0015

Mogens Bynkou Nielsen
Pirolens fløjt
Eksperimental forlag 2009
www.eksperimentalforlag.dk
ISBN 978-87-91142-60-4

Mogens Bynkou Nielsens tredje digtsamling er meget forskellig fra de to tidligere [ Et træ åbner sig (2004) og Fra ø til å (2006) . Se anmeldelser på www.jeggaarisolen.dk ] Mens der i de foregående bøger er lagt stor vægt på at indholdet er formidlet i et overraskende og eksperimenterende sprog, er der her tale om en mere stilfærdig og enkel formulering af det der er forfatterens anliggende.

Lad mig med det samme sige at Pirolens fløjt for mig må associeres med en ikke vesteuropæisk anskuelsesmåde. En uopmærksom læser kunne uden tvivl gøre sig lystig over bogens gentagelse af bestemte sætninger og ord, og har dermed misset en væsentlig pointe: At et mantra er skabt for at blive messet, sagt, gentaget, indoptaget i krop og sjæl. Og hvilket mantra! ”de kender det ikke/ de forstår det ikke; vi forstår det ikke… for vi kender dem ikke; det kan vi ikke forstå; for vi kender dem ikke; at de ikke kender os/ og ikke forstår os; ” Det er mantraet om verdens uigennemskuelighed, om fremmedgørelsen fra andre levende væsener. Den gensidige uforståelighed mellem dyr og mennesker, natur og menneske, fænomenerne og mennesket.

”Mestersneglen bevæger sig i ryk
den tilbagelægger de afstande den kender
den forstår os ikke
den kan ikke leve med vores fart
og den kender os ikke
og vi forstår den ikke
for hvis vi kendte den
var den lige som os
og det er den ikke
vi kender den virkelig ikke
og det er sørgeligt…….”

Der er noget i spil, der går bagom sproget. Et digt kan f.eks. hedde Mus og starte med en enkelt genkendelig sætning ” Under sengene lever musene” , hvorefter stedordet ”de” tager over og bliver universelt : ” de har dem ikke med/de kender dem ikke/de kalder dem ikke navne/for de kender dem ikke/ og de går ikke hjem/ for de har det ikke”. Ordet ”de” bliver til en størrelse der enten er indholdsløs eller omfatter alt. En teknik som Mogens Bynkou Nielsen benytter bogen igennem, så nogle af sprogets i sig selv indholdsløse ord, pronominerne, bliver spændt op med så mange referencer at de bliver gennemsigtige , overskrider sproget som meningsbærende system. Hvilket bringer læseren [i hvert fald mig] i nærkontakt med spørgsmålet om hvorvidt dagligdagens fænomener er det de tilsyneladende giver sig ud for.

”Roserne begriber den enkleste sætning
men vi forstår den ikke
vi er ikke blevet underrettet
ingen har set os
det ved vi ikke
og vi vil ikke vide det
og roserne kender os
men vi kender ikke dem
og det får dem ikke til at svare”

Selv om det formelt er skyerne ordet ”de” henviser til i følgende citat, kan man godt komme i tvivl om hvad en sky nu egentligt er for en størrelse.

” og skyerne er med
de følger os
de kender os
de er os i deres former
de er os i deres indhold
for de kender os så godt
og ved ikke hvem de skal tro på
de gør det bare
følger os”

Vi bliver fremmedstillede over for skyer, mus, åkander [ ” og de blomster kender vi ikke/ de åkander ved vi ikke hvad er” ] . Pirolens sang er på mange måder en erkendelse af menneskets manglende indsigt i det der er lige foran det og omkring det. Til trods for at ”nu er den [pirolen] her” kan vi ”ikke se sangen” kan vi ” ikke høre den/ men den er der/ højt oppe/ og lige her”.

Og –
”… før det går ind
og før det forsvinder
og før det fortsætter
og sætningen er ikke færdig
den fortsætter
den vil forstå
den vil leve på disse sider
men det kan jeg ikke hjælpe den med”

Og i slutdigtet –
” Dragterne er ikke vores egne
…stavelser forsvinder
ordene går ind i sig selv
vender ryggen til ”
Bogen lægger op til en reorientering af læserens perception af verden. Giver afkald på skråsikre standpunkter. Er fuld af ekkoer der ligger lige under bevidsthedsgrænsen.

”Men det er ikke det samme – blot på en anden måde.”

Sprogligt set er der mange smukke tekster som f.eks. digtet Nattens fugl eller digtet Måne; men også enkelte digte der burde have været skarpere formuleret og derfor bryder den ellers overordnet stilsikre sammenhæng. [ Som digtet Sangeren der flakser for meget eller Rosens torne hvor enkeltelementerne skurrer mod hinanden ]

Men vigtigst er det at vi bliver fremmedstillede over for skyer, mus, åkander – og børn.

”Og de børn er vores
og vi kender dem ikke
og de går ind igen
og vi skylder dem
og det ved de ikke
men en gang får de det at vide
en gang må de vide det
men ikke nu”

Poul Høllund Jensen 26.maj 2009