maskeminder_forside

 

 Forfatter:     Christian de Groot-Poulsen

Forlag:         Selvudgivelse – ISBN 978-87-993501-0-0

 Format:        Digtsamling, paperback, 76 sider.

 

* * *

 

Noget af det mere interessante for mig at anmelde her på siden viser sig ofte at være de rene selvudgivelser. Netop i dét mærkelige felt ligger der folks ufiltrerede intentioner. Der er sjældent indgået kompromisser på noget plan, og i den instans får man altså tilsyneladende forfatterens rendyrkede tanker. Javist, ikke alle selvudgivelser er ligefrem mesterværker, men indblikket i en anden persons oprigtige æstetik, er ofte værd at dvæle lidt ved. Således også Christian de Groot-Poulsens digtsamling Måske minder.

 Man kan spørge sig selv om ræsonnementet bag en selvudgivelse, og er man et lidt mere nedrigt menneske end denne anmelder er på bundlinien, kunne man måske insinuere, at ophavspersonerne til selvudgivelser oftest er forfattere, der ikke kan klare sig igennem forlagenes redaktionelle nåleøje. Lettere omvendt kan man måske også tænke sig, at visse manuskripter er så særegne, at forfatteren på forhånd har besluttet sig til at udgive tingene for egen mønt, om ikke af andre grunde så for at bevare den fulde kreative kontrol over værket. Hvis vi opregner de to foregående argumenter for selvudgivelse som yderpunkter på en skala, hvor skal vi så anbringe Christian de Groot-Poulsens debut? Lad os dykke ned og se engang.

Allerede forsiden på bogen virker som et slags manifest for indholdet. Bogens meget dystre, sorte omslag prydes af et udvisket billede af, hvad man formoder er forfatteren selv, og hér får man nok en reference til de minder, som forfatteren benytter i sin titel. Et sløret kig tilbage, kunne man tro ud fra omslagsfotoet. Selve bogens format er i et klassisk A5, en paperback der måske godt kan fremstå en kende skrøbelig i ens hænder. Før man kommer frem til de egentlige digte, skal man igennem en digtoversigt, et par håndstrøede citater, hvor forfatteren i øvrigt også citerer sig selv, og minsandten en slags manifestøs digtindledning. Det hele efterlader unægteligt indtrykket, at digteren har arbejdet grundigt med, hvordan han har ønsket at præsentere sine ting, en nidkærhed som måske kan virke i overkanten, men dog tages for gode varer af denne anmelder.

Man skal ikke langt ind i digtene, før man bemærker bogens udprægede teatralske tone. Klassiske digterudtryk og ord som hænder, blik, stemme og drømme florerer på siderne. Stemningen er højtidelig, men mørk, og flere gange tager man sig i, at registrere en kraftig gotisk indflydelse – som en slags retningsangivelse vil jeg sige, at vi er tættere på fx. Rimbaud eller Baudelaire end på Lorca eller Pound. Måske er musik en tydeligere indflydelse på de Groot-Poulsens skrivning end lyrik, da en del af digtene kredser om et personligt, mørkt univers, som minder mig mere om dramaet hos bands som Sisters of Mercy eller Joy Division end nogen klar lyrikreference, jeg kan komme op med. Allerede i indledningsdigtet får man indtrykket af en poet der sætter sig selv i scene, og holder monologiske stævnemøder med sig selv i et mentalt spejlkabinet:

 

“Christian, / du er nødsaget til at handle – / Jeg er blevet til underholdning / Ligegyldig / ved tåbelige poeters ord – / Folk de griner – / Jeg bliver ikke taget seriøst – / Og ja – / Jeg ved godt / at inspiration aldeles / ikke er billig disse dage / hvor alting før er sagt og gjort – / Men hvad du må gøre / er essentielt -“

 

I ovenstående kan man læse en art selvmishag, men én af slagsen der reddes fra at drukne i ynk, ved at karakteren finder en indre styrke i sin opgave – forfatteren, eller forfatterkarakteren, ser sig selv udplantet i en opgave, der er essentiel, og dét bliver i denne digtsamling forfatterens træ at klamre sig til i stormen. Når den balance forefindes i det individuelle digt, bliver alt det dramatiske og storladne ganske interessant, og man bliver som læser mere villig til at dykke ned i karakteren (ental, for der er ikke rigtigt uddybet andre), og denne karakters tredimensionelle fremståen understøttes kun af det evige karakterspørsgsmål i bøger: Er forfatteren lig med jeget i bogen, og i såfald i hvor stor grad? Christian de Groot-Poulsen udgør en spændende karakter i bogen, hvor jeg tror der indgår en stor del af hans egne oplevelser, hvilket titelen igen også peger på. Som en person der har mødt ham i virkeligheden, kan jeg godt forestille mig, at han som skrivende delvist er smeltet sammen med en selvreflekterende figur i hans egen fiktions kanon.

Med al denne weltschmerz i bogen, der til tider, når det ikke fungerer så godt, truer med at hijacke narrativet, og føre læseren ind i en envejs-tunnel, kan man godt studse over, hvor al mørket i bogen kommer fra. Hvor meget er, så at sige trukket, på egen erfarings regning? Selvom det fremgår af kolofonen, at bogen er trykt i 2010, er de tidligste digte skrevet to år før, altså da de Groot-Poulsen må have været en af forfatterlandskabet ganske junge leute på omtrent 16-17 år, og alt andet lige må det siges at være meget ungt at formulere sine tanker, især for en afdanket anmelder som undertegnede, der ikke havde skrevet noget af værdi før i midt-20’erne (og nogle ville holde på stadigvæk ikke har). Jeg vil på ingen måder holde hans alder imod ham, men til tider kan jeg godt tænke, at digtene fremstår lidt vel livskloge for en så ung mand, selvom det ikke skulle overraske mig, hvis forfatteren har levet et ganske specielt liv foreløbigt, og derfor kan være mere erfaren udi livets genvordigheder, end de fleste er i hans alder – det kan være svært for mig at afgøre, hvor vigtigt det er, at kunne kigge læseren oprigtigt i øjnene, eller om det altsammen kun bør eksistere i en poetiseret virkelighed, men jeg tror de fleste læsere vil holde på, at det ærlige udtryk er en del af kontrakten mellem afsender og modtager. Det må, efter min mening, være individuelt op til læseren, at bestemme sig for hvor det sande ligevægtspunkt skal ligge, men for mit vedkommende er det ikke afgørende for Måske minders kvalitetsniveau, præcist hvor oprigtigt forfatteren er i fortolkningens af sin egen hovedstol.

For at vende tilbage til mit tidligere spørgsmål, om hvorvidt denne selvudgivelse er et udtryk for en dybt selvstændig tankegang, eller blot er et manuskript, der ikke kan passere redaktionel behandling, vil jeg sige både og: På én måde er flere af digtene for løse i koderne, til at kunne klare en udgivelse på et stort forlag, men er også et tydeligt udtryk for en egenartet tankegang. Min anmeldelse lander på en forsigtig anbefaling af Måske minder. Der er nok utøjlet energi i godbidderne, og selv de ting jeg ikke kan med (for mange tankestreger, for meget sprog for sprogets skyld, lidt rigeligt patos og et par klichéer hist og hér), synes jeg den rummer et billede af en digter i forrygende udvikling. Det er næsten svært at tro, at flere af digtene stammer fra en 16-årigs skælvende hænder. Skal jeg uddele et slags råd til forfatteren, så bliver det nok, at digteren bør holde sit særegne udtryk for øje, når denne skriver og sørge for, at en selvstændigt markant skrivestil kommer frem til læseren. Flere af de Groot-Poulsens digte kan godt fremstå som lidt for digterisk slebne, altså at de fungerer i en lyrisk forstand, men hvor forfatteren ligger gemt inde bagved dyre ord og en hævdvunden sans for det dramatiske og patosbelagte – dramaet kan godt til tider løbe afsted med forfatteren, og min anbefaling til de fleste der skriver i den retning, er at strege mere ud og erstatte det tunge, rustne sprog med noget mere simpelt eller en mindre traditionel sprogtone. Skal jeg fremhæve et digt der rummer flere af forfatterens, i mine øjne, positive kvaliteter, vil jeg fremhæve langdigtet 75303jee +Patient,119 som med sine hurtige liniebrud understøtter den mekaniske tone, der gør, at man automatisk tænker på noget klinisk – digtet er særegent for samlingen, og skal derfor også i uddrag have lov at afslutte anmeldelsen og bukke for publikum:

 

“Jeg har / været / forelsket / et par gange før / men du er / en forbedring / af alle – / Du er en / ny model / og jeg tror ikke / jeg på / noget tidspunkt / behøver at / udskifte / dig – / Du virker uomskiftelig / og har / mine bedste / sider – / Og allerede nu / har jeg glemt / mine synder / så betydningsløse / og ligegyldige / Jeg er her / og prøver / at være en / forbedring”