Forfatter: Michael Søbygge Ferm-Pedersen

Forlag: Ravnerock, 2008

Format: Roman, 224 sider

ISBN-13: 9788789929590

Endnu en gang har denne anmelders anmeldelse at gøre med en genganger.  Michael Søbygge Ferm-Pedersens (herefter MP) førstebog, Den Afmægtige Adam , blev anmeldt her på Metrord for omkring et år siden. Og nu er han så ude med en ny bog, nemlig Evighedsstudenter. Lige som med den første bog, så jeg mig nødsaget til at læse denne bog grundigt igennem. Ved første gennemlæsning havde jeg mest af alt lyst til at kaste den efter en gal hund, men min syn ændrede sig i nogen grad, da jeg læste den igen.

Uddrag fra bogens følgebrev:

Mikkel er evighedsstudent. Ja, eller det ville han gerne være. Forhindringen er manglende SU og en omgivende virkelighed, der kræver, at han skal tjene penge og betale skat – frem for blot at være til. Mikkel giver kapitalen og kvinderne skylden for at manden ikke kan realisere sin frihed fra forpligtelserne. Vaner er desuden en medbestemmende faktor for hvorfor manden skal ende som kapitalistisk borgerdyr. Mikkel forsøger halvhjertet at flygte fra skæbnen med Søren (en romantisk digterdrømmer) og Hansen (en gammel alkoholiker) ved sin side. Søren og Hansen dør, da de vil bryde løs fra systemets klamme greb, men Mikkel overlever, fordi han falder til patten og med andre ord bliver “normal”.

Bogen er delt op i to meget klare sektioner. Den første del handler om hovedpersonen Mikkel oghans ven Søren, der lver i en verden fyldt op med digterdrømme, ludere og sprut. De to sidstnævnte ting står så direkte i vejen for førstnævnte, selv om de to personer mener det modsatte. Denne første sektion er fyldt med dialoger, der tendenserer mod det højpandede og indforståede. Deres samtaler er en blanding af filosofi og litteraturviden koblet med en næsten megalomantisk ide om deres egen herlighed. Synkront med dette, følger man Mikkels angste ligegyldighed overfor penge, uddannelse og livet i al sin problematiske enkelhed. Bogens anden del omhandler Mikkels liv efter at han og Søren er gået hver til sit, og konsekvenserne af hans ligegyldighed tordner ned over ham som en procentmættet lavine. I denne del er der ikke længere tid til de store tanker, kun til den rene overlevelse i kølvandet på en række tvivlsomme valg. Af disse to dele står den anden, for mig, som klart den bedste.

Overvejelsen bag mit førnævnte litteraturkast kom sig af, at jeg syntes den første del var alt for lang i spyttet, og mange gange indforstået. Sproget er tungt, der bliver hele tiden refereret til andre værker, de to herrer fortæller noveller og digte (der står skrevet i fuld længde i bogen) og bruger side op og side ned på at vurdere hinandens tekster. Flere gange stoppes der ikke ved et enkelt digt, nej der kommer en  mindre samling. Jeg gik i stå. Ikke fordi jeg ikke kunne følge MP, men fordi jeg ikke syntes, at handlingen skred frem. Den stagnerede. For hver side man vendte, kom der blot mere af det samme. Jeg tror pointen med denne del er at illustrere hvor meget Mikkel lever i sit hoved, med sine urealistiske drømme, der virker halv-realistiske på ham selv når han får noget at drikke. Og tag ikke fejl, det er vigtig pointe i forhold til resten af bogen. Dog tænker jeg at det er en pointe der er blevet slået fast med en automatisk sømpistol, frem for et enkelt eller to søm.

Bogens andel del, hvor Mikkel lander i “sølet”, virker mere direkte. Her kan man følge desperationen, forsøget på at passe ind, jagten på at gøre noget færdigt og ægte. Konsekvenserne er voldsomme, og får ham til at revurdere sig selv og hvad han vil (og ikke mindst kan). Samtidig spøger et bizart kærlighedsforhold, som han påbegyndte i første del,  til pigen Mette. Hun virker som noget, han ved er godt. Noget, der måske ville kunne gøre noget for ham. En del af ham skyer hende, en anden del af ham hungrer efter hende. En mindst lige så vigtig person er den hjemløse Hansen, der mere eller mindre redder Mikkel fra den sikre død. Pointerne i denne del kommer flydende af sig selv, sproget bliver gribende og det er her man  begynder at sluge siderne. Andel del ville ikke kunne fungere uden første, men balancen mellem de to dele er vredet skæv.

MPs sprog slog jeg lidt på sidste gang, og det vil jeg også gøre i Evighedsstudenter. Tillægsord og bogstavspil er som før prominente, og det knager lidt i mine ører. Mange gange mener jeg ikke, at det er nødvendigt, og jeg ser det lidt som et sprogligt levn fra poesien. Et eksempel:

Side 6: “Dengang gik jeg og drak af ungdomsuansvarlighedens uerstattelige asfalt…

Når der er flere af disse sprogblomster på en side, har handlingen en tendens til at ryge ud af vinduet.  I anden sektion formindskes antallet af disse sætninger. Det er muligt, at MP gennem det tunge sprog forsøger at sætte en fed streg under den højtravende intellektualitet, men det holder kun så længe. Så sprogligt er min konklusion den samme som i min første anmeldelse. MP kan skrive, også uden at bruge spandevis af sammensatte ord og fremmedord.

Afslutningsvis: Evighedsstudenter har en god historie at fortælle, og en man til sidst bliver grebet af. Forfaldet i et andet menneske kan på en og samme tid virke så fjernt, og så frygteligt tæt på. Den effekt er det lykkedes MP at fange. Dog tænker jeg stadig, at den første del kan virke afskrækkende. Når man til sidst står med den læste bog, virker første del noget bedre end når man er midt i den. Men en bog skal helst fange folk, og sætte tænderne i med det samme. Mange siger, at hvis en bog ikke har formået at gribe sin læser inden side 100, er den ikke noget for dem. MPs Evighedsstudenter balancerer lige på den grænse.

Anmeldt af A.Silvestri