chairilanwar_21

 

 

Forfatter:     Chairil Anwar

 Forlag:         Det Poetiske Bureaus forlag  – ISBN 978-87-92580-08-4

 Format:        Paperback, 90 sider

 * * *

 

Det Poetiske Bureaus forlag skyder bredt efter poesien, med alt fra gendigtninger og oversættelser af såvel legendariske som obskure forfattere, til udgivelser af digtere der er små smalle, at man må overveje om de ikke nærmest er todimensionelle. Hermed også en gendigtning af den indonesiske digter og nationalhelt Chairil Anwar, der kun efterlader os med forsvindende lidt materiale at støve rundt i. Bogen hedder Nattens stemme.

Til tider må man spørge sig selv om, hvorvidt Det Poetiske Bureaus forlag rent udgivelsesmæssigt lader sig styre lidt vel rigeligt af personlige præferencer. Chairil Anwar må siges at være et ganske ubeskrevet blad i den danske digtesfære. Derfor opstår der jo også en glimrende mulighed for at give digteren og hans materiale et friskt spin med denne udgivelse, som er gendigtet af én af Det Poetiske Bureaus huspoeter, Ole Lillelund. Om han også har oversat fra indonesisk (hvilket jeg ville være ret imponeret af), melder historien desværre ikke noget om.

Omslagets er en slags ansigtscollage, der forestiller Anwar, og hér må man bide fat i den bemærkelsesværdige lighed med omslaget på en anden af Bureauets udgivelser (netop af Ole Lillelund). Et koncept, måske. Bagsiden udgøres af er en ret glorværdig levnedsbeskrivelse af Anwar, og dennes al for tidlige død i en alder af 26 år, og ellers et teksteksempel.

Der er såmænd også et længere forord af en vis Martin Platt (oversat af Don Joe), og her får vi alle detaljer om Anwars liv med, ovenikøbet ret fint sat i en historiemæssig kontekst. Jeg er, mens jeg læser det, på nippet til at tro, at Anwars liv muligvis har været mere spændende end hans digtning.

Selve digtene er mest udformet i en højstemt centrallyrik, masser af naturbeskrivelser men med mere end bare en lille snert af selvreflekterende (lomme-)filosofi. Tingene inddeler ofte sig selv i genrer. Der er fx. oder til kvinder, og ting der ikke helt er oder, og ikke engang nødvendigvis er til kvinder. Digtet Ørkesløs er fx. underbetitlet med sætningen Til Sri , som altid er mistroisk, som må siges at være noget af et caveat emptor at smide ind i et digt. Anwar ynder at benytte abstrakte personificeringer af steder og objekter så ofte, at man til tider godt kan spekulere over, hvad han i grunden refererer til – netop dét det kunne man godt se som en del af charmen. Ingen tvivl om at Anwar har åndet og levet poesien, som man kender det hele vejen tilbage fra Rimbaud resten af pakket. Som han selv skriver i digtet Mit hus:

“mit hus er af opbunkede digte/ her har jeg kone, her har jeg børn.”

 Anwar giver den gerne i rollen som den ynkværdige poet, der storladent synker ned i aftenrøden, fordi han i sin egenskab af følelsesmenneske ikke kan håndtere en objektiv virkelighed. På den måde er hans digte sært tidsløse, fordi hans slægtskab virker ligeså tæt på Oscar Wilde som på Strunge. Det virker ubehageligt, som en logisk, narrativ konsekvens af hans tekster, at han skulle gå bort af tuberkulose så ung. Som om han selv kunne skrive sig bort, hvilket igen er i tråd med idéen om den negative opbyggelighed, hvor folk i dionysisk stil ruinerer sig selv i deres eget skørlevned, nu da de ikke formår at trække sig selv i den anden retning. Hr. Anwar, vil de møde hr. Hendrix?

Jeg kan desværre ikke vurdere oversættelsernes præcision, men jeg kan da hæfte et par ord på gendigtningen, selv uden at have haft mulighed for at kunne læse originalteksterne. Der er til tider udtryk, som virker meget danske og nutidige (“sjælen er en sær fætter”, fx), hvilket nok sender et signal om, at teksterne er liberalt gendigtede, men at opgaven med at gendigte indonesiske digte, næppe er en helt nem opgave. Enkelte gange støder man ind i ord, man simpelthen ikke kan genkende, og må klø sig i nakken over mht. betydning, selvom denne anmelder vælger at betragte det som et indonesisk specialkrydderi, der giver en ret løsreven digtestil lidt eksotisk smag. Om dét vil genere læseren, er, vis- à-vis anmeldelsens tidligere udsagn om visse ord og begrebers multiple fortolkningsmuligheder, rent igennem et spørgsmål om personlig smag. Man må gå ud fra at et hus har udgjort nogenlunde det samme i Indonesien dengang, som det gør i Danmark den dag idag.

Digtsamlingen Nattens stemme er et glimrende indblik i en af asiens største digtere, hvor man både bliver sat ind i mandens historiske skæbne, men også får et reellt indblik i mandens sjæl (som reelt som den slags bliver). Det Poetiske Bureaus forlag har med dét gjort en spændende samling, som forhåbentligt får lov at stå som den definitive danske oversættelse af Chairil Anwar en del af år endnu Om man kan lide digtene er altid overladt til læserens præferencer, men jeg var sådan set glædeligt overrasket, da jeg havde frygtet en ren centrallyrisk skovtur. Det mest interessante er at se Anwars forhold til jeg’et, som virker så vesteuropæisk solipsistisk og intellektualiseret, at man næsten må tænke, at der har været en kontaktflade mellem de to punkter et sted. I alle tilfælde er Nattens stemme værd at beskæftige sig med som kulturhistorisk dokument, og hvis man så også kan lide digtene, er det jo kun en bonus.