Forfatter:     Sverre Kaels

 Forlag:         Forlaget Armé  – ISBN 978-87-991532-1-3

 Format:        Paperback, 203 sider

 * * *

Der findes dårlig samvittighed, og så findes der endnu dårligere samvittighed. Min tilhører sidstnævnte, når snakken falder på Sverre Kaels’ novellesamling Samfundssatiriske sorteringer, for jeg burde strengt taget have anmeldt den for længst. Men, med alt for mange oplæsninger og andre forpligtelser af samme natur de sidste måneder, står det ofte klart for én, hvor sur den her branche kan være, ulønnet og ignoreret i det store hele, som den er. Grunden til at man stadig anmelder er dog indlysende nok, når man samler Sverre Kaels’ sorteringer op for en læsning: Simpelthen fordi man ikke ville være faldet over bogen i andre sammenhænge.

Som en madpakke man ikke har smidt ud af tasken, ligger bogen nu øverst i en større stak og lumrer, hele tiden med sit sorte omslag og lysende bogstaver stirrende ud i rummet. Den deler bla. stak med Orakelnat af Paul Auster, en udgave af Hus Forbi, en notesblok, skitsepapir, anmelderens kalender, utallige udgaver af KBH og Gummibiblen. Grunden til at den er krøbet øverst skal findes i samme seminaturlige stakrotation som anmelderen benytter til sin CD-samling, en kaosbeherskelsesteknik der sikrer, at alting vender tilbage til sit naturlige udgangspunkt.

Selve udgivelsens indpakning er ret enkel: En blanksort forside krydret med en silhouet af en skyline, som sikkert i en udstrækning skal gøre det ud for samfundet som sådan. Ikke noget specielt genialt omslag men helt rimeligt udført efter forskrifterne. Teksterne er sat med den lidt spøjse font Salerno og giver et lettere demonstrativt friskt præg, hvor jeg må tilstå, at jeg nok synes bogen havde gjort sig bedre i en anden type. Præget bliver så meget desto mere en central anke, når man opdager bogens opsætning. Bogen lider såre sandeligt under det jeg plejer at kalde tekstbloksyge, hvilket skal forstås sådan, at bogen stort set kun består af én lang tekstblok, endog rigeligt udfyldt på hver side. Sjældent linieskift efter afsnit, sjældent afsnit i det hele taget. Bogen virker tung, og dét vender jeg tilbage til.

Bogen fremstår således lidt utilnærmelig, men det skal ikke afskrække én fra at gå ind i den, for ens tålmod bliver belønnet. Den første novelle glimrer ved at opsætte et troværdigt udgangspunkt i historien, som den lidt senere surrealiserer. Kaels anbringer sine fortællinger i et spændingsfelt mellem den objektive realisme og den komplet syrede uvirkelighed, hvilket låner sig vel ud til historierne – man vil gerne tro på dele af det, man kan se det virkeligt beskrevne, samtidigt med at de mere mærkværdige episoder fungerer som den satiriske kommentar på samfundet. Faktisk kan man med stort set alle novellerne heri beskrive et slags one-two punch, hvor forfatteren opbygger en virkelighed, for så at kommentere på den med den kulørte sarkasmepensel. Lidt som en kunstmaler der maler et vellignende portræt for derefter at plette lærredet hånligt til i Heinz ketchup.

Sproget et ret elaboreret, jeg vil næsten sige marmoreret ind i novellestrukturen, og med hensyn til tidligere omtalte tyngde, kan sproget godt til tider gå hen og blive lidt vel bastant og knudret. Det er generelt meget korrekt opbygget, ikke fejlfrit, men desværre også opbygget på en måde hvor sproget i perioder spænder ben for narrativet. Man kan næsten mistænke forfatteren for at opstøve et lidt for søgt sprog, for at bevise sin kunnen, hvad der ikke virker så hensigtsmæssigt for flowet. Et eksempel blandt mange kunne være dette sproglige kludder fra den ellers udmærkede novelle Malkegrisens overtagelse af køernes domæne:

”Folk var til at starte med fornærmede, man så ned på landmændene, der gik mange år, men det gør der hver gang man taler om et skred i bevidstheden, også selvom der er i en vis forstand er (sic) tale om et barnligt om end nødvendigt skred, som længe hemmeligt har udset sig mennesket, som det retmæssige overfor for (sic) sin vilje: lige så langsomt sørge for at en reklame med en lyshåret dame der malker en gris med munden bliver vist; vente flere måneder og nu lade en lyshåret mand gøre det samme i en enkelt reklame.”

Som jeg bevægede mig igennem bogen, eller nærmere kirurgisk filetterede mig igennem den, gik det op for mig præcist hvor besværlig denne bog er, på både godt og ondt; det slog mig faktisk hvorfor dele af MetrOrds redaktion havde ladet denne kalk passere, netop fordi den er så svær at åbne op. Sprog, opsætning og historiernes kompleksitet gør den uegnet som lettere godnatlæsning. Faktisk skal man tygge grundigt på teksterne, før saften trænger ud af kødet, men så begynder man også for alvor at bemærke deres styrker. Teksterne er pakket med information, både underholdende, absurde og dybsindige uden at forfalde til fesen finurlighed. De fremdyrker hver og én deres eget særskilte univers, hvor tingene får lov at leve deres liv synkront med deres egne idéer, på trods af eventuelle indvendinger der måtte komme fra virkeligheden.

Man må dog spekulere lidt over, hvor meget eller lidt redaktionsarbejde der har været lagt i denne udgivelse. Bogen fungerer bedst, når der virker ordentligt luget ud i den, som fx. novellen Fremtidskraft der er relativt kort og tacklet så rent ind på bolden, at man må stå lidt undrende tilbage nogle andre steder og betænke sig, at flere af historierne kunne have tålt samme behandling, og faktisk nok ville have tjent ved det. Et af de bedre citater fra føromtalte novelle:

”Børn forsøgte sig, nu var de meget produktive, deres intuition blev til intuitive maskiner, mere pålidelige ja, men stadig intuitive, ligefrem oplagte var de, altid på jagt efter det nye, hvilket i den næste tid førte til folkelig modstand mod maskinen, og man tænkte:’ Mod maskinen? Bygger vi en maskine?’ Man byggede altså en maskine, længe nogen tvivl om udfaldet, derefter pludselig stor tvivl, ikke lang tid efter slet ingen, men næste generation opfattede tvivlen som farlig og ville have tvivlen med i maskinen, thi de havde jo ikke kunne se den, hvordan da tegne tvivl?”  

Selve sikkerheden hvormed forfatteren beretter sine historier er beundringsværdig, og man forstår hvorfor det er et mindre forlag som Forlaget Armé, der har lagt ryg og pengepung til denne udgivelse; det hér er simpelthen ikke socialrealisme, det er ikke autentiske forfatterselvbeskrivelser, og nej – vi skal ikke ned til hundene. Derfor vil jeg også ivrigt anbefale bogen, på trods af dens åbenlyse tyngdeproblemer, kun med det simple caveat emptor, at hvis man ikke er med på at investere en hel del af sig selv i disse Samfundssatiriske sorteringer, så vil man nok ikke få så meget ud af den. Medbring brækjern og filetkniv.