den-hemmelige-dal-front

 

Forfatter:    Diverse (redigeret af Carl-Eddy Skovgaard)

 Forlag:         Science Fiction Cirklen – ISBN 978-87-90592-36-3

 Format:        Novelleantologi, paperback, 289 sider.

 

 

Arthur C. Clarke, Philip K. Dick, Dan Simmons, William Gibson, Isaac Asimov. Denne anmelders reoler bugner stadig af sci-fi, anmelderens første litterære kærlighedsaffære, og han var derfor ganske interesseret i den nyeste antologi fra Science Fiction Cirklen. Hele enogtyve forfattere, blandt dem adskillige debutanter, deltager i dette ambitiøse projekt og at anmelde et så omfattende projekt, skulle da også vise sig at blive en vanskelig sag.

Når man skal anmelde et projekt, der er så blandet som en science fiction-antologi, er der vel kun to skoler: Anmeld udfra et overblik hvor de store linier trækkes op, eller tag den tunge vej og giv hver novelle, hver forfatter et ord med på vejen. Da jeg aldrig har været fan af lave gærder, valgte jeg sidste løsning, og det krævede en grundig gennemlæsning.

Selve bogobjektet er en ret uspektakulær paperback, dog med en farverig forside af Patrick Leis, som minsandten også deltager med en novelle. Bogen er udmærket opsat mht. tekster og er ganske behagelig at læse. Meget informativt er hver novelle også udstyret med en minibiografi om hver forfatter, og her får man virkeligt indblik i, hvor forskelligartede de deltagende forfattere er. Ikke underligt, skal forskellen på novellernes indhold og kvalitet ligeledes vise sig at være temmeligt forskellig.

Vi taler altså om 21 forfattere og 21 noveller, hvoraf den korteste er Brian P. Ørnbøls bidrag på knap 3 sider og den længste Lars Ahn Pedersens novelle på næsten 60 lapper  – skægt nok ligger de to lige i forlængelse af hinanden. Uden at komme med for mange spoilere, vil vi tage kvantespringet direkte ind i bogens univers og prøve at skabe et ordentligt overblik; 3-2-1 – liftoff:

Efter et kort ubemærkelsesværdigt forord fra redaktør Carl-Eddy Skovgaard (som også har forestået lay out) springer vi direkte ind i første novelle af den unge Camilla Wandahl, Søsken, som er en nydeligt skrevet novelle om børns ønsker i en styret fremtid, fint drevet af et barnligt sprog. En novelle der både rummer et personligt og samfundsmæssigt perspektiv. Gudrun Østergaard skriver om interaktion mellem to forskellige typer samfund med et specifikt tema om farvetoner, men kommer efter min mening ikke rigtigt nogle vegne. Så disker A. Silvestri op med en fin, fyndig og ikke mindst lusket novelle, hvor et samfund der ligner vores eget, langsomt folder sig ud, så man hele tiden leder efter kontrapunktet. Også H.H. Løyche beskriver et alternativt samfund, og novellen rummer masser af fine idéer, som dog til tider bliver oprullet på en overivrig måde, som om forfatteren har mere travlt med at få fyret de gode indslag af, end at opbygge en velpacet historie. Maria  Kjær-Madsen bruger novellegenren tydeligt i sit bidrag, og historien kunne i princippet overføres hurtigt, nummer for nummer, til et nutidigt univers. Desværre lider historien lidt under en ret demonstrativ tematisk tydelighed og et ikke altid helt vederhæftigt sprog.

I næste novelle, af Helle Aarøe Nissen, smides vi igennem en ultrakort fortælling, der virker som en slags spejlingshistorie af mennesket selv. Igen er mennesket selv i spil novellen efter, hvor Malan Jacobsen går igang med en større dissektion af menneskelige grundbegreber, og faktisk ret effent væver hun både emner som borgerrettigheder, overvågning og videnskabsetik ind i en fængende historie. Selve stilen leder tankerne hen på så divergerende film som Truman Show og The Village og ledes af et stærkt, drevent narrativ. Næste oppe er Lonni Krause, der bryder  dramatisk med novelleskildringer som sådan, ved nærmest at servere sin historie i små prosa-kanapéer, fremfor en helstegt noveliseret hovedmiddag. Historien kører løst over idéen om kærligheden blandt kunstigt liv, og trods de sprudlende idéer kan helhedsindtrykket godt virke lidt rodet. I Klaus E. Mogensens hænder bliver sci-fi næsten til en opgraderet omgang Huckleberry Finn, fortalt på en afmålt måde, og hans udmærkede lille skrøne (der for øvrigt lægger navn til antologien) kunne i princippet være fortalt til alle tider.

En reel tur på landet skal vi skam også, hvilket Richard Ipsen gejleder os igennem. En meget nedtonet historie i pacing, faktisk så tilbageholdt, at den er i fare for at brænde ud flere steder, omend en tematisk udflugt til sigøjnerisk, jordnær mysticisme tilføjer lidt kulør. Thomas Strømsholt opstiller ét af de mere originale præmisser i antologien, hvor han drømmer en slags økomoralisme op om træernes generobring af tabt land, hvad der fungerer fint i et tilpas fedtfattigt sprog. En temmeligt høj historie finder vi i Mikala Rosenkildes indslag, som kører et dobbeltnarrativ med baggrundsinformation under selve historien. Grundidéen minder mig om filmen District 9, hvad tjener til ære, men det hele ender en kende fortænkt for min smag, selvom novellen bestemt ikke er uden nerve. Mere kryptisk, og til tider forvirrende, fremstår Simon Christensens novelle, som med en vældig brug af dialog oplukker en historie om det usynlige, bureaukratiske spil der foregår i den allestedomkransende kulisse.

Mere sleben og pudset fremstår Brian P. Ørnbøls efterfølgende fortælling, som i korte observationer og forklaringer opridser en næsten allegorisk situation om mennesket og havet. Sprogligt er den i sin nærmest kortprosaistiske stil ganske god. Længste, og måske bedste, novelle i antologien er Lars Ahn Pedersens Alien ghost ballet, i hvilken forfatteren virkeligt folder det store stjernetæppe ud, og med stor idérigdom, kulør og ikke mindst humor, spinder et scenarie om hvordan menneskehedens forhold til andre civilisationer kunne være i en skæv fremtid, hvor en stor del af de fremmede væsener fremstår omtrent så dorske i hovedet, som vi som mennesker gerne ville anklage os selv for. Store pluspoints til forfatteren for at turde drive sarkasmen så langt.

En dialognovelle kommer det også til, da Flemming R. P. Rasch opstiller en brevudveksling mellem en forsker og en (sikkert kommunal) kontorchef. En fin idé med en snert af ironi, men ikke noget der viser hele science fiction-paletten, som jeg ser det. Videre til næste levende billede og da jeg havde færdiglæst Laila Ammitsbøls novelle, måtte jeg lige genlæse den et par gange, for at sikre mig vi ikke var ovre i den deciderede socialrealisme. Jeg må tilstå, at den på alle måder virker som en nutidig samfundskommentar og dét på mest klistrede vis. Pointer der er for nemt rejste, og derfor ikke ret bæredygtige. Et slags boomerangangreb på nutiden via en fremtid som boomerangen kun lige strejfer på vejen tilbage.

Nicole Boyle Rødtnes bruger derimod fremtiden til noget; hele historien er forankret i en selvsikker definition på samme, nok så meget i Danmark, men alligevel. Hun opdyrker et teknologisk præmis for historien, uden at forfalde til techno babble, men selve opbygningen, rent narrativt, kan ikke undgå at fremstå en smule primitiv, som får læseren til at snuble igennem teksten. Helhedsindtrykket ender for mig en smule blandet. Bedre i opbygninen er Lise Andreasens indslag om terapi pr. computer, hvilket kunne føre ned ad adskillige interessante avenuer, men som lander en smule uforløst, i min optik. Jeg kan simpelthen ikke lade være med at synes, at den efterlader et ret kedeligt indtryk på mig.

Omslagskunstner Patrick Leis’ novelle fremstår i et tilsyneladende ret poetiseret sprog, og måske af samme grund bemærker jeg de små tænderskærende fejl, der dukker op hist og her. Jeg spørger derfor også mig selv om forfatteren virkeligt mener “monumental sindssyge” fremfor “momentær sindssyge.” Selve novellen er én af de mere eksperimenterende og som sådan temmeligt vellykket. Manfred Christiansen får lov at runde af, med en historie om forbyttede identiteter ombord på et rumskib, og som måske ikke glimrer med et sprudlende sprog, men dog fungerer fint i sin helhed, med en historie der vikler sig fint op og ned i gear.

Ovenstående gennemgang skulle gerne give et indtryk af, præcist hvor blandet Den hemmelig dal virker. Det er den proverbiale landhandel, men der er dog flere overraskende samlende punkter, fx er mange af teksterne anbragt i en dansk setting, og lader til at efterstræbe en genkendelig, hjemlandsk stemning. Ligeledes omhandler mange af historierne et nærværende personligt element, hvor science fiction-genren i sig selv, kun bliver til en ydre faktor, der indvirker på det menneskelige dukketeater. Lidt af samme grund kunne jeg godt savne et bredere scope i en del af novellerne – det lader til, at flere af forfatterne er af den holdning, at for at undgå at lande i en melange af ren spekulation, teknovrøvl og en sværm af plasmadrevne rumskibe, må man nødvendigvis søge ind til kernen af det menneskelige. Et slags antireaktion, måske. En del af de historier der fungerer bedst, har da også en kraftig snert af noget personligt engagerende, men jeg mener måske, at en del mangler evnen til at opbygge et troværdigt univers i science fiction-regi. Mange noveller i bogen benytter blot fremtidstanken som en slags teaterkulisse, og derfor vil jeg stille spørgsmålstegn ved, om hvor mange science fiction-noveller der til syvende og sidst indgår hér.

Med fare for at stille min kæft på øretævernes holdeplads, må jeg desværre også sige, at især et par kvinder forfalder til den novelleagtige måde at skrive sci-fi på. Da jeg havde læst de fire første noveller skrevet af kvinder, var jeg dybt forundret: Alle havde et umiskendeligt præg af barn/familie over sig. Er det blot noget der sker, når kvinder kaster sig over udprægede genrer, tænkte jeg, som med de berygtede femikrimier? At genre og nærvær partout skal gå op i en højere enhed, hånd-i-hånd ind i helvede? Science fiction handler for mig i høj grad om at smide det evigt nærværendes åg af sig, og åbne op for nogle store drømme, det utænkelige. At tillade sig selv at postulere fremtider, som ikke er bundne af det alt for, undskyld mig, jordnære. Bruger man ikke science fiction-genren til noget, burde man skrive netop noget andet.

Når det så er sagt, er der adskillige godbidder imellem. Det bedste er righoldigheden af idéer, og der er flere af novellerne, der virkeligt formår at overraske positivt. Jeg vil overlade til læserne selv, hvilke de noveller er, alt efter hvordan de tolker min gennemgang og deres egen kanon iøvrigt er indstillet, men jeg er ikke selv meget i tvivl.

Hovedproblemet i denne ellers udmærkede antologi er nok, at den er for lang. Redaktionen lader til, at have haft ønsket om at inkludere lidt flere deltagere end godt er for udgivelsen. Det gør Den hemmelige dal lidt længere i spyttet, end den behøver at være, og som lejlighedsvis redaktionel håndlanger, kunne denne anmelder godt have været behjælpelig med, hvor der kunne sakses i materialet, så den ikke fremstod så warts-and-all, som den desværre lidt er landet. Der lader også til at være redigeringsproblemer, når korrekturen svigter så ofte som den gør. Det kan ikke passe, at jeg som anmelder kan finde så mange fejl ved første gennemlæsning. Det er ikke altafgørende, men siger en hel del om seriøsitetsniveauet.

Min dom er også bemærkelsesværdigt enkel: Den hemmelige dal indeholder masser af godt stads for den science fiction-orienterede læser, især hvis man kan lide sin sci-fi med en smule jordnær, dansk sovs-og-kartofler-æstetik i settingen, men antologien taber pusten, fordi den er for bred til at holde kvaliteten oppe i det kritiske felt. Det felt hvor der går automatisk ild på læsningen for alvor.