olebundgaard_ups

 

Forfatter:     Ole Bundgaard

Forlag:         Forlaget Nielsens – ISBN 978-87-89900-65-0

Format:        Digtsamling, paperback, 298 sider plus musik-CD.

* * *

Det må efterhånden være et halvt årti siden, jeg stødte ind i multimennesket Ole Bundgaard, og det har sikkert været til en oplæsning i Huset i Magstræde, hvor han ofte har været forbi for at læse op. I starten tror jeg ikke det gik op for mig, hvor bredspekret han opererer indenfor kunsten. Tilsyneladende drevet af en ukuelig nysgerrighed har han udgivet digtsamlinger, noveller, musik og har sågar også en tilværelse som billedkunstner kørende. Alligevel overrasker han hér med sin seneste udgivelse Ups!, som skal forestille at være en slags digtsamling.

Men, mere end en digtsamling er det såmænd tættere på at være et hybridprodukt. Hvis man kan forestille sig en digtsamling der fornikerer med en ordbog, mens de diskuterer tegneserieæstetik, så er vi mere ovre i den rigtige lejr. Bogens visuelle, stærkt grafisk stiliserede univers er fra første glimt simpelthen ikke til at komme udenom: Et kompakt, kvadratisk produkt nærmere beslægtet med CD-boksens format end en klassisk digtsamling. Værkets titel er anbragt i en taleboble på et felt af noget tegneserieeksperimenterende tryk – tænk Roy Liechtenstein, og vi er besnærende tæt på imaget – og Ole Bundgaard har såmænd udformet omslaget selv, og det synes jeg han er sluppet særdeles hæderligt fra. Selve produktionsværdien af bogen holder efter min mening høj standard, men nok ikke alle vil finde omslaget så fint som jeg gør.

Inde i selve bogen forsætter konceptet: Hver side indeholder kun et ord (det første værende “Adr!”, det sidste “Åih”), linet op i alfabetisk rækkefølge og anbragt pladask centralt på siden i høje, funky Helvetica Narrow-typer. Bogen er dermed udstrakt langt, og hvert ord får sin centrale placering. De fleste ord er (tildels egenopfunde) onomatopoetika eller eksempler på temmeligt hjemlige ord – et almuefarvet dansk esoterikum som ordet “Slabberas”, fx. Denne ordknappe fremgangsmåde kan godt virke lidt forsimplet, og ind imellem give én indtrykket af, ikke at have opnået så meget pr. side. Ens første indskydelse, efter at have bladret et par sider, kunne derfor sikkert også være at benytte den som en slags flipbog, således at man lynende hurtigt kan ræse igennem de 298 siders massiv, og kun opfatte bogens indhold i underbevidstheden. Det lyder måske som en sær idé, men faktisk fungerer det overraskende godt. Man bliver overrumplet af det eksplosive i ordene, de ting der lige sætter sig i hjernen på én et splitsekund, før de bliver afløst af noget andet. Da de fleste ord ikke fylder mere end en enkelt stavelse, er det herligt intuitivt at læse bogen på den måde; det er simpelthen ikke muligt at sætte sig ned og overanalysere bogen, fordi den i forvejen er så amorf.

Konceptet med ekstrem ordknaphed pr. side er blevet brugt meget forskelligt i diverse udgivelser. Et eksempel kunne være Poul Exners udgivelse Vildfarelsen, men hvor han benyttede sætningernes anbringelse til at give dem en styrke gennem skrøbeligheden og det afmålte i udtrykket, drøner Ole Bundgaard derudad med en Jackson Pollocksk mentalitet af smash-and-grab. Derfor bliver Ups! aldrig en bog der ønsker at forklare sig særligt dybsindigt overfor læseren, men insisterer på at benytte skrivemaskinen som rytmisk maskingevær: Én lang salve at rytmisk stabiltet, et ord pr. side, en kugle pr. læserblik.

Som en lille bonus har Ole Bundgaard valgt at vedlægge en CD med bogen, og hvor man måske kunne forledes til at tro, at forfatteren hér ville læse digtene op (som det fx. er set hos Ole Lillelund), så har han simpelthen valgt at komponere en række elektroniske stykker musik, der virker uden alt for megen relation til bogen. Måske er idéen, at man skal høre musikken, mens man læser bogen, men jeg føler mig ikke overbevist om, at det i såfald er en vanvittig god idé. Musikken er mest ovre i den trip-hoppede, ambiente genre, stærkt varierende i stil og udformning. Jeg synes egentlig, at musikken holder et ret fint niveau, men synes mest denne bonusskive er lidt af skridt af vejen i forhold til selve udgivelsen. Personligt holder jeg mest på, at der er tale om to forskellige udgivelser klasket sammen, og måske kan man mest se det som en måde at promovere noget musik, når man nu alligevel har gang i en udgivelse.

Ups! vil skille vandene blandt de læsere, der er så heldige at få anskaffet sig én udgave, for bogen er svær ikke at forholde sig til med sit temmeligt pågående koncept. Som anmelder er jeg også lidt i tvivl om, hvor på kvalitetsskalaen den står, og vægten der skal benyttes i en fornuftsbetonet helhedsvurdering af bogen, kommer nok også til at ligge stærkt ovre på læserens egen indstilling. Ingen tvivl om at bogen sprudler af kreativitet, næsten på en sådan måde, at man kan ane spyttet på siderne, men som indholdsobjekt er der ikke ret meget at komme efter. Bogen bliver på sin egen krøllede måde til et live-værk, der skal læses højt, grines over og behandles aktivt af læseren. På sin vis fungerer bogen måske bedre som litterært konceptobjekt end som decideret litteratur. Genlæsningsværdien skal findes i, at man lige graver bogen frem af hylderne, når man engang imellem falder over den, og så morer sig nogle stunder over dens kringlethed, for så at sætte den tilbage igen ti minutter efter. For mig at se vil bogen næsten kun være et aktiv, når den er aktiv i læserens hænder. Det er ikke en bog der ændrer ens liv markant, eller bliver grundlaget for en ny tankeskole, men et yderst effektivt udført stykke koncept.