poesi-antologi20091

Titel: TITLER

Forfattere: 19 forfattere og 19 tegnere

Forlag: Det Poetiske Bureaus forlag

Format: Paperback, 90 sider, ISBN 978-87-92280-12-2

I såkaldt gamle dage behøvede man blot at kunne skrive digte for at kunne kalde sig digter og blive læst af dem, der gjorde i den slags. I 2009 behøver man knapt nok at kunne skrive digte for at kunne kalde sig digter, men for at blive læst, for alvor læst, skal man være i stand til virkelig at skille sig ud fra mængden. Man skal have både Talent og X Factor for ikke at forsvinde i den store mængde udøvende poeter bare i Danmark, og samtidig udgiver de etablerede forlag færre og færre digtsamlinger.

Men betyder det den gode digtnings død? Det mener jeg ikke, men digtningen og dermed digtere har andre vilkår og må derfor tage andre midler i brug på godt og ondt. Det er nemt og nogenlunde billigt at udgive sine egne eller andres digte i dag, men det kræver til gengæld en stor ansvarlighed, hvis man udgiver andres ting og en stor selvjustits, hvis man udgiver sine egne.

Den store frihed, man har i dag, kan måske virke som en afgrund af frihed, og som resultat heraf ser vi nu en helt ny type digtere og helt nye måder at bedrive digtning på. Tidligere har digterne måske været indadvendte, navlebeskuende, højtidelige eller snobbede, men nu er der kommet nye boller på suppen for selv de mest elitære og selvhøjtidelige digtere.
Nu er digtningen i højere grad end nogensinde kommet ud i byen og op på scenen, og der er et stort fællesskab og sammenhold blandt digtere, i større eller mindre grupper. Lyrikken lever, og den nye digterstil kan med rette betegnes social digtning.
Man skaber ofte sine digte i fællesskab og/eller med et publikum for øje, tænk på poetry slam, på fællesblogs, på skrive-marathon, på impro, remix og på ready made, og nu er “Titler” så udkommet.

Da jeg først hørte antologiens titel uden at kende til projektet, strejfede den tanke mig, om titler var blevet ligegyldige eller om det, der kunne ligne en ikke-titel, var udtryk for dovenskab, men når man i pressemeddelelsen og bogens forord læser sig ind på udgangspunktet og idéen bag projektet, giver titlen selvfølgelig mening, og man opdager, at titler tværtimod er enormt vigtige i denne antologi. Der er nemlig tale om 19 digtere, der har byttet titler og skrevet deres digte ud fra dem. Kunne de så hedde andet?

Og hvordan går det så, når man på denne måde iscenesætter den sociale digtning og lader 19 forskellige digtere (og 19 tegnere, men dem vil jeg, beklager jeg, overse noget i denne anmeldelse – det er ganske simpelt ikke min metier) publicere ren projektdigtning?

Først og fremmest kommer antologien på flere niveauer til næsten sekundærlitterært at handle om, hvordan man bruge titler og hvad titler betyder for digte. Det ser ud til, at mange har taget deres givne titel meget bogstaveligt og placeret teksten tæt op ad den, mens andre blot har brug titlen som inspirationskilde og mere subtilt, om man så må sige. Antologien stiller, om den vil det eller ej, det vigtige spørgsmål: Er titlen en del af digtet eller en bestemmelse til det?

Mange af digtene bliver, virker det til, mere prosaiske eller mere eksperimentelle, fordi forfatterene bevidst eller ubevidst prøver at holde sig nær ved titlen, og det er i nogle tilfælde en skam. For eksempel bliver Søren Kristoffersens digt “Transseksuel”, der ellers byder på et sikkert og smukt sprog, nærmest et essay eller en klumme om transseksualitet, og jeg ved ikke, om han normalt ville skrive så prosaisk, eller om titlen kommer til at låse ham lidt i dette tilfælde, men jeg har en mistanke om det sidste, og i hvert fald kan dette være en bivirkning ved at blive stillet den faste opgave at skrive ud fra en titel.

Men der behøver slet ikke komme uinteressante digte ud af at skrive titelnært. Et godt eksempel kunne være April Laurings blidt rockende digt “Nørrebro” eller Tom Kises lækkert foruroligende “Disse Vægge”.

Overordnet set synes jeg dog, at de bedste digte er dem, der ikke hviler på titlerne, men tager afsæt i dem og ejerskab af dem. Pia Schernings digt har gjort dygtig brug af den lidt kringlede titel “Ser du mig, så ser jeg dig, sande vores løgn” der nærmest er et digt i sig selv. Den virker som hendes egen titel på et meget personligt og frit digt, der elegant hører sammen med sin titel. Maya Petursson bruger også meget elegant titlen “De døde ler stadig” med et digt, der glider smukt, dynamisk og sammenhængende og bærer mindelser om titlen uden at give alt for meget ved dørene – på den gode måde. Også Thurston Magnus forholder sig frit og elegant til sine titler uden at lægge så stor afstand til dem, at man mister fodfæstet.

Selvfølgelig er der stor forskel på titlerne, og nogle opgaver må selvsagt have været sværere end andre, men de svære opgaver giver så også et mere overbevisende resultat, når det lykkes. Jeg kunne eksempelvis fremhæve Kenneth Krabats “Jorden er giftig”, der på fem små linjer bliver både drømmende, politisk og spændende og giver et helt sug i maven af helhedsfornemmelse.

De digte, der lykkes allerbedst med projektet ud fra min vurdering er samtidig de stærkeste digte i bogen, selv om niveauet generelt er højt. Det giver en tand ekstra at tænke ud af kasser og faste tankemønstre. Af bogen kan man, hvis man ikke vidste det i forvejen, lære, at titler er vigtige, også når de ikke er der, men man må ikke blive slave af sin titel eller sit koncept, om det så er andre eller én selv, der har udstukket titlen eller retningslinjerne. Digtningen må være fri.

Man kan lære meget, og der er meget at tænke over i “Titler”, men man kan selvfølgelig også bare læse en flok udmærkede digte og se på en flok fremragende illustrationer, hvoraf jeg selv blev mest grebet af Bartal Kass’ moderne Stilleben og Jonas Rubins tegning, som i mine øjne på bedste meta-vis forestiller deltagerne ved en digtoplæsning i hyggelige omgivelser – måske på Det Poetiske Bureau.

Martin Dan Rasmussen skriver på vegne af forlaget lidt om baggrunden for bogen i et forord, der bærer titlen “Et par ord med på vejen”. Han beskriver, hvordan han og Tobias Dalager, da de først fik idéen til et projekt som “Titler”, gav hinanden 5 titler at skrive ud fra, vist nok inspireret af Jørgen Leths “De Fem benspænd”. For “indrømmet – et sted i os ville vi jo gerne være Jørgen Leth”. Men det er svært at blive Jørgen Leth nu om dage. Man må kæmpe hårdt for at holde sig over spærregrænsen rent poetisk, men “Titler” lover godt for digtningens fremtid. Den er i gode hænder hos den sociale digtergeneration.