117 zoologiske senryuTitel
: 117 zoologiske senryu
Forfatter: Pia Valentin Lorentzen
Omslag: Pia Valentin Lorentzen
Forlag: Ravnerock
Format: Digtsamling, paperback
ISBN: 978-87-92625-01-4
Udgivelsesår: 2010

Tro endelig ikke det er så lige til, når man ude i byen nævner ordet ‘Haiku’. Folk får kun det halve med. Men her skal det hele med, ellers opstår de underligste misforståelser. Se blot her: Fjerner man ‘U‘ fra ordet ‘Haiku‘ er forvandlingen total: ‘Haik‘ har intet med ‘Haiku‘ at gøre. Haik er simpelthen bare et 1,5 meter bredt og 5-7 meter langt stykke hvidt stof, der draperes omkring kroppen i meget indviklede arrangementer. Man bærer mest Haik i Nordafrika. Oveni hatten supplerer mændene klædedragten med en turban. Haiku, derimod, er et japansk fænomen, et kompakt digt på 5-7-5 stavelser som blev perfektioneret i 1600-tallet.
Basho (1644-1694) var den store mester udi Haiku-kunsten med sin ‘En gammel dam/ en frø springer/ plask’. Senere kom Shiki (1867-1902) til orde med en noget mere moderne måde, at skrive Haiku på. Han gav de forældede haikuregler en gang røg, fordi den gamle måde ikke passede ind i det samfund, der omgav ham; den vestlige verden var godt i gang med at præge den østlige. Måske blev fundamentet til senryu-digtning skabt der? Haiku er kommet vidt omkring i sit liv som Haiku – fx har det været en tur omkring beatpoeterne Jack Kerouac og Allen Ginsberg og mange andre talentfulde verdensborgere. Og i takt med at flere storbyer er dukket op rundt omkring i verden, har haikudigte fået mindre natur i sig og mere filosofi, usentimentale situationer, humor om livets aparte paradokser.

Nu nærmer jeg mig senryu-digtet, der, ligesom haiku-formen har de legendariske 3 linjer hvor 5-7-5 stavelser er fordelt. Der har været snakket om at senryu ikke er et rigtigt haiku – men det er det heller ikke. Senryu er et rigtigt senryu – altså en form i sig selv, lige som haikudigtet. “Linket” til naturen er udeblevet i senryu, men erstattet af menneskelige relationer, hvor sproglige pudsigheder får lov til at ske.

Noget meget interessant er at disse virkelig sker, i forfatteren Pia Valentin Lorentzens handy bog, ‘117 zoologiske senryu‘. Allerede inden jeg åbner bogen, signalerer titlen hvilken karat guld vi har med at gøre her. Vi skal op omkring de 14 karat – for det er rent, det her, – ingen grumseri eller skelen, men let og ligetil for øjnene der læser og smilet der breder sig ved læsningen. Man får lyst til at vende tilbage til den lille bog, med de to kælne katte, på en bænk i måneskin, der sidder og kissemisser.

Omslaget er designet af forfatteren selv. Sort baggrund, hvid tekst, en halvmåne i højre side, en sort kat til venstre og en hvid kat til højre – kind mod kind på en hvid bænk.
Når jeg sidder og betragter omslaget på Pia Valentin Lorentzens bog, kommer jeg uvilkårligt til at tænke på en blanding af Piet Hein (1905-1996), digter, gruk-mester, forfatter, opfinder og illustrator og Arne Ungermann (1902-1981), – sidstnævnte var en af Danmarks bedste illustratorer og serieskaber. Og det er Valentin Lorentzens enkle streg, der gør det. Det er charmen og humoren og de nære ting, der gør det. Bogens lay-out passer godt til de små humoristiske senryu som hopper øjnene i møde, når der vendes sider i den. Eneste anke er, at jeg godt kunne have haft lidt flere af forfatterens illustrationer i bogen. Der er plads nok, da alle senryudigte får en hel side hver og er placeret øverst i venstre hjørne.

Side 16

De tre

de tre kan ikke
se, høre eller tale
hvem mon har aben?

*
Side 25

Først?

ornitologisk
væddeløb, hvem kommer først
høne eller æg?

 

*
Side 36

Gås

rapkæftet vildgås
skræpper op i andedam
en snadretante

*
Senryudigtet, ‘Hamskifte‘ på side 37 er blevet analyseret i NordJyske. Jeg ser derfor ingen grund til at snakke Christian Stokbro Karlsen imod. Det er fremragende leg med ord, fra Pia Valentin Lorentzens side om slangehunnen (Link til anmeldelsen forefindes længere nede).

Hamskifte

svigtet slangehun
hytter da sit eget skind
og skifter ham ud

*

Side 50

Jordegern

et jordegern er
i grunden mest lykkelig
når nøden er størst

*
Efterhånden er det vel gået op for den trænede læser, at jeg er glad for ‘117 zoologiske senryu‘. Jeg er naturlig begavet med kærlighed til haiku, så jeg skulle ikke først kæmpe med en modvilje, inden jeg anmeldte Pia Valentin Lorentzens bog. Kort og godt har forfatteren skabt en hyggelig bog, der fortjener sin (glade) læser. I øvrigt er humor ikke bare humor her. Den har faktisk mange toner. Der er det frække indlednings-senryu, ‘Aftryk‘ – højrød erotik, og det nærmest sørgmodige blå digt om søhesten, der stolt og stille rider på bølgens bug. Der er det bidende sarkastiske (elsker det) ‘Høflighed’, hvor Valentin Lorentzens satire ikke fornægter sig. Der er de klukkende lysegule digte om Ildfluen, kamelen, knæleren og.. Jeg fik den tanke, at hvis forfatteren havde skrevet bogen dengang Erling Bundgaards ‘Gæt og grimasser’ glædede Danmark, da ville Pia Valentin Lorentzen blive leverandør til satireprogrammet. Ja, hvorfor ikke lave show ud af bogen, ved at kalde showet for ‘Gæt et senryu’? Der kommer en kulturnat i oktober – så ‘117 zoologiske senryu’ ville være som skabt til begivenheden!

Side 59

krokodilletårer

krokodille får
en kold skulder til middag
kniber tør tåre

*
Pia Valentin Lorentzens bog slutter af med et kort men brugbart efterskrift, der fortæller lidt om senryu. En takketale til familien er der også blevet plads til.
Og jeg slutter af med et af de senryu i forfatterens bog, der er gået hen og blevet mit yndlings-senryu. I ‘Gråspurv‘, aner jeg det almindelige lille(store) menneske, som kommer til ære og værdighed – næsten som en konge. Jeg synes ikke der er den store grund til at analysere Valentin Lorentzens senryu, da de er øjebliksbilleder som styrer ind på en glædes-frekvens, hvor man ikke (og heldigvis for det) behøver at stille 100 spørgsmål for at fatte hvad det drejer sig om. Men lige netop ‘Gråspurv’ er lidt H.C. Andersensk og giver mig en lille klump i halsen. Jeg blev rørt.

Side 33

Gråspurv

en lille gråspurv
breder sine vinger ud
flyver som en ørn

Link til anmeldelse af ’117 zoologiske senryu’.

Pia Valentin Lorentzens blog.