Forfatter: Laila Ammitsbøl

Forlag: BoD, 2008

Format: Roman, 260 sider

ISBN: 9788776918996

Det er efterhånden en del måneder siden, at jeg sidst har anmeldt en bog herinde på Metrord, men jeg håber da at jeg ikke er blevet helt rusten. Denne gang handler det om bogen Livet i landet Grotesk, skrevet af Laila Ammitsbøl (LA). Bogen er LA’s romandebut, og er en besynderlig blanding af en selvbiografi og en skønlitterær roman. Hvordan slutresultatet af dette er blevet, skal ikke skjules i al evighed. Det er blot at læse videre i anmeldelsen.

Fra bogens bagside:

Vi følger drengepigen Laila, der vokser op i en landsby på Nordfalster. Her skal man hyle med de ulve, man er iblandt, men Lailas hyl er altid anderledes end de andres og derfor bliver hun kanøflet. Faderen er svag og moderen, der er psykisk ustabil, dominerer hjemmet med sin utilregnelighed.Livet i Landet Grotesk er en fortælling om en kvinde, der efter en angstfyldt barndom og en meget svær ungdom ser sine dæmoner i øjnene og på trods af sin fortid insisterer på at skabe sig et meningsfuldt liv.

Efter den angstfyldte barndom gør Laila oprør både i skolen og i hjemmet og flytter efter mange konflikter hjemmefra som 16-årig. Som 18-årig går Laila ind i forholdet til den 7 år ældre Lene, der er alkoholiker og psykisk syg.

Da forholdet går i stykker er Laila 33 år og sulten efter nye oplevelser. Hun bevæger sig ud i det farverige homomiljø. Endelig skal den spildte ungdom opleves og livet skal for alvor til at begynde.

 

Livet i Landet Grotesk er bygget kronologisk op, i omkring 170 meget små kapitler, der sjældent når op på to sider. Efter en kort introduktion følger vi den lille pige Laila, fra hun er omkring fem år og til den alder hun har i dag. Det er ikke milde ting, man som læser bliver udsat for i de små, og til tider skarpe iagttagelser. Der er svigt med svigt på, alkoholmisbrug, knuste drømme, strandet kærlighed og identitetskriser. Med andre ord, så får man et stort billede af en kvinde, der allerede fra de første år, ikke rigtig havde en chance for at blive “lige som alle andre”. Geografisk er historien placeret på Falster, helt derude hvor kragerne er holdt op med at vende, fordi der ikke er noget at komme efter. Selv om valget af Falster er mere eller mindre givet LA, så formår det faktisk at føje en ekstra dimension til de stærke følelser af isolation og ensomhed.

LA har valgt at holde bogen i en streng nutids-form, og det klæder den. Det er ligemeget om en episode fandt sted for tyve år siden, eller for to dage siden. Formen er med til at skabe et billede af, at oplevelserne stadig står meget klare for forfatteren, og at begrebet tid egentlig ikke er væsentligt. Den der tid læger alle sår, men hvis den har problemer med at gå, så tager det også sårene meget lang tid at lukke.  At sårene, for mig, virker meget åbne i forfatteren medfører også, at bogens traumatiske oplevelser bliver mere ægte. Her bør det nok nævnes, at forfatteren efter alt at dømme er synonym med hovedpersonen i bogen.Formen, blandingen mellem biografi og roman, fungerer. LA kalder den selv for en erindringsroman.

Teknisk set er der dog nogle problemer. Bogen har ingen væsentlige slå eller trykfejl, men i de ca. 170 segmenter er der stor spredning i hvor godt de er skrevet. Nogle af dem er sublime og meget dygtige, mens andre er vaklende og haltende i sproget. Jeg har på fornemmelsen, at bogen er skrevet over en årrække, og derfor er der opstået stor variation i det sproglige niveau. Det er synd. Landet Grotesk er en metafor over det “land”, hvori hovedpersonen lever. Et land, hvor svigt, foragt, druk og had er normalen. I det første stykke af bogen bruger LA denne metafor rigtig godt, men den forsvinder lidt for meget efterhånden som bogen skrider frem. Det er ærgerligt, da en mere grundig brug af dette ville føje en højere dimension til hele værket. I særdeleshed også, når det er bogens titel.

Et andet, og mindre problem, er at bogen har en tendens til at gentage sine pointer og indtryk af andre personer en del gange. Der er intet i vejen med at gentage noget en enkelt gang, for at være sikker på at læseren har fanget det, men når det bliver tre eller fire begynder det at blive overkill.  Ligeledes står jeg en smule tvivlende overfor de sidste 30 sider, der bruges til at forklare for mange ting. Det dræner lidt nutids-flowet og de stærke oplevelser, samtidig med at det skærer tingene lidt for meget ud i pap. Jeg havde allerede forstået de pointer, LA gerne ville have igennem, uden at læse slutningen. Dog forstår jeg godt, hvorfor LA har skrevet dem med. De bærer lidt præg af en udviklet forståelse af hvem hun er, og hvorfor de mennesker hun omgav sig med handlede som de gjorde.

LA er lesbisk, men det var egentlig ikke noget jeg bed mærke i. De oplevelser, LA fortæller om, er almengyldige. En hård opvækst, og svigt fra andre mennesker kan ramme, ligegyldigt hvilken køn og/eller seksualitet man har. Dog er der ingen tvivl om, at det faktum at LA er lesbisk ikke har gjort noget lettere. Alligevel er homoseksualiteten ikke et stort emne i romanen. De følelser, hovedpersonen oplever, er noget som alle mennesker kender til.  Nogle gange kan man støde på homolitteratur, der er skrevet udelukkende for homoseksuelle, men ikke her. Livet i landet Grotesk kan læses af alle mennesker, men jeg tror at flest kvinder vil gå efter den.

Livet i landet Grotesk er en udmærket bog, der på trods af nogle problemer hist og her, formår at række ud fra siderne og fortælle læseren om et menneske, der har haft det værre end de fleste. Den gør det uden den store selvmedlidenhed (den er kun mindre teatralsk et par steder), og det er i sig selv en force. Når man læser en roman som denne, er det ikke nødvendigt at få smasket, hvad man skal føle og mene, i hovedet. Det klarer hjernen helt af sig selv. Stadig vil jeg dog holde fast i, at en mindre afkortning og mere homogenitet (no pun intended) i sproget ville klæde den.

Laila Ammitsbøl er født i 1965, og har tidligere udgivet digtsamlingen Prinsessen på den gule cykel og Perlesnoren, en hørefilm, i forbindelse med DR’s Postkort fra livet.

Anmeldt af A.Silvestri