guanoelegier1

 Forfatter:     Ole Lillelund

 Forlag:         Det Poetiske Bureaus forlag  – ISBN 978-87-92280-09-1

 Format:        Paperback, 80 sider plus oplæsnings-CD.

 * * *

 

Nummer to anmeldelse af udgivelser fra Det Poetiske Bureaus forlag  i denne omgang er en sag fra, med forlov, veterandigteren Ole Lillelund. Han har begået en samling syresalmer med det kryptiske navn Guanoelegier, og det virker som en passende titel, al den stund at det er svært at afgøre, hvad man ellers skulle have valgt at kalde dem.

En af de faste gæster i Det Poetiske Bureau er digteren Ole Lillelund, der har været aktiv i efterhånden mange år, men først nu rigtigt udgives på en måde, så man får mulighed for et dybere indblik i hans skrivning. Det indtræffer med digtsamlingen Guanoelegier, hvilket dækker over omtrent firs siders meget blandet poesi. Alene titlen formår at pikere ens nysgerrighed – behøver verden elegier over fugleafføring, eller er der noget helt andet på spil?

Som antydet i en tidligere anmeldelse, reflekterer omslaget på Ole Lillelunds digtsamling omslaget på Chairil Anwars ditto. Det er faktisk så slående, at man har valgt at afbilledige Ole Lillelund i eksakt samme positur som førnævnte digter, og da det ligeledes er gjort i en tilsvarende stil (og af samme illustratør), kan man næsten kun synes, at nogen har ønsket at hæfte de to digtere sammen. Ole Lillelund nyder dog kun en overfladisk sammenligning med Anwar, både når det gælder fysisk udseende og skrivestil.

Efter forordet smides vi direkte ind i Ole Lillelunds udsyrede univers, og allerede første digt kæder både guano og kåldolmere sammen i et digt kaldet Nekrolog. Værsågod, så er vi igang. Ole Lillelund skriver i en gakket og, som nævnt, syret stil, men ofte på en temmeligt kompakt måde. Istedet for at lade ordene flyde udover det hele, som en anden sproglig pendent til Jackson Pollock, er tingene til tider forbløffende snøret sammen. Digteren ynder at bruge ubestemte navneord på en ret kantet måde, (“grusomheds dobbeltlov spejler narkomani”, fx.). Skal vi fortsætte malerianologien, så er det mere Picasso end Pollock. Et eksempel på det kantede finder man i digtet “Kaos”:

 “sultanen af BRUNEI / pisser petroleum / den rødnæbbede splatterfugl / taber en styrefjer / men det har / for så vidt / ikke noget med historien / at gøre”

 Det bløder dog op hist og hér, og specielt senere i samlingen kører stilen over i en mere prosaisk indstilling til sproget (selvom jeg stadig vil hævde det ligger på lyriksiden), hvilket bla. kan ses i teksten “I efterordet falder bladende”:

 “ord er som heroin. når ordene holder op, begynder længslen. når ordene bliver væk, melder trangen sig stærkere og stærkere. man begynder at lede efter det sorte marked for ord, man går henad fortovet og håber på at en skummelt udseende person skal gå tæt forbi og hviske:”ord? skal du ha’ ord?” og man køber en lille kuvert.”

 Men at beskrive samlingen som en simpel diskrepans mellem to former, er nok at slippe lige lovligt let om emnet, for der er mange eksempler på andre stilarter i digtsamlingen. Flere tekster er formmæssigt skåret om indholdet, og Ole Lillelund smider rundt med forskellige opsætninger, som også nu og da, kan virke ret søgte. Flere gange tænkte jeg over, at han måske skulle have overvejet en mere nedtonet stil, der ikke så ofte tog opmærksomheden fra indholdet.

Indholdet, ja. Hvad er det hér egentlig talt? Den nemmeste beskrivelse er vel, at det er kompliceret. Nogle emner stikker ud som slanger i græsset; emner som politik og orientalsk livsfilosofi samt det moderne menneskes samfundsmæssigt selvdestruktive trang dukker op et væld af gange, og det giver i glimt læseren et anker at fastholde samlingen med, men desværre er det samme anker også lidt ét af den slags, som er med til at sænke læseren ned i materialets for at lide druknedøden. Jeg synes mange af emnerne er set før, og til tider svinger Ole Lillelunds digte faretruende tæt på klichéernes suicidale afgrund. Digtet “noget” er for mig et eksempel dér, hvor et ubeskrevet noget lidt for påtaget abstrakt i gentagelser skal repræsentere det undertrykte:

“noget – ikke mit / lander idag på kirkegården / noget – ikke mit / spises af lænkehunden”

 Jeg får lidt indtrykket, at Ole Lillelund gerne vil slå et slag for den lille, underkuede mand, men det gøres til tider for slapt for mig. Måske er det et spørgsmål om forskellige indgangsvinkler til digtning (og dermed igen – smag), men jeg synes digteren alt for ofte forfalder til alt for direkte påpegelser i det sociopolitiske materiale. Så kan jeg straks langt bedre med det flippede, som i perioder vækker idéer om Dan Turèlls neuronspasmende 70’er-produktion. Digtet “Mantrasaft” klasker højlydt mod papiret i en herlig ordleg roterende omkring en letfordøjelig form af strofer:

“stolatten dovap ebry / som æsler fra by til by / kvolpetten frigo savy / der synes nu ej påny.”

 Med udgivelsen følger en CD, hvor Ole Lillelund selv læser (det meste af) samlingen op, og med den glimrende idé får man et indtryk af digterens kadence. En stil som virker tilbagelænet såvel som intens, med en mørk, røget stemme, der sjældent viger fra sit eget tempo.

 Vender vi tilbage til navnet, sender digtsamlingens titel et vist signal om, både at indeholde det upolerede og det højtravende, hvilket da også lykkes at trænge igennem denne læsers pandebrask. Ingen tvivl om at Ole Lillelund kan bevæge sig i begge sfærer, og dér hvor han formår en form for dialog mellem stilmæssige yderligheder, begynder det at blive ganske rigtigt interessant. Jeg kan dog ikke sige mig fri for, at jeg synes samlingen fremstår en kende rodet, som om mange forskellige tekster er lappet sammen til et kludetæppe, som mange mennesker utvivlsomt ville betegne som charmerende, men som jeg synes måske forvirrer mere end godt er for digterens gennemslagskraft. Der er dog nok at komme efter i samlingen, og med CD’en der generøst medfølger udgivelsen, får man faktisk et ret indtryk af Ole Lillelund, noget som man nok kan mene er long overdue.