rimbaud_small

 

Forfatter:     Arthur Rimbaud (gendigtet af Hippolyte de la Garde)

Forlag:         Det Poetiske Bureaus forlag  – ISBN 978-87-92280-10-7

Format:        Paperback/hæfte, 60 sider.

* * * 

 

Tredie og sidste bog fra Det Poetiske Bureaus forlag, som jeg vil anmelde i denne omgang, er noget så tricky som en gendigtning af Arthur Rimbauds Illuminationer. Hvis ikke det er ambitiøst at støve denne gamle krigshest af og servere den i ny sauce, så ved jeg ikke, hvad jeg skal betegne som ambitiøst. Det skaber så også et mindre problem, nemlig den simple overvejelse om, hvorvidt man overhovedet kan anmelde Rimbaud i dag.

Problemet er såmænd ret simpelt: Hvad kan man få ud af at anmelde én af digtningens altoverskyggende personligheder næsten 120 år efter mandens død? Løsningen er vel også noget enkel; at det kan man ikke rigtigt, og man bliver nødt til at anmelde ud fra nogle andre kriterier end blot objektive digtmæssige kvalitetskriterier. Jeg besluttede mig for at fremskaffe en tidligere oversættelse af Rimbauds berømte prosadigte, og se om der ville opstå nogle betydelige forskelle. Det lyder nemt, men som den slags som regel går, gik det ikke helt så glat som forventet. Digtsamlingen er faktisk oversat for nylig af Erik Knudsen samt udgivet på selveste Gyldendal, og sammenligningen med især dén oversættelse fra forrige år, viser sig at være interessant. Man spørger uvægerligt sig selv, om det er nødvendigt med en ny gendigtning, og netop nødvendigheden vender vi tilbage til.

Det Poetiske Bureau har bekostet denne øvelse af den gendigtning og pakket den ind som en farverig lille paperback på funky 60 sider. Det ret simple omslag, med illustration og forsidetekst i en nærmest naivistisk ekspressionisme, er ganske klædeligt, og udgør sammen med bagsiden (et berømt foto af Rimbaud) eneste deciderede billedkunst i udgivelsen. Pænt, uden at være prangende, samt uden at snuppe for meget opmærksomhed fra indholdet. Teksten er sat med en lidt bastant font, synes jeg, og og jeg synes måske specifikt opsætningen er urovækkende, al den stund, at teksten ofte kryber helt ud i margen, og gør teksten lidt klodset at se på. En mindre ting, vil jeg alligevel mene. Bogen afrundes med et slags efterord eller gravskrift af digteren Ole Lillelund, hvor han ridser Rimbaud op i fire strofer samlet kaldt Rimbauds dobbelte død.

Digtenes forløb i samlingen følger en ret sædvanlig opstilling i forhold til hvordan Illuminationer som oftest genfortolkes. Dog støder man ind i lidt usædvanlige oversætteler af titlerne, hvor fx. digtet Nocturne vulgaire, som på engelsk næsten altid bliver oversat til Common nocturne, (og i en tidligere dansk oversættelse retteligt kaldes Almindelig nocturne), ja, den bliver lidt spøjst til Vulgær aftenstund, og hér må man tro, at oversætteren enten laver en decideret fodfejl (og ikke kan skelne springet mellem betydningen af det danske ord vulgær  og det franske vulgaire), eller simpelthen ønsker en gendigtning, der bryder så meget med tidligere danske versioner, som den kan. Sidstnævnte kan jeg godt se idéen i.

 Skal man sammenligne denne udgivelse med Erik Knudsens fra Gyldendal, begynder der at opstå et par sprækker mellem de to indgangsvinkler. Mens Hippolyte de la Garde ifølge kolofonen har gendigtet Rimbaud, står Erik Knudsen kun noteret som manden bogen er “på dansk ved.” Er der i Gyldendals udgave overhovedet reelt gendigtet noget? Kan man tage det som et udtryk for, at Gyldendals oversættelse ligger ordret op ad originalmanuskriptet og måske mest interessant for denne anmeldelse – er de la Gardes anmeldelse gendigtet fra dansk, fransk, engelsk eller tør man foreslå, indonesisk? Nuvel, mit gæt er, at det både er oversat og gendigtet fra fransk, for ellers ville der vel næsten være tale om spild af læserens tid.

Grunden til at jeg studser så nidkært over disse, tilsyneladende, detaljer, er fordi de to versioner af Rimbauds værk viser sig sprogligt at være temmeligt forskellige. Jeg oplever nærmest Gyldendals version som mere gammeldags i sprogtonen, og det leder mine tanker hen på, at den måske er indstillet nærmere Rimbauds original. Det gør såmænd heller ikke noget i begge tilfælde; denne anmelder har det fint med det lidt mere søgte ka-pow, der stryger igennem Det Poetiske Bureaus version, lad der bare ikke være nogen tvivl om, at der er en ret udtalt forskel. Sammenlign fx. lige de her to versioner af samme sætning fra åbningsdigtet (først Gyldendals, så DPB):

 

“Gadekær, flyd over; – havskum, lad broen drukne, sæt skovene under vand; – sorte draperier og orgler – lyn og torden – brus, brag løs; – vande og sorger, stig op og få på ny gang i Syndfloderne.”

“Dam, væld frem, – skum, rul op på broen og henover skovene; – sorte lagener og orgler, – torden og lynglimt; – rejs jer og rul; I vande og sorger, rejs jer og styrk Syndfloden.”

 

Hvad ordet banal udgør for Gyldendal bliver til vulgær for DPB, gøglespil bliver til parade, vinløv til bærme og minsandten nattevagter til vågenætter, mine damer og herrer. Flere steder falder man over diskrepanser så store, at de ikke længere kan defineres kun som diskrepanser. Specielt sidste eksempel er interessant (nattevagter kontra vågenætter), når man ser de dybt forskellige udlægninger af samme materiale. I Gyldendals version af første strofe slutter digtet med “og drømmen frisker op” mens den anden version afrunder med et modsat rettet “og drømmen afkøles.” Måske man kan argumentere med, at det er rart at materialet kan strække sig i flere retninger, men der er næppe nogen tvivl om, at man som læser må forbavses lidt over de vidt forskellige konklusioner, og havde man ikke kendskab til Illuminationer før, så kan man måske godt efterlades i en lidt tvivlende tilstand. Hvem der har mest ret, er svært for mig at afgøre, og igen må jeg sige, at man bør lade sine egne sproglige præferencer råde hér.

Det Poetiske Bureaus version af Rimbauds klassiker, udkommer kun cirka to år efter Gyldendals version, og man fristes til at spørge, hvad vi skal med en ny? Skægt nok er Bureauet selv inde på det i deres pressemeddelelse, for hvor Gyldensdals version sætter én omtrent 150 kr. tilbage i budgettet, kan Bureauets erhverves formedelst små 40 kr. af dronningens mønt. Dermed udgør Bureauet en seriøst mere rimeligt prissat udgave, med stort set samme kalorier som storebroderens udgave.

Muligvis vil eventuelle læsere af denne anmeldelse spørge, hvor anmeldelsen af Rimbauds digtning er henne, og jeg kan kun behjælpelig med at svare, at jeg ikke finder Rimbaud som en digter, der behøver nye anmeldelser på nuværende tidspunkt. Les illuminations er et mesterværk helt og helt igennem og repræsenterer samtidigt også et interessant brud i forfatterens eget forfatterskab. Denne digtsamlings betydning for moderne digtning kan næsten ikke overvurderes, og dermed er det ikke op til mig at anmelde selve digtene. De folder fint sig selv ud.