dystredk

 

Forfatter:     Diverse (redigeret af Henrik Sandbeck Harksen)

Forlag:         H. Harksen Productions – ISBN 978-87-991767-1-73

Format:        Novelleantologi, paperback, 251 sider.

 

 

Igen dukker der en genrebestemt novelleantologi op i denne anmelders indbakke og denne gang er vi ovre i det gyselige, om man så må sige. Henrik Sandbeck Harksen står bag initiativet til Dystre Danmark, hvor en række forfattere prøver kræfter med en svær genre. Jeg kan ikke erindre at have læst gys siden jeg læste Dean Koontz’ Night chills, og det foresvæver mig at måtte have været i en periode for lang, lang tid siden.

Det er fristende at drage paralleller mellem science fiction-antologien Den hemmelige dal og denne gyser-antologi Dystre Danmark. Ikke bare fordi de opererer i samme område (genrelitteratur i antologiform), men også fordi et par af forfatterne går igen i de to antologier. Faktisk ligger de så tæt op ad hinanden i form, at det næsten ville være tåbeligt ikke at sammenligne dem, hvilket jo er et temmeligt besnærende kriterium at opstille. Lidt af samme grund vil jeg også knytte et par ord til hver enkelt forfatter, ligesom med Den hemmelige dal, og lade himlen regne eder og forbandelser over anmeldelsen.

Antologiens forside er en sort sag, specifikt markeret med et rødt segl defineret af et kranium (et slags logo). Jeg er ikke så begejstret for indpakningen, omend den vel fungerer nogenlunde på sæt og vis. Derimod kan jeg godt lide opsætningen, som er ganske behagelig med god plads i margenen, sat med elegant læselige typer og på en fin papirkvalitet. Der synes at være fundet en konsensus om måden de individuelle tekster er sat op på, hvilket igen også afspejler en vis redaktionel handlekraft. De deltagende forfatteres biografier er monteret bagest i bogen, hvilket nok skal afspejle en idé om at ville lade teksterne tale i en sammenhæng, uden for megen udenomssnak. Der er 11 noveller af 11 forskellige forfattere i antologien.

Første novelle er af Lars Ahn Pedersen og han opridser et slags mordmysterie om kunstige mennesker. Jeg synes han rammer et godt sted mellem gys og noget vrængende humoristisk. H.H. Løyche tager os igennem familieruten med sindssygeanstalt og mere, og selvom det er en velskreven novelle med fine psykologiske beskrivelser, følte jeg mig ikke så begyset af den. Vi skal en tur i skoven i Thomas Strømholts novelle, som i sin stil kan minde om en parring af filmene Antichrist og Pans Labyrint. Der hviler en uhygsom forladt stemning over novellen, og den bliver næsten freudiansk i sin udligningsmekanisme mellem sex og vold.

Helene Hindberg kommer op med et klassisk emne om en mand der møder en faun, et naturmenneske af en kvinde og hele novellen er præsenteret som et slags nostalgisk tilbageblik, hvad bringer novellen et smukt skær af gammelmandsfortrydelse. Sproget er højt belagt, omend jeg noterede mig et par småfejl hist og her. Næste novelle er af Jesper Rugård Jensen og er en ret velformuleret sansenovelle om kropslig fremmedgjorthed. Den fungerer glimrende og har endog en slags sarkasme over sig, især mht. emnevalg.

Den første omgang rigtig gore får vi først i Thomas Bøtterns bidrag Hvordan man slår sin lillesøster ihjel, hvori han effent beskriver søskendejalousi og sindssyge. Der er en ret lang opbygning til klimakset, og nogle af scenerne synes jeg ikke han bruger til så meget (der lægges op til mere end finalen), men jeg fryder mig over novellen, selvom dobbelnarrativet og udenomssnakken slider noget på tålmodigheden.

Tinna Smedegaard drister sig til en variation over et klassisk emne, og her er det spøgelseshuset der lægger ryg til. I en gammeldags beretningsstil (nærmest Edgar Allen Poe, hvis man leder efter reference), formår hun at tviste emnet nok til at holde læseren fast. Den efterfølgende novelle af Nikolaj Højbjerg fandt jeg noget besværlig at følge. Dybest set er der tale om en mordgåde krydsavlet med en spøgelseshistorie, og den er temmelig ambitiøs i sin form, men jeg læste en del frem og tilbage i den for at fange essensen. Det er én af de noveller, hvor jeg ikke helt kan bestemme mig for, om den fungerer eller ej.

Redaktøren selv, Henrik Sandbeck Harksen, byder også ind med en fræk lille sag, hvor en mand smider penge efter en kvinde for at lokke hende med til en omgang rusken rundt på en kirkegård. Novellen har en herlig lummer og glat stemning, og selvom det ikke er verdens mest avancerede præmisser der opstilles, så synes jeg, den kører fint. Malan Jacobsen opsummerer i sin novelle en gravid kvinde med hukommelsestab anbragt i et isoleret univers, og ligesom forfatterindens bidrag i DHD synes jeg denne novelle er blandt de bedste. Der er en god spændingskurve i novellen, den beskriver isolationen fornemt og bliver decideret ubehaglig at læse i perioder. Antologien afsluttes af A. Silvestri som glimrer med det mest splattende indslag i hele samlingen, hvilket ærligt talt er lidt tiltrængt, hvis man som mig har det godt med afrevne lemmer. Selve novellen er helt fint opbygget, og det man tror er et emne om indkrævning af gæld, ender mere i en slags passing of the torch-fortælling. Den indeholder flere fortællervinkler, men balancerer dem rimeligt godt.

Som jeg nu sidder hér og novellerne har fået lov at bundfælde sig, føler jeg stadig trang til at trække sammenligningen med DHD frem igen. Det er naturligvis uretfærdigt sådan at sammenligne ting på tværs af genre og stil, men jeg mener alligevel, at sammenligningen ligger lige til højrebenet, fordi jeg ser så mange similære ting i udgivelserne: Der er tale om genrelitteratur, antologier, samt det faktum at der er så mange gengangere blandt bidragsyderne. Hvor jeg var ude med riven efter DHD for at være for lang og for blandet, virker Dystre Danmark noget bedre skruet sammen mht. homogenitet. Ikke fordi novellerne nødvendigs minder mere om hinanden end i DHD, men den synes mere regelret i sin sammensætning. Der er færre noveller, færre deltagende forfattere og selvom den faktisk ikke er meget kortere end DHD, fremstår den, som jeg ser det, noget lettere at læse. Dystre Danmark var lidt af en positiv overraskelse for mig at læse, da jeg frygtede at skulle slæbe mig igennem godt et kvart tusind siders bavl, men som jeg har læst og genlæst antologien, holder novellerne et ret solidt niveau, de kunne rent faktisk fastholde min læserinteresse. Sidstnævnte overraskede mig, da jeg er stor fan af sci-fi, men ikke rigtigt længere kan fordøje gyserlitteratur.

Hvad der er godt gys og mindre godt gys, er for mig svært at vurdere. Jeg er ikke så meget inde i genrens konventioner længere, og derfor er det kompliceret at sætte et kvalitetsmæssigt prisskilt på denne udgivelse. Jeg hæfter mig dog ved, at bogen er ordentligt sat op, og at indholdet holder fin standard, når det gælder novellernes håndværk. Jeg synes ikke der er én novelle i antologien der falder dybt igennem mine kriterier rent kvalitetsmæssigt. Bogen virker velafbalanceret med sine 11 bidrag og lader nogenlunde til, at holde sig inden for sine rammer. Jeg kunne godt savne noget, der var endnu mere spektakulært og kulørt end disse noveller, men kan på den anden side ikke finde frem til, hvad det skulle være. Flere afrevne lemmer, måske.