melberg_prose.jpg

 Forfatter:        Arne Mellberg

 Forlag:            Unipub, 2008 – ISBN 978-82-7477-374-5

 Format:           Engelsksproget paperback, 182 sider

 

Indrømmet: Suverænt kedeligste foredrag jeg overværede ved Tekstallianse 2008, var den opstillede dialog mellem Arne Mellberg og Kjersti Bale. Alligevel indvilligede jeg i at anmelde førstnævntes  fagbog om prosa for MetrOrd, og jeg var særdeles nysgerrig om, hvorvidt bogen, Aesthtics of prose, skulle vise sig at være ligeså trist som foredraget, eller om der var noget andet og mere at hente. Man kunne måske med rette spørge sig selv om, hvorvidt fagbøger overhovedet er interessant lekture for andre end de i faget engagerede specialister.


Fagforlaget Unipub kører en ret ensartet stil, når det gælder udgivelsesformater. Et aldeldes genkendeligt A5-format, med en simpel opsætning på forsiden, få farver og meget overskueligt omslag. Stort set alle de publikationer på Unipub jeg har set følger det gængse format, der sender et ganske klart signal til omverdenen, at bøgerne her er all-business, no-nonsense fagbøger, og indholdet er det der skal bære tingene. Arne Mellbergs bog Aesthetics of prose er et nogenlunde  overskueligt sammendrag af essays omkring prosa, specifikt hæftet op på enkelte forfattere og deres forfatterskaber. Her er ikke rigtigt tale om et stort forkromet overblik over prosaen og dens historie og meritter, men mere en serie diskussioner om nogle af prosaens mere genkendelige afkroge. Enkelte forfatterskaber bliver meget grundigt diskuteret, hvor bla. Michel de Montaigne, Friederich Nietzsche og Theodor Adornos skrivning synes at udgøre en form for rød tråd, der med jævne mellemrum bliver trukket mellem de forskellige diskussioner. Grundigst bliver Nietzsche behandlet, og dét med en faglig kapacitet der nok er svær at stille spørgsmålstegn ved. Det er til tider svært at følge Mellbergs tanker helt rundt i krogene, idet han ofte tillader sig at vandre langt ind i sine betragtninger, hvor hans sproglige behændighed ud i det engelske ikke altid kan følge med. Flere gange mistede jeg overblikket i hans tankemæssige eskapader, omend det til dels også skyldes min manglende indsigt i emnerne, som til tider bliver så nidkært behandlet, at de kan være svære at forholde sig til, såfremt i fald man lige er kommet ind fra gaden, så at sige.   

En del tekster lider lidt under en lidt for artikelpræget indgangsvinkel til at beskrive emnerne. Altså, Mellberg starter ofte med at beskrive, hvad han vil med det givne essay, på en måde der kan fremstå en smule fagligt uvederhæftigt og ja – folkeskolepræget. Det er ikke fordi hans essays virker underlødige, tværtimod, de lader til at vidne om en stor vidensmæssig baggrund for diskussionen af emnerne. Faktisk i en sådan grad, at de ofte efterlader én noget rundt på gulvet. Flere af hans essays er temmelig kryptiske og dét på en forbavsende selvrefererende måde – mange gange får han nævnt noget, som han siger beskæftiger sig med noget vi har behandlet tidligere. Hér støder jeg ind i samme problem, som jeg til tider støder ind i, når jeg læser filosofiske værker. Teksterne peger ofte på tidligere viden, som den forudsætter at man har, og i Aesthetics of proses’ tilfælde forudsætter, at man kan huske fra tidligere kapitler. På den måde virker teksterne til tider lidt som et lukket kredsløb, hvor den ene stump viden kræver forståelse for en anden stump viden, som igen kræver en tredje viden. Kunsten at skrive en bog som denne ligger, for mig at se, i, at når man behandler et så stort emne som prosaen, at kunne forklare tingene, som om læseren er ti år gammel. Det må i hvert fald være idealet. Men, der er ingen tvivl om, at Mellberg har valgt at løse opgaven, ved at forklare prosaen som en professor til sine medprofessorer mere end som en turistguide til de uindviede. Det kan sådan set også være en fin måde at gøre tingene på, men dermed går projektet også hen og bliver ekskluderende for nogle. Jeg har svært ved at forestille mig, at en almindelig læser kunne bruge denne bog til at blive meget mere klog på prosa.

Bedst fungerer de essays som går direkte ind og applikerer viden om et specifikt forfatterskab på et emne under prosaen. Hans behandling af rejseprosaen er fin og nogenlunde tilforladelig, ligeledes synes jeg han fungerer godt, når han diskuterer fotografisk prosa, hvor jeg reelt synes jeg lærte noget nyt, der ikke bare lød som en opremsning af henvisninger, og ej heller blot virkede som diskussion af viden så esoterisk, at ingen har en realistisk chance for at gennemskue om betragtningerne er velgjorte. Netop når Mellberg bider sig fast i emnet og bliver begejstret, vandrer hans fokus rundt og snapper hvad som helst ned fra hylderne den kan, med det resultat til følge at læseren får svært ved at holde eksakt fokus under denne rundtur i et uhyre omfangsrigt emne.

Netop i den besværlige, evigt refererende stil, kan man sige der ligger både en fordel og en ulempe. Jeg er ikke i tvivl om, at Mellberg ved hvad han taler om, når han diskuterer prosa, og således er der formentligt tale om en bog af høj fagmæssig standard, men den metode virker ikke bare ekskluderende på visse læsere, men er også direkte beskæmmet ved, at man får indtrykket at forfatteren kun ønsker at sætte læseren ind i visse sider af prosaen – sider der er vægtet på en sådan måde, at det er svært at forestille sig en balance i behandlingen af emnerne. Det virker underligt, at man kun føler sig så meget klogere på prosaen generelt efter at have læst bogen grundigt, men til gengæld har et ret solidt indblik i diverse andre facetter af samme. Personligt har jeg genlæst kapitlerne om Nietzsche med stor interesse nogle gange, fordi forfatteren netop dér synes at have en så stærk basisviden, at han formår at gøre emnet overskueligt for læseren. Måske det blot er min personlige holdning, men det er dér bogen går hen og bliver mest relevant, hvis man betragter bogen som en lærebog.

Det er med alt ovenstående in mente svært at komme med en helhedsvurdering af bogen. Det afhænger nok mest af, hvad man skal bruge den til. Som lærebog kan den formentligt snildt indgå som debatbog ved de rette fakulteter, og jeg er ikke i tvivl om, at den især åbner op for nogle interessante avenuer, når diskussionen falder på Nietzsche. Unipub er jo et forlag tilknyttet universitet i Oslo, og derfor må man også gå ud fra, at bogen mest skal betragtes som en ren fagbog, ikke ligefrem som hyggelæsning. Til sidstnævnte er den nok for tørt diskursiv og emnerne for specialiserede, omend jeg tror den kunne formå at fænge det intellektuelle sind, når (og især hvis) man kommer godt i gang med den. Kedelig synes jeg ikke den var, men jeg kunne godt forestille mig, at nogle folk ville stå af, så fremt i fald diskussionerne ikke ramte en temmelig specifik interessesfære hos dem. Bogen forudsætter i øvrigt et rimeligt kendskab til det engelske sprog, men er ikke unødigt kompliceret, og sprogbarrieren burde være ringe hindring for de fleste danske studerende.