligheden.
Der ligger selvfølgelig en sandhed i dén holdning. Selvudgiverlitteratur er nøgternt set oftest af en ringere kvalitet, end den der har været igennem redaktionsmøllen (uanset hvordan man opstiller måledygtige skalaer for den slags), men på trods af selvudgivelsernes stigende status, om ikke andet så i volumen, bemærker jeg personligt kun ringe konkurrence mellem selvudgiverlitteraturen og de store forlag. Selvudgiverlitteratur er ofte noget der forhandles direkte fra forfatter til kunde uden en Arnold Busck eller Politikens Boghandel imellem. Det etablerede forlagssystem synes at definere sig selv i et lukket kredsløb: Vi kan kun sælge litteratur, der vil sælge, og vi vælger at definere, hvad der vil sælge. Undskyld mig navns nævnelse, men der skal bruges et eksempel: Hvis fx. Gyldendal vælger at udgive noget, vil det blive solgt, idet projektet vil have litterær synlighed – på samme måde som Vild Med Dans har mediemæssig synlighed, kvalitet eller ej. Hvorom alting er, kan selvudgivelser på nuværende tidspunkt næppe betragtes som en trussel mod etablerede forfattere, hvorfor det også kan undre, at man tilsyneladende vælger at betragte dem som sådan fra det litterære establishments side. Det er som om, selve idéen opfattes som farlig for et forlag, for giver man alle og enhver lejlighed til, at være forfatter, må man tro at grundlaget for et forlag smuldrer, eller sådan lader det til, at den gældende kongstanke er. Man vælger så at sige at definere en Berlinmur mellem de forskellige måder at udgive på for at forsvare sine egne standarder. Det kunne være interessant, hvis nogle af de store forlag turde dykke ned i disse småudgivelser og måske give nogle af deres forfattere en chance, og her taler vi ikke bare om dem der har Forfatterskolen (ja, den igen!) trykt i panden som et slags moderne kaintegn, nej, også dem der aldrig har haft et navn med et genkendeligt litterært banner vajende over sig.
En måske mere hensigtsmæssig betragtning, eller skal vi sige progressiv betragtning, om selvudgiverlitteratur henfører lidt til mit tidligere udsagn om, hvordan man kan tage fejl. Hvad nu hvis nu redaktioner tog fejl, hvad selv de vel også gør fra tid til anden? Hvad nu hvis man til tider betragtede det som en fordel, at et manuskript ikke havde været igennem redaktionel behandling, men blot eksisterede som et specifikt dokument, et absolut aftryk af forfatterens tankegang på et givent tidspunkt? Hvorfor skal litteraturen altid skamferes og tvangsanbringes andre steder ved at lade den trække igennem forudsigelige udstregningsøvelser, indsnævringer, fokuseringer og anden kritikmæssig banalia? Er det partout altid sundt og fordrende for den gode litteratur, at lade teksterne fokusere og ensrette efter en redaktions hovede, og vænner det ikke den læsende befolkning (skulle den stadig findes) til at tænke litteratur efter kun én tankemodus? Når folk om mange år beskæftiger sig med denne æras litteratur, hvad vil så udgøre det klareste billede af, hvordan man tænkte i Danmark kort efter overskridelsen af tærsklen til det 21. århundrede – vil det være den viltert strittende selvudgiverlitteratur eller det redaktionelt polerede forlagsværk? Er der overhovedet nogen der siger, at tekster altid bliver bedre af redaktionel indgriben, og må man kun forestille sig litteraturen som en slags parfume, hvis essens bliver skarpere for hver destillation den gennemgår?
Nu virker det måske som om, jeg selv opstiller spørgsmål, jeg heller ikke selv gider besvare, og hvis det opfattes sådan, kan jeg kun undskylde mig med, at jeg faktisk ikke betragter det som min opgave at besvare disse spørgsmål, da jeg kun vil ende med at præsentere nogle få af mine personlige holdningers restprodukt, noget som ikke flytter noget nogen vegne. Nej, jeg mener selvudgiverlitteraturen står på sit eget lille springbræt nu: Det bliver naturligvis op til den individuelle forfatter, at overbevise omverdenen om forfatterens skrivemæssige fortræffeligheder, selvom det ville være interessant, hvis det litterære establishment ville smide deres rygerjakke og pibetøj og således prøve at spejle sig selv i disse rodløse selvudgivere, måske endda strække den berømte hånd ud og byde nogle velkommen, fremfor at afskrive det altsammen på forhånd som om alt fra selvudgiverfronten var ens, ja som om der vitterligt var tale om en front i det hele taget. Det kunne man passende gøre ved at tage selvudgiverlitteraturen seriøst, og det kan man, for mig at se, kun gøre ved at vurdere værk for værk, fra forfatter til forfatter. Det har vi valgt at gøre på MetrOrd, og jeg tør næsten sige, vi er de eneste der har modet og gejsten til det, for nuværende da.
#1 by Peter on 30. januar 2009
Citer
Well, jeg synes nu ikke der er ret meget maskeret i den anmeldelse:
Den indledes med fordomme om selvudgiven litteratur – nåleøjets øgede størrelse osv. som også ridses op af TM her, og dernæst konkluderer den, at samlingen nok ikke formåede at trænge gennem et mindre nåleøje og derfor er det en selvudgivelse.
Færdig med arbejde.
/P.
#2 by metrord on 28. januar 2009
Citer
Til sidstnævnte Peter:
Undskyld, det står lidt uklart for mig, hvilket “dette” du hentyder til. Hvis du hentyder til kommentaren omkring Lasse Juhl-Nielsens status i forhold til det 21. århundrede, så kan jeg godt se din pointe.
Personligt går jeg lidt i rette med LJNs holdning til selvudgiverlitteratur, men ville aldrig skose ham for hans holdning til førnævnte digtsamling: Det må bero på anmelderens egne litterære kriterier. Men, man bliver da usædvanligt udenomsnakkende som anmelder, hvis man i en given anmeldelse af et givent bogobjekt, begynder at vurdere en hel måde at udgive på, og så ovenikøbet holder digtsamlingen som gidsel i en kamp mod udgivelsesmetoden. Om Brian Ørnbøl så havde skrevet det argeste crap, er det dybt irrelevant med diskussionen om selvudgivelser i den anmeldelse – det er dét, jeg slår ned på. LJN er for øvrigt sikkert en glimrende anmelder ellers, jeg vælger blot at forholde mig til, hvad jeg synes, der foregår af maskeret holdningsspil i lige DEN anmeldelse.
Til alle andre: Jeg har bevidst holdt mig ude af diskussionen, for at observere de nøgne holdninger fra folk og ikke fylde på med mine egne yderligere. Tak for den fortsatte deltagelse.
Salut,
– Thurston Magnus
#3 by Peter on 27. januar 2009
Citer
Men dette har jo intet med Juhl-Nielsens anmeldelse at gøre.
Han synes jo bare, at Brian P.’s digtsamling ikke er så god, og så er det jo oven i købet en selvudgivelse, og det kan man jo så mene om hvad man vil, som TM her gør.
/P.
#4 by Lasse Juhl NIelsen on 10. januar 2009
Citer
Den her læserkommentar sætter jeg specielt stor pris på, tak:
“Lasse Juhl Nielsen er simpelthen ikke trådt ind i det 21. århundrede. ”
-Lasse
#5 by poul hl on 10. december 2008
Citer
Som uddybning af Peter Dyreborgs indlæg om vigtigheden af en bogs udseende og layout – i modsætning til at overlade den slags til forlægger og bogtrykker: se en spændende artikel i Den Blå Ports sidste nummer .
Zenon Faifer: Liberatur .
#6 by Susanne Jespersen on 8. november 2008
Citer
p.d.
iNTERESSANT ARTIKEL, DU HAR SKREVET. jEG FORSTÅR BLOT IKKE HELT, HVOR DET “GRATIS” KOMMER IND I BILLEDET. Den direkte linje er kun gratis for medlemmer af boghandlerforeningen, ellers koster den, men som tidligere skrevet, er det et beløb, som hurtigt er tjent ind igen.
#7 by Peter Dyreborg on 6. november 2008
Citer
Stykke om DIY i Information:
http://www.information.dk/170974
Se helt nederst på siden.
/pe
#8 by kenneth krabat on 3. november 2008
Citer
I Lyrikstyrelsen i Dansk Forfatterforening anbefaler vi medlemmerne flg. i forbindelse med selvudgivelse, hvad enten det er t- eller e-bøger (tryk eller eletronisk):
– Hvis det er udnyttelse af sekundære rettigheder på andet forlag (ikke afgivne digitale eller audio-rettigheder fra førsteudgivelse), så lav en kontrakt med udgiver.
– Hvis det er kommissionssalg – et DIY-forlag, der trykker og distribuerer for forfatterens penge – så lav en kontrakt med virksomheden.
[DFF vil lave et udkast til en digital kontrakt, som man kan bruge som retningslinie i forvindelse med udgivelse af ebøger]
– Få minimum én litterært begavet sparringspartner på, hvis der ikke er råd til en redaktør
– Køb dig til talent, der kan udføre dét, du selv ville blive begejstret for at tage af hylden i boghandleren – ingen væsentlige kompromisløsninger f.eks. blot for at få et firefarve-omslag (det hedder et omslag, ikke et cover)
– Tjek, at forlaget er registreret hos DBC
– Tjek, om forlagets tidligere bøger har fået lektørudtalelser
– Lån og læs bøger om at lave bøger, så du kender fagudtrykkene for branchen
– Når bogen er færdig… når du siger til dig selv: “Nu er den klar til tryk”, så vent 3 måneder med at gøre noget som helst ved bogens videre færd, mens du går i gang med at skrive noget nyt.
– Hvis du bliver usikker i processen, så stands op. Du bliver usikker, fordi du er uden for dig selv – uden for dit erfaringsområde.
– Og frem for alt: Gør, hvad du vil med dit manuskript. Lad dig ikke standse af fordomsfulde anmeldelser eller kommentarer. Du kan altid mærke, når nogen tager dig alvorligt. Lyt til dém, tag dem med i livet, og lad de andre sejle agterud.
#9 by Peter Dyreborg on 31. oktober 2008
Citer
Generel info: Jeg har skrevet et lille stykke om DIY-udgivelser, og med mindre der sker noget uforudset, bliver det trykt i Information på torsdag d. 6. november, i bogtillægget. ,-p]
#10 by stensamler on 31. oktober 2008
Citer
Jeg håber, I giver et lille referat af interviewet med Morten Søndergaard (for os i Langtbortistan) – og fra messen i det hele taget…
#11 by henriette elmøe on 30. oktober 2008
Citer
@ Lonni – det er helt okay
#12 by metrord on 30. oktober 2008
Citer
Hej Henriette,
det må du undskylde. Måske min forglemmelse skyldes at der nu – i mine øjne – kun findes DarkLight udgivelsen af din udmærkede bog – den med sideskud og det hele :)
Vh
Lonni
#13 by henriette elmøe on 30. oktober 2008
Citer
@Lonni
den hed ” Eventyret om Plante” på forlaget Ravnerock og ikke “historien om Plante” men tak i øvrigt for de smukke roser, jeg er også glad og taknemmelig over at den fik en chance til, med et smukt cover, det kan jeg takke DarkLIghts for, da det er forlaget der har betalt alle omkostninger
#14 by Erik Scherz Andersen on 30. oktober 2008
Citer
Forlaget er underordnet, Værket er alt?
Hvis vi følger illusionens strøm, så vil der stadig i selvudgivelser være mindre modstand, færre kompromisser. Som Thurston bemærker er fortælleglæden større end håndværkets kvalitet. En selv er alligevel ikke sin egen største kritiker. Ærgerligt. Måske har den etablerede anmelder derfor ret, når han læser værket på værkets præmisser. Det er mangelfuldt ud fra et håndværksmæssigt perspektiv.
Anderledes forholder det sig med chancerne. Måske har Thurston ret. Selvudgivelserne indeholder noget tiden måske endnu ikke er klar til. Turell og Højholt var produktive og ventede ikke altid til forlaget var klar. Hvorfor skulle det forholde sig anderledes idag?
Men forlaget er ikke underordnet. Og værket står ikke for sig selv. Selvudgiverlitteraturens største udfordring – efter kvaliteten – er at komme ud. At sikre sig et netværk større end venner og familie. Nogle tager sensationelle midler i brug, andre løber hurtigt som fem på et etableret forlag. Jeg siger: gå efter det… Så skal andre nok følge med.
#15 by Susanne Jespersen on 30. oktober 2008
Citer
Plante er nemlig et godt eksempel på vores skjulte jantelov. Indholdet er eminent – illustrationer smukke og vedkommende, fordi illustrator selv var begejstret for teksten, smukt cover og indbundet format – alligevel sælger den ikke … hvorfor? Den manglende lektørudtalelse? De “anerkendte” anmelderes fravær? Eller skyldes det, at bogen er udgivet på et mikroforlag, som også beskæftiger sig med delvise selvudgivelser?
#16 by Lonni on 30. oktober 2008
Citer
Jo, coveret er bogens ansigt – ansigtet på boghandlerens hylde. Og smag og behag er forskellig alligevel skal det være en øjenåbner – blikfang der gør at jeg får lyst til at tage bogen ned fra hylden og studere den nærmere.
Et eksempel:
Da jeg så Henriette Elmøe’s ‘Plante og Jeg’ med nyt cover og tilmed et cover, der virkelig hang eminent godt sammen med forfatterens historie, så var jeg klar til at betstille bogen på forlaget DarkLigts. Med al respekt for Ravnerock – havde coveret på “Historien om Plante” ikke det store blikfang.
Selvfølgelig er historien vigtigst :) men i en tid hvor det bugner med bøger der “råber” se mig se mig – så er det vigtigt, at man SER bøgerne – og bøger fra små forlag plus selvudgiverforlag, får som – alle jo efterhånden ved – ikke den store omtale og bliver heller ikke set som de burde blive set.
Det var godt, at DarkLigts gjorde som de gjorde – satsede på en god illustrator der kunne give bogen et blikfang man ikke kunne komme udenom.
Og nu har ‘Plante og jeg’ søreme også fået et familiemedlems interesse. Bogen lå på mit skrivebord forleden og så så hun den og sagde – wauw, det er sgu nogle fine farver.
– Lån den, læs den! sagde jeg.
Så hermed må vi sande at coveret er vigtigt.
Vh
Lonni
#17 by Vibeke on 30. oktober 2008
Citer
@per-olof
Der er ingen tvivl om at dagbladene er kommercielle foretagender, der kalkulerer på, om en bog har en bunke potentielle købere blandt læserne, eller eventuelt kan tjene til at stimulere læsernes selvfølelse som dannede, kultiverede og hippe (primært Weekendavisen og Information), inden de udvælger, hvad (og hvilke genrer) der skal anmeldes.
#18 by Vibeke on 30. oktober 2008
Citer
@Peter Dyreborg
Ja, alt har betydning, men hvilken betydning, afhænger af kontekst. En lækkert indpakket og trykt bog, udgivet af en selvudgiver kan af visse konservative litterater opleves som makværk pakket i dyrt blær. Knaphulsblomsten på brugtvognsforhandleren….
#19 by per-olof.dk on 30. oktober 2008
Citer
– er det ikke en væsentlig del af de selvfinansierede udgivelser der er digte? Hos de traditionelle forlag har digte altid været en marginal produktion, som nu blot er blevet endnu mindre. Altså er det måske ikke kun en udgivelsesform, som bør debatteres, men også mediernes forhold til genren “digte”, hvad enten de er trykt af den ene eller den anden, findes på nettet, læses op ……
#20 by Peter Dyreborg on 30. oktober 2008
Citer
@michael kamp: Én ting er omslaget, en anden er satsen, en tredje er papirkvaliteten, en fjerde er indbindingen etc. Og det behøver ikke at koste særlig mange penge at hyre en god grafiker, og i visse tilfælde er det endda gratis (jeg fraråder altid folk at begynde at lege med bogdesign selv – dét kræver en professionel, hvis det skal være godt).
@vibeke: Alt har betydning, og indpakningen har nok større betydning, også på redaktionerne, end mange tror.
#21 by Vibeke on 30. oktober 2008
Citer
Omslaget er temmelig ligegyldigt, når det drejer sig om anmeldernes velvilje. Men ikke når det drejer sig om boghandlernes og købernes. De vil gerne have noget lækkert at se på og blade i. Anmelderne forholder sig derimod primært til to hierarkier.
Det ene hierarki bestemmes af noget så usagligt som forfatterens renommé og dennes personlige omgangskreds. Hænger han/hun ud med “de rigtige” professionelle?
Det andet hierarki eksisterer mellem forlagene, hvor de rene selvudgivelsesforlag ligger længst nede. Man bruger begrebet “anerkendt forlag” og det er udgivelser fra anerkendte forlag, der anmeldes bedst – generelt. Heri ligger selvfølgelig en stokkonservativ inerti. Anmelderne er slet ikke parate til nye forlag og nye publikationsformer….de opdager først at der er noget i gære, længe efter at “ballet er åbnet”. Internettet har immervæk eksisteret i 13 år efterhånden og først nu begynder de så småt at interessere sig ganske lidt for det, der foregår her. Der har været en eksplosion af ny publikationsformer og nye udtryk i gang siden midten af halvfemserne….og først nu vågner nogle af dem så småt af slummeren. Jeg tror det handler om, at langt de fleste anmeldere er uddannet fra universitetet, hvor de simpelthen ikke er blevet klædt på til andet, end at forholde sig til traditionerne og – til nød – den historiske avantgarde. Nye stilarter, nye genrer og nye medier er ikke pensum. Det er simpelthen institutionerne og deres tykke mure, der er problemet.
#22 by Michael Kamp on 30. oktober 2008
Citer
Ja, men det er altså vigtigt at kende sin begrænsning. Det kan godt være at man er god til at skrive, men derfor er man ikke automatisk god til at lave forsider.
Så må man i mine øjne gribe i pengepungen og købe sig til noget kvalitet. En selvudgivelse, der *ligner* en selvudgivelse gør et dårligt indtryk.
Hvem gider læse 250 sider, hvis forsiden er uinspirerende?
Jeg betaler i dyre domme for at for lavet forsider, og glæden ved at lækkert produkt rækker altså langt.
#23 by Michael Kamp on 30. oktober 2008
Citer
>>Jeg er enig med dig Peter i, at mange kunne højne deres produkt betydeligt ved at arbejde grundigt med layout, omslag osv. Ligesom hardbags næsten aldrig ses – men det er jo fordi det koster ekstra. Layoutmæssigt kan man jo stort set lave alt selv i dag, med de standard programmer, der er på PCen – det kræver blot kreativitet – og det må forfatterne jo formodes at besidde en portion af
#24 by Brian P. Ørnbøl on 30. oktober 2008
Citer
Ingen tvivl om, at der kommer meget bras fra selvudgivernes side – men jeg tror sgu egentligt ikke at der kommer mindre bras fra de etablerede forlag.
Jeg er enig med dig Peter i, at mange kunne højne deres produkt betydeligt ved at arbejde grundigt med layout, omslag osv. Ligesom hardbags næsten aldrig ses – men det er jo fordi det koster ekstra. Layoutmæssigt kan man jo stort set lave alt selv i dag, med de standard programmer, der er på PCen – det kræver blot kreativitet – og det må forfatterne jo formodes at besidde en portion af :-)
#25 by per-olof.dk on 30. oktober 2008
Citer
– det med ‘boghåndværket’ er der nok noget om, men hvis man ser på udgivelser fra Underskoven, synes jeg ikke de er præget af dårligt håndværk. Jeg har været med om at udgive en bog om Brudevæltelurerne, som er utrolig flot – den fik een anmeldelse i et historisk tidsskrift og vist nul mer.
#26 by Peter Dyreborg on 30. oktober 2008
Citer
Mere om DIY, læs hos Information hér:
http://www.information.dk/167347
og hér:
http://luftskibet.information.dk/sandkassen/brev_fra_undergrunden
og hér:
http://luftskibet.information.dk/sandkassen/undergrund_igen
/peter
#27 by Peter Dyreborg on 30. oktober 2008
Citer
Selv om pressen (og andre i det litterære miljø) ofte har en forudindtaget negativ holdning til selvudgiven litteratur, er det faktisk muligt at få omtale og blive anmeldt (og solgt og læst), og det er endda også muligt at få støtte fra Kunstrådet.
Når det i pressen fx er svært for en selvudgiver (eller et mindre forlag) at få omtale og anmeldelser, skyldes det i høj grad disse negative holdninger, men det skyldes også, at langt størstedelen af selvudgivne bøger er udtryk for amatørarbejde og dårligt håndværk – hér taler jeg ikke om indholdet og den litterære form, men om selve boghåndværket. Et stykke godt udført boghåndværk er nemlig med til at højne respekten om en udgivelse, også en selvudgiven én af slagsen.
Mange af de bøger, der udkommer i undergrunden, og også bliver anmeldt hér på siden, er knap nok rigtige bøger, men snarere nødtørftige hæfter med dårlig papirkvalitet, dårlig indbinding/lim og dårlig grafisk tilrettelæggelse, hvilket nogle gange skyldes mangel på penge til at smide i udgivelsen, men af hvad jeg har erfaret som oftest skyldes ukendskab til trykkeri- og bogbranchen og de forskellige muligheder der er for at trykke en god bog for selv små midler.
Og jeg tror, at mere umage fra selvudgivernes side kunne være med til at højne respekten om litterære DIY-udgivelser.
#28 by henriette elmøe on 30. oktober 2008
Citer
det er nok lidt ligesom når man handler ind og køber bestemte mærker fordi dem kender man, kaffe til eksempel, hvis man prøver noget nyt risikerer man at ende med at måtte smide det ud fordi det er udrikkeligt, sådan er det vel også med selvudgivelser, der e ringen tivil om at der er meget bras imellem, de fleste anmeldere har dømt ud fra det. Og man har jo ikke tid til at lede, i dag skal det gå så stærkt og fænge med det samme. og så skal der også helst være en god historie om forfatteren bagved,
#29 by per-olof.dk on 30. oktober 2008
Citer
Masser af gode overvejelser, tak for det.
Vil blot bemærke, at selvom der er tale om en egenfinansieret udgivelse, behøver der jo ikke være tale om, at der ikke har været andre end forfatteren indblandet. De har ikke fået penge for deres vejledning, kun tak, men jeg har da brugt dem, fulgt både det ene og det andet råd. Forskellen fra die sogenanten rigtige forlag er bare, at det ved egne udgivelser er forfatteren selv, som står for det sidste ansvar.
Selvudgivelser – det lyder lidt af selvudlevering. Eller måske er det Onan der er på spil igen -.
Måske burde forlagene sætte konsulentens navn med på tielbladet, hvis det er ham/hende, som har den afgørende indflydelse. Så er det jo ham/hende, der er digteren og digteren er hans/hendes marionetdukke.
#30 by Susanne Jespersen on 30. oktober 2008
Citer
Hvor har du ret, Brian! Personligt har jeg aldrig, når folk spørger, om jeg har hørt den ny med xxx, spurgt – hvilket pladeselskab? Nå, det – nej, så gider jeg ikke lytte. Og sådan må det også være med bøger:)
#31 by Brian P. Ørnbøl on 30. oktober 2008
Citer
Et super godt indlæg Mr. T, hvor du formår at pege på en hel række væsentlige ting omkring selvudgivelser kontra anmeldelser.
Mht. Lasse Juhl Nielsens anmeldelse af min digtsamling så har jeg også tidligere skrevet på min blog, at den skam er sober nok – problemet er, at han FORDI det er en selvudgivelse (den er i øvrigt medfinansieret af forlaget, men det ved Lasse ikke), straks og på forhånd tager afstand fra samlingen og på forhånd konkluderer, at så må den være dårlig – i øvrigt i modsætning til de andre anmeldelser, som samlingen har fået. Anmeldelsen af Pia Valentin Lorenzens samling er et skræmmende eksempel på samme indgangsvinkel!
Er pointen egentlig ikke blot den, at ethvert stykke litteratur skal læses med åbent sind – om det er udkommet på et stort, etableret forlag, er en selvudgivelse eller noget helt tredie. Det er fucking ligegydligt HVOR det udkommer, når det handler om at anmelde udgivelsen…Udgivelsesstedet har INTET med anmeldelsen at gøre – det bør i hvert fald være indgangsvinklen.
Alle anmeldelser af min samling, inklusive Lasses, kan i øvrigt læses i deres fulde længde via af min blog, her: http://brianstorm.wordpress.com/barberbladshologrammer
#32 by silhuet on 29. oktober 2008
Citer
Jeg er enig med Vibeke og således også med Stensamler, så jeg tilslutter mig den etablerede mening, og håber dermed at være sluppet gennem nåeøjet ;-)
(At det så er et selvudgivelsesanmeldende nåleøje er jo kun et problem for Lasse Juhl Nielsen…)
Jeg synes det er rasende velformuleret og skarpt skåret, hvad du skriver Thurston, og jeg synes det er sindssygt vigtigt netop at skelne mellem kunst” som et begreb defineret af det etalerede smagsdommerpanel, eller se kunst som snarere værende et opgør hermed. En provokation af- og et forsøg på- at vende definitioner, verdensbilleder, kunst”begreber” osv på hovedet.
Og jeg har ikke noget svar på nogen spørgsmål, men jeg har eddermanme fået en lang række spørgsmål at tænke over. Og jeg synes det er en kunst i sig selv at rejse de spørgsmål, TM
#33 by stensamler on 29. oktober 2008
Citer
Enig med Vibeke.
Dette mylder af udgivelser skal vurderes ud fra nye kriterier.
Jeg tror – eller håber i hvert fald – at vi kommer dertil, hvor musikbranchen er nu.
Det kan faktisk også lade sig gøre at skabe en ret stor synlighed for sine værker og blive taget alvorligt uden om de etablerede udgivelsesformer.
#34 by Vibeke on 29. oktober 2008
Citer
Lasse Juhl Nielsen er simpelthen ikke trådt ind i det 21. århundrede. I disse tider arbejder forfattere i mange medier på en gang og i en del af de medier, som de bruger, er der bare ingen redaktioner i traditionel forstand – og absolut ikke nogen nævneværdige økonomiske interesser. Man kunne tage bloggen som eksempel. Oplæsningsarrangementet, hvor alt kan ske. Hjemmesider med litterære eksperimenter i lyd og billede. Osv osv. Han diskvalificere således også alt, der ikke lige er udkommet i den gamle traditionelle bog, i samme hug. Uanset forfatterens status i det litterære hierarki i øvrigt. Det er alle de eksperimenterende arbejdsmetoder, der ryger ud. Fra superamatørens til topavangardistens.
Hvad værre er – han tænker utrolig simpelt og er ikke i stand til at reflektere over sin egen position. Visir er også en selvudgivelse, blot i form af et tidsskrift på internettet. Den kritik, som han underkaster forfattere, der selvudgiver, gælder således også ham selv – den selvbestaltede kulturjournalist, der selvudgiver sin litteraturkritik. Hvilket nåleøje har hans kulturjournalistik været igennem, inden der blev klikket “publish”? Er der økonomiske interesser forbundet med publikationen Visir? Hvis der havde været økonomiske interesser forbundet med den, ville den så have været mere lødig og anmelderne mere seriøse?
Vi kan jo tage Politikens May Schack som eksempel på blandingen af økonomiske interesser, forlagsinteresser og kvalitetsvurdering, og så stille spørgsmålet en gang til. Bare for at illustrere, hvor forsimplet Juhl Nielsens tankegang omkring det gode i de økonomiske interesser er. Læs Informations aktuelle artikel om hendes dobbeltansættelse her: http://www.information.dk/170035
Man kunne også tage samtlige publikationer i bogform på bladhylden i kiosken i den lokale Kvickly som eksempel. De er jo netop udgivet på forlag, der skal leve af udgivelserne – og har da så sandelig været igennem redaktionelle nåleøjer.
Lad mig lige citere ham her:
“Oplysningen om at bogen er en selvudgivelse ”i samarbejde med forlaget Darklights” får alle anmelderens alarmklokker til at ringe. Tanken om at et forlag ikke skal leve af udgivelsen af de bedste bøger, men på den hjælp, støtte og rådgivning de giver den betalende forfatter, harmonerer ikke med opfattelsen af god litteratur, men skaber en forventning om, at bogen ikke kvalitetsmæssigt formår at slippe gennem nåleøjet hos et rigtigt forlag – undskyld udtrykket.”
Undskyld udtrykket, men hvad er “et rigtigt forlag”? Begrebet “forlag” er helt værdineutralt og dækker sådan set bare en virksomhedstype – det siger intet om kvaliteten af publikationerne. Hvad vil “rigtigt” i den sammenhæng sige – at der er tale om en forretning, der tjener penge? Så er samtlige forlag, der har specialiseret sig i poesi, ikke “rigtige” forlag! Det er kioskbaskerpublicisterne til gengæld – og i den grad. Hvad er en redaktion? En grupppe studerende, der er gået sammen om at skrive blog, a la Visirs? Igen er der tale om et værdineutralt udtryk, der bare dækker en gruppe mennesker, der udgiver noget uspecificeret. For mig at se er der tale om to helt kvalitetsneutrale udtryk. Og den eneste kvalitet, der bliver tilbage hos Juhl Nielsen, er pengene. Trist.
Det betyder ikke, at kvalitet ikke skal og bør diskuteres. Det må bare foregå på nogle mere tidssvarende, bevidste og konstruktive præmisser end Juhl Nielsens. Og Stokbros. Og sikkert en lang række andre unge anmeldere, hvis kvalitetskriterier og fordomme er hentet i oldefars skrivebordsskuffe. Og som slet ikke reflekterer over, hvor dårlige værktøjer deres gamle kriterier er, når det drejere sig om at vurdere skønlitterær kvalitet i samtidens komplekse mediebillede med en mangfoldighed af publikationsformer.
#35 by Susanne Jespersen on 28. oktober 2008
Citer
Et velgennemtænkt indlæg, som jeg har læst med stor fornøjelse – tak for det! Og debatten har været velkommen lige siden, den første anmelder rynkede på næsen over selvudgivelser.
For det første har du ret i, at selvudgivelser ikke bare er selvudgivelser, og at det er relevant at skelne. Jeg har før givet udtryk for, og gør det gerne igen, at udgiver som minimum har pligt til korrekturlæsning, før et manus sendes i trykken. Hertil vil jeg gerne tilføje, at der som oftest også er behov for redigering – eller en second opinion, og jeg er enig i, at det aldrig kan blive en redaktørs opgave at ensrette en kunstner. Det ville da mildest talt være ris til egen røv:)
Du skriver:
Skal man komme med endnu en formodning, for at åbne diskussionen, så kunne det være dén, at den generelle holdning nok er, at de forlag der udgiver selvfinansieret litteratur har en økonomisk interesse i at udgive omtalte litteratur, da det trods alt er en forretning. Derfor må det redaktionelle nåleøje nok være noget større end på veletablerede forlag, hvorfor adgangen til udgivelse den vej nok også er mere lempelig, og følgelig heraf må man formode kvaliteten af samme som værende ringere.
Jeg synes, der ligger en selvmodsigelse gemt her. Man lader vel ikke sit nåleøje blive alt for stort, hvis en forretning skal være rentabel? Det gør man kun, hvis man driver et filantropisk foretagende.
Du skriver:
Så er der selvudgiverforlag, hvoraf nogle er skjulte front offices for et personligt udgiverprojekt, typisk hængt op på et enkelt forfatterskab der udover digterhatten også har redaktørkasketten på, og dermed ingen interesse har i at indskrænke materialet ud fra en redaktionsmæssig betragtning, udover hvad den personlige ærekærhed måske ville sætte grænser for.
Det kunne for så vidt være mit forlag, der omtales der – bortset fra, at der intet hemmeligt er ved mit forfatterskab:) Og det er klart, at jeg som redaktør suverænt udvælger, hvad jeg vil udgive. Jeg er ikke bundet af alsidighed, men er heldigvis et alsidigt menneske af natur.
Jeg har aldrig personligt kunne forstå, at man straks tænker dårligt om selvudgivelser, for jeg ser det netop også som en mulighed for at slippe for indblanding – ganske som du skriver, at musikerne også river sig løs fra deres pladeselskaber. Jeg synes, det er et sundhedstegn! Og jeg ser flere og flere forfattere forlade de større forlag til fordel for de mindre – netop fordi de oplever en frihed til at være kunstner til eget værk. Og det er i mine øjne langt vigtigere, end at udgivelserne finder nåde for diverse smagsdommere. To må være rigeligt: kunstnerens og udgiverens – og er det en og samme person, så ok for mig.
Jeg er spændt på debattens forløb.
#36 by Lonni on 28. oktober 2008
Citer
De er hele vejen rundt i den sataniske dyrekreds, Mr. Thurston. Det er knageme lige til METR hver og én meter!
Hvordan kunne man så højne selvudgiverlitteratur? Skulle vi lade være med at blive set som en lukket kreds? Og hvordan gør vi så det? Og du behøver ikke svare på mine spørgsmål, jeg har selv lidt svært ved det.
Lonni
PS: At flette Stokbro ind her er simpelthen et must. Manden har jo skrevet historie med den anmeldelse af ‘Tilnærmelsesvis fraværende’ (i hvert fald i selvudgiverkredse).
#37 by metrord on 28. oktober 2008
Citer
Artiklen er ment som en igangsættende debatartikel og udtrykker kun ophavsmandens egne holdninger, ikke nødvendigvis en absolut fælles kurs på MetrOrd. Hvad der måske kunne være mere interessant, var din (ærede læsers) holdning til selvudgivelser og deslige.
(Derudover er det rigtigt, som sagt andetsteds, at jeg vil diskutere emnet med Morten Søndergaard på Bogmessen i Forum d. 15/11 kl. 17.00)
– Mr. T