p1050359

Hvad: Poetisk Tirsdag.

 

Hvor og hvornår: Det Poetiske Bureau, tirsdag d. 2/6-09.

 

Hvem: Thomas Kennedy, Karsten Bjarnholt, Niels Hav, Michael Dyst, Arash Abdi, Lennox Raphael og Ole Lillelund.

* * *

 

Lad mig prøve at beskrive det sådan hér: En tirsdag havde jeg været ude at gå en hel eftermiddag. Efter at have rundet biblioteket satte en sær vandrelyst sig i kroppen. Jeg gik og blev ved med at gå, kun fordi mine fødder nærmest dikterede det. Noget af det samme jeg formoder driver folk til at skrive. Da jeg kom hjem, havde jeg mest lyst til at komme ud igen, og jeg scannede hurtigt diverse kalendre for at finde et værdigt oplæsningsarrangement at kapre sig ind på. Heldigvis holdt Det Poetiske Bureau noget de kalder Poetisk Tirsdag, og denne tirsdag lod til at være en helt speciel omgang.

 

At træde ind på Det Poetiske Bureau i Griffenfeldsgade er lidt som at træde ind på Sams Bar (TV-serien, that is). Stemningen er den samme afslappede som altid, man kender folks navne, og føler sig hjemme på en måde man normalt næppe ville gøre i andre kunstneriske sammenhænge, hvor folk som oftest har travlere med at gruppere sig i kliker og droppe navne, end ligefrem at veksle nogle reelle ord med én. Bureauets spraglede tilbagelænethed afspejler en kærkommen, uprætentiøs mellemstation, som især er blevet bedre, efter at man har fået sat skik på de mest umotiverede elementer (ingen nævnt, ingen glemt).

 

Jeg møder Rasmus, som jeg kender, og donerer en tekst til hans antologimappe; mappen er en schizofrem samling af digte produceret af diverse folk i forbindelse med Det Poetiske Bureau, og er nærmest så symbolsk som noget for stedet hér. Rasmus er gået igang med at producere en tekst ud af klistermærkebogstaver fra gamle VHS-kassetter, og der er en generel konsensus om, at det mest af alt ligner et trusselsbrev. Han løber tør for i’er og må bruge et-taller i stedet.

 

Bureauet har to sale, den store i café som er en slags mezzanin og den mindre, temmeligt dunkle, kælder. Ovenpå hænger der udgaver af nogle af de udgivelser Bureauet har stået bag, og de ophængte avisudklip vidner om at stedet nyder en vis mediebevågenhed. Nuvel, det er også ovenpå oplæsningerne starter ud. Formand Boff introducerer et ret talstærkt publikum for programmet. Programmet, som jeg når at fatte det, vil bestå af Thomas Kennedy, Carsten Bjarnhof, Niels Hav, Michael Dyst, Arash Abdi, Lennox Raphael, Ole Lillelund og tre kvinder i en samlet oplæsning. Finten er, at en del af oplæserne vil blive fortolket musikalsk under deres oplæsning.

 

Men, vi starter med Thomas Kennedy, som har udgivet amerikanske udgaver af Dan Turèlls storbytrilogi, og det slipper han ret godt fra. Thomas Kennedys drevne, amerikanske accent giver en skæg skævvridning af Onkel Dannys storbymateriale – det energiske stof med det helt-nede-på-jorden cool i sproget låner sig overraskende godt ud til amerikansk, og hvis der er en mand, der på dansk, kan fremføre det, så er det Thomas Kennedy. Aldeles glimrende oplæsning.

 

Næste man er veteranen Karsten Bjarnholt, der læser op af sin opsamling Jeg limer min kinesiske vase, hvilket spænder af i en højtideligt afmålt atmosfære, grænsende til en smule langsommeligt. Ikke helt min kop mokka, måske er der mest generationskløften til forskel.

 

Så udskænker Bureauet os en pause, mens der bliver sat lydudstyr op i kælderen. Hende der skal fortolke oplæsningerne er den diplomuddannede musiker og lydkunstner Ditte Rønn-Poulsen, og det er meningen, hun helt alene skal arbejde ind over digternes fremførelser. Spørgsmålet for denne anmelder er, om der vil være noget samspil mellem de to parter. Vi søger ned i kælderdybet.

 

Første på scenen er den garvede digter Niels Hav. Ditte Rønn-Poulsen tager sin tid med at sætte en musikalsk intro op. Med en loop-pedal båndsløjfer hun brudstykker af sin stemme, til det bliver et kor og smider små stykker klimtende instrument ind over. I den komprimerede kælderlyd bliver det betagende at lytte på, og da Niels Hav begynder på sine små stykvise digte, får koncerten en meget æterisk klang. Niels Havs stille, lidt syrede digte spiller glimrende bold med musikken, selvom man får indtrykket af, at det er to forskellige verdener der gnubber sig op ad hinanden, istedet for et decideret samspil. Det er mere små sætninger Niels Hav byder til med end en decideret oplæsning, og det virker som en god idé – der er plads til begge sider, selvom det sjældent er en synergi.

 

Samme indtryk får man da Michael Dyst går på scenen. Dog fungerer det lidt bedre, for Dyst har sat sit til tider maniske tempo ned til et kravlende sløvt, og Ditte Rønn-Poulsens tungtloopede dommedagslyd yder Dysts tekster stor retfærdighed. Oplæsningen bliver noget lang i skægget, men tager sig fint ud.

 

Næste oppe er Arash Abdi, som jeg oplever for første gang. Hans digte virker fra mit synspunkt måske lidt vel simple, presset ind i et rimskema som de er, men skægt nok er hans højtidelige stil fantastisk velfungerende med den klagende sirenesang ind over. Smukt, dvælende, nærmest kirkeligt.

 

Derefter optræder Lennox Raphael i en ping-pong duet med en dame, jeg tolker som hans kone. Lennox, der virker omtrent fyrre år yngre end han i virkeligheden er, serverer en kærlighedstekst på engelsk, der i høj grad arbejder med gentagelsen ”love is never late / we are children of fate.” Den ægte kemi der eksisterer mellem de to oplæsere, undermineres lidt af en manglende evne til at kende sin besøgelsestid, og de mange gentagelser bliver lidt en gimmick efter et stykke tid. Musikken er meget afdæmpet og passende, men passende på den måde, at den passer sig selv.  

 

Sidste oplæser med musik i aften er udgivelsesaktuelle Ole Lillelund, og det skal vise sig, at blive aftenens kulmination. Han bliver ikke bare understøttet af Ditte Rønn-Poulsen, men også af en multiinstrumentalist (multi-etellerandet, ihvertfald), som bla. spiller på klaverstrenge, kazoo og hvad der nu ellers forefindes på scenen. Første nummer er Ole Lillelunds skeptiske hyldest til storbyen, som ender i en grusom kakofoni af klaverhamren og jammer – et sted mellem smukt og uudholdeligt, men underholdende ikke desto mindre. Sidste nummer bliver et aldeles velfungerende (og improviseret) samspil mellem klaverakkorder og skønsang fra Ditte Rønn-Poulsen. Ole Lillelund er i sit mest højrøstede og demonstrative es, og det fungerer beundringsværdigt som crescendo og afsluttende detonation.

 

Oplæsningerne har på dette tidspunkt varet mere end tre timer, og lige deromkring begynder denne anmelders ører at ophøre. Martin Boff fra Bureauet introducerer en trio af kvinder som sidste oplæsere, men sulten for reel føde lokker stærkere på nuværende tidspunkt. Siden da har en unavngiven kilde fortalt mig, at den efterfølgende oplæsningen var lidt som den fornemmelse man får, når man overværer en paneldebat i børne/ungdoms-tv, og jeg vælger at tænke dét, som om jeg ikke er gået glip af det store.

 

Mens mine ben bærer mig hjem, kan jeg se tilbage på en overvældende aften i Det Poetiske Bureau. Det har været en fornøjelse, men igen en lang fornøjelse. Oplæsningen havde være mere balanceret, hvis der havde været færre inviterede oplæsere, for stemningen var faktisk god, og der var meget at komme efter. Man opnår desværre bare en slags ordmæssig mæthed, der gør det svært at yde den ypperste koncentration, der hvor den behøves. Jeg kan dog anbefale at smutte forbi Bureauet en given tirsdag – smut forbi og lyt, køb en drink og støt det hårdtarbejdende crew bag Bureauet. Der foregår næsten altid noget på tirsdagene, og man kan kun stille sig beundrende over for deres energi.