Engang havde jeg den fornøjelse at interviewe Ole Bundgaard. Her foldede sig virkelig en kunstner ud med en næsten umulig palet af malerier, musik, sangtekster og digte. Der var alt det tilstede, som danner et komplet billede af en multikunstner – og en multikunstner er Ole Bundgaard.

Nu er det ikke hans malerier og musik jeg skal omtale. Jeg holder mig til haiku. Men først et par ord fra forfatteren selv.

OLE BUNDGAARD SIGER:

– For en tre-fire år siden var jeg meget syg, og fandt ud af at jeg måtte lægge mit liv totalt om, hvis jeg ville blive her i dette vidunderlige liv. Jeg fandt ud af at jeg måtte bremse op og se på, hvad det var for et liv jeg ville have og ikke bare lade “maskinen” køre. Det faldt jo godt i tråd med at jeg havde rundet de 50, min mor var død og at jeg også fysisk kunne mærke at jeg ikke var 20 år mere. Jeg har i mere end 40 år skrevet haiku og efter min sygdom skrevet et hver dag. Det har været en del af meditationen. For at tømme min hjerne og krop for alt og åbne op for alt på ny fandt jeg ud af at meditation var vigtig. Jeg har altid været god til at få ordmaskinen til at køre og ind imellem kører den rigtig godt. Men her kom et nyt element ind. Det at det ikke var så vigtigt, hvad der kom ud af meditationen, men mere at berede sindet, sjælen på en ny situation og derefter skrive, hvad der nu er efter denne udtømning og påfyldning.

Jeg tror mine digte er blevet mere umiddelbart enkle og forståelige samtidig med at de vistnok, forhåbentlig har nogle flere lag, er mangetydige på en ny måde. D.v.s. de kan læses på flere måder. I mine andre digte og noveller prøver jeg på ikke at skrive så kringlet mere. Jeg har altid godt kunne lide det finurlige, det skæve og skøre, og gør det vist også stadigvæk i det finurligt humoristiske. Men ofte kan en helt enkel skrivemåde være mere sigende. Skæv og skør håber jeg stadigvæk mine tekster ind imellem er.

Når jeg læser det der står lige ovenover – og hygger mig med Ole Bundgaards udadvendte væsen, så er det et mysterium, at jeg ikke for længst har vovet mig ind over en anmeldelse af hans “Haiku” fra 2006 hvor 384 sider rummer 365 haiku. Måske har jeg tøvet fordi hans bog er blevet min HaikuBibel? Sådan en Bibel skal man nærme sig med andagt og ikke smudse til med amatør-agtige floskler og klicheer. Men take it or not – der VIL forekomme floskler og klicheer, – jeg er jo kun et menneske mens Ole Bundgaards bog er en Bibel.

Du er et stort træ
jeg er bare papir der
blæser i vinden

Bare dét, at sidde med bogen, slå op på en tilfældig side – sigte efter maj – men lande i december – dét giver mig en følelse af, at den her bog ikke er skrevet efter tilfældigheder. Bogen har haft et formål. Den er skrevet for at samle tråde der er blevet filtret ind i hinanden pga. oplevelser, der ikke alle var lige rare. Og trådene bliver virkelig samlet – så den populære røde får en stærk og sej struktur.

Det evige liv
solen der står op hver dag
jeg er her en tid

Ole Bundgaards 365 danske haiku er fuld af nærvær og reflektioner, fuld af glæde, angst, håb og sorg. Det er selvfølgelig ikke kun det gamle interview der spøger her i denne udtalelse, men også haikudigtenes emner. Ole Bundgaard har haft brug for Håbet og selvom melankolien anes i et par af hans haiku, så har han oplyst alle 365 med liv og lyst = livslyst.

Et digt om dagen
holder lægen fra døren
jeg er her stadig

Det er godt at læse i Ole Bundgaards HaikuBibel. Der er ingen svære ord kun tilgængelige følelser, oplevelser og menneskelige betragtninger, allesammen “kogt ned” til 5-7-5 stavelser. Der er ingen forstillelse, ingen fortænkthed – Ole Bundgaard leger som en sund løve-unge i sol, som en stille fugl på en gren, som søndagspisser i en grøn have. Det er godt at han gør det enkelt. Der er så mange andre, der gør livet så kompliceret. Det er godt, at han vil sin læser og ikke tager afstand med store uforståelige gloser. Han skriver ikke for at høre sig selv. Han skriver for at vi skal mærke os selv. Det er godt.

I haven er der
træer, græs, lys og fugle
og så er der mig

Nu kan det måske virke som om han bare ryster haiku ud som skidt fra en spædekalv – men det er ikke hele sandheden. Ole Bundgaard har da tænkt over det han skriver – eller – han har tænkt FØR han skrev det – jeg kan ikke lade være med at tænke videre efter endt læsning af hans haiku digte (se det om sommerfuglene fx). Og når jeg læser i hans bog, nyder jeg det enkle layout som absolut giver bogen denne højstemthed og  får mig til at tænke i retning af kirketårne og salmer. Og så er bogen jo ikke spor selvhøjtidelig trods dette Bibel-look. Den kommer hele året rundt fra januar til december og får både himlen og kvinden med.

Sommerfuglene
hvorfor bruge mange ord
et kan gøre det


9788789900568_fs

Forfatter: Ole Bundgaard

Forlag: Nielsens

Omslag: Ole Bundgaard

Udgivelsesår: 2006

Sider: 384

ISBN: 87-89 900-56-1

 

Disse stemningsbilleder fra 2006 kræver ikke at læseren snupper dem alle i ét blik. Det er  et hyggeligt aspekt, at tage et stykke haiku pr. dag fra januar til december. Ikke dumt, hvis Ole Bundgaard fx lavede en evighedskalender med sine malerier OG haikudigte – den ville blive tyk, men virkningsfuld.

Ofte bliver haiku undervurderet og alligevel er der ikke mange som har travlt med at finde noget lækkert i den kompakte form – hvorfor bruge tid på en genre man hele livet har fundet intetsigende?

HAIKU er skrevet den dag, digteren ikke kunne skrive. Derfor måtte digteren koge suppen ned til det halve – altså et haikudigt.

Den slags generaliserende skidt-snak er da til at lukke op og lave bæ i!  Bevares, der findes da haiku som ikke giver noget fra sig, som blot er endimensionelle. Men kommes der en bunke humor med indsigt i et haiku – gerne med en smule selvironi – så er digteren på vej. Ole Bundgaard har hele tiden været på vej og er det sikkert endnu.

En sten på vejen
den har været her længe
jeg sparker til den

Bagerst i den lille (store) kompakte haikuBibel fortæller Ole Bundgaard lidt om haikutraditionen. Hvad er den for noget, hvor kommer den fra og hvilke grammatiske regler er haiku underlagt. Det er et udmærket lille kapitel og selvom forfatteren mener man bør overholde de grammatiske regler, så føles det som om han  gør visse undtagelser – måske er han bare en lille smule mere fri i sin haikudigtning end jeg selv er – grammatiske regler eller ej? Det gælder vel også om at finde friheden indenfor de rammer/regler man får udleveret. Digt-genrer er jo selvstændige samfund med egne regler. Så er det selvfølgelig op til digteren hvordan han/hun tolker disse?

I det skæve liv
er linealen fremmed
godt jeg er rund

Ole Bundgaard er altså ikke en kedelig haikudigter. Som før nævnt, hældes humor på så man får det godt i selskabet med Ole Bundgaards haiku. Men hans skæve indfald og reflekterende væsen med et stænk selv-ironi, giver også de små stramme digte et indtryk af et menneske med JA til Livet, med absolut rummelighed overfor livets luner – en stor kærlig og ydmyg fandenivoldskhed overfor Gud, Fædreland, De Nære Ting, Kvinder og Natur.  Det er efter min mening =  Et Kæmpe Knus Til Livet Fra Ole Bundgaard.  Det er sådan jeg kan lide at læse hans  HaikuBibel – dét er denne ligefremhed, der har gjort den lille (store) kongeblå bog til min HaikuBibel og lad mig så afslutte min ode til et dejligt menneskeværk med et haiku, som jeg også fremhævede i mit bortkommende interview af multikunstneren Ole Bundgaard.

Min båd har drømme
om umulige kyster
ligger ved sin pæl

OLE BUNDGAARD SIGER:

– Bogen “Haiku” har været 43 år undervejs. Jeg har skrevet haiku i alle disse år med større og mindre intensitet. Når jeg ser tilbage er de ofte skrevet i perioder med store forandringer i mit liv og efterfølgende eftertænksomhed.

De første haiku fra midttresserne er stort set alle kunstnerisk elendige, men ind imellem er der en ægte tone, der er mig. I bogen er der nogle få fra den periode. I halvfjerdserne er mine haiku meget politiske og erotiske. I 80erne skriver jeg mange andre bøger, her kommer en række digtsamlinger og en række bøger med sange og nonsensdigte for børn og barnlige sjæle + to novellesamlinger og en roman for børn. Mine haiku her er få og ligger i få perioder. I 90erne hvor jeg begynder at male meget er der rigtig mange haiku om det at være kunstner. Det at skrive, male og komponere musik. Der er en hel del af disse med i samlingen. De sidste 3-4 år har jeg skrevet mindst et haiku hver dag, så det er blevet til nær 1500 bare i den periode, mange meget private og kunstnerisk ufuldkomne.

I alt var der et par tusinde haiku da jeg for et par år siden begyndte at se på dem som noget der kunne blive til en bog. Jeg har læst meget op de sidste 2-3 år og ofte haiku. Mange kollegaer spurgte om ikke der snart kom en samling med mine haiku. Sådan havde jeg egentlig slet ikke tænkt på dem. Mere som noget der var vigtigt for mig personligt. Nogle kunne så også læses op og måske blive vigtige for dem jeg læste for.

Jeg havde store problemer med at få hold på stoffet i starten. Der var så overvældende mange. Men som sagt efteråret 2005 begyndte jeg at læse alle 2000 haiku igennem og lave en første grovsortering udfra den enkle regel: Dur det her kunstnerisk eller gør det ikke. I den grovsortering røg der 1200 haiku af i svinget. De var simpelthen ikke kunst, men privat terapi, dårligt sprog, jeremiader over det ene og det andet. Så var der 800 tilbage.

Jeg har stort set altid været meget klassisk i formen. D.v.s. jeg forsøger at overholde i hvert fald de grammatiske regler med 17 stavelser i 3 linier og nutidsformen. Og meget ofte er der også noget med natur. En begivenhed eller en udvikling. Det kan man jo i hvert fald altid påstå der er, den være nok så lille. Måske lige bortset fra i de mere filosofiske haiku. Men her kan man jo så undskylde sig med, at det er i tankerne der er en udvikling. Så den næste diskussion med mig selv i udvælgelsesprocessen gik på, om en sådan haikusamling skulle være helt klassisk eller måske mere fri. Jeg har f.eks. skrevet mange haikulignende kortdigte, der for den sags skyld godt kunne kaldes haiku. Men på det punkt besluttede jeg, at her ville jeg præsentere så rent et haiku som muligt, i hvert fald grammatisk. Da der nu var så mange var tanken om en stor samling nærliggende. 800 haiku måtte kunne bære en samling på 1-2-300 hundrede haiku. Der måtte være mindst hundrede rigtig gode haiku blandt så mange. Og alt mens jeg sorterede skrev jeg jo videre dag ud og dag ind. Det pudsige var at sorteringen var befordrende for at skrive. I den periode på 4-5 måneder hvor jeg arbejdede hver dag med samlingen, skrev jeg en lang række hæderlige og indimellem rigtig gode haiku og et enkelt rigtig skønt. Så der fortsatte med at komme stof.

Jeg lagde fra starten mine haiku ud på gulvet i mit store atelier. Først i bunker efter hvad de indholdsmæssigt handlede om. Nogle var om kunst, nogle var rene naturiagttagelser, nogle var erotiske, humoristiske, metafysiske, filosofiske. Mange var flere ting på en gang og blev så lagt i flere bunker. Mens alle disse hundreder af haiku lå der på gulvet, og jeg kravlede rundt mellem dem og lagde op i rækker, kom ideen til en slags årskalender med haiku, altså et haiku til hver dag. En ret oplagt og banal idé, men ikke desto mindre en ide der var meget brugbar for mig. Det oplagte ligger jo i at der er noget natur i ethvert helt klassisk haiku. Og oftest noget natur der netop fortæller om årstiden: Sol, sne, regn, tøvejr. Så måtte jeg til at lægge helt om på gulvet. Nu lavede jeg 12 måneder og lagde bunker efter årstiden. Så fik jeg hold på mængderne. Nogle af mine haiku var helt oplagte hvor de hørte hjemme, andre kunne bruges flere steder. Jeg har flere lag af udvikling der foregår henover året. F.eks. har katten der jo er et fascinerende dyr, husdyr og rovdyr på en gang, en fortløbende plads i årets løb, ligesom fugle.


 

*

Link til Ole Bundgaards hjemmesider:

Ole Bundgaard

HaikuDanmark