noget_forside

 

 

Forfatter:     Irmelin H. C. Prehn

Forlag:         Ravnerock – ISBN 978-87-92625-00-7

Format:        Digtsamling, paperback, 89 sider.

 

* * *

 

Noget så herligt som en ganske unik debut er landet på min anmelderseng (der er ikke mere plads på anmelderbordet), og jeg har glædet mig, siden jeg hørte om dens eksistens, for her er tale om en ung dames meget kultiverede produkt, som også rummer stærke facetter af noget hudløst følelsesladet. Lyder det schizofrent? Det kunne godt være, for NOGLE TING / om inventar og transport er alt andet end let at cirkle sig ind på.

En sjælden gang støder man ind i eksemplarer af det skrivende folkefærd, som ikke falder ind under en eller anden form for gængs type. Hvis man studser over hvad udtrykket en gængs type skal forestille at være, kunne jeg jo lidt verdenstræt foreslå: Unge mænd der skriver digte til drengene med knoer og gadelingo, som var det ved at gå af mode, eller musepigerne med deres florlette digte om konkylier og silkeslør og andre ord de har fundet i en støvet ordbog, de muligvis har arvet fra en nyeligt afdød farmor. Da jeg så Irmelin Prehn optræde første gang (på La Fontaine i Kbh.), anede det mig, at denne dame nok ville være svær at kategorisere. Det gør det ikke lettere, at jeg har hørt forfatterinden læse op en del gange, inden jeg læste hendes digtsamling, for har man hørt hende læse op, kan man ikke undgå at indlæse hendes meget karakteristiske forfatterstemme i materialet. Spørgsmålet må så blive, om materialet kan stå alene.

Omkring det fysiske objekt synes jeg det tager sig ganske fint ud. En A5-bog med inderflapper, og selvom det er en paperback, er den sat sammen af noget ret solidt karton, så man er ikke så bange for at være lidt grov ved den. Omslaget er enkelt og elegant udformet af Tina Brok Hansen og Irmelin Prehn selv; forsiden udgøres ikke af meget mere end et et fotografi par udstoppede fugle og en Arne Jacobsen stol, men vender man bogen om, er bagsiden dækket af et sært kvadreret orange/hvidt mønster. Det var først da jeg så samme mønster på toppen af en bøtte paradisæblegelé forleden, at det gik op for mig, at vi hér måske var ovre i noget meget hjemligt og hyggenyggeligt. Måske vil forfatterinden gerne have os til at bemærke en modsætning mellem det designerelegante og afdæmpet raffinerede og så bagsidens næsten banale gammeldaws huslige fornemmelse. Det er en besnærende tanke, synes jeg, og der kunne være noget om det.

Selve bogens indhold fører meget af ovenstående tanke videre, for digtenes emner kredser oftest om et splittet jeg, som vakler mellem kærligheden til det æstetiske og smukke, og så fremmedgørelsen gennem det tingslige. Bogens egen tekstmæssige æstetik lægger i høj grad vægt på det stilfulde, og forfatterindens tid på arkitektskolen fornægter sig ikke. Det vrimler side op og side ned med det inventar titlen inkluderer: Der er designreferencer og så mange henvisninger til det tingslige, at man næsten automatisk må blive skeptisk, for hvad skal alle disse ting dog i seriøse digte? Selv digtenes etordstitler er faktisk kun tingsligheder. Her er man fristet til at tro, at forfatterinden er ude i et ærinde om forbrugersamfundets forbandelse, men springer man ud på den galej, mener jeg man går galt: Tingene i digtsamlingen lever med i karakterernes liv og antager såmænd en følelsesmæssig udformning, således at den Marimekkopude og den Montanareol rent faktisk bliver animerede i en art særpræget besjæling. Hør fx. et uddrag fra side 33:

 

“Jeg er ikke ulykkelig / Jeg er ikke ulykkelig / Jeg er ikke ulykkelig / Jeg er ikke ulykkelig / Montanareol / Montanareol / Montanareol / Montareol / Jeg er ikke ulykkelig / Jeg er ikke ulykkelig / Jeg er ikke ulykkelig / Wegnerstol / Wegnerstol / Wegnerstol / Wegnerstol”

 

I dette nærsystemdigts univers begynder protagonistens ejendele næsten at kommentere dennes humør. Montanareolen taler nærmest tilbage til personen, og man får indtrykket, at hvis ikke den stol eller reol var dér, så var der for alvor emotionelle problemer i gære. Inventar som en slags psykoterapi eller selvmedicinering. Disse systematiserede opsætninger af drama med forbrugsgoder som centrale aktører, og en dreven puslespilsleg med ordene, bliver i høj grad udfordret af digte med meget stærke, personlige observationer andre steder, hvor det sprogligt elegante og ømme kommer mere i fokus. Fra digtet Hjørnesofa, får vi fx. denne lille godbid:

 

“Der er ikke noget / TV / Der er ikke nogen / andre / Der er ikke noget / Saltlakrids og / det er lige til at / tude over men her i / Ejendommen / kan man græde, hvis man ville / uden at gøre det stille.”

 

Digtet trænger meget langt under selv denne anmelders uforsonlige følelsespanser og bruger kun ganske få tingslige virkemidler for at opnå effekten. Diskrepansen mellem det velovervejede og systematiske (tør jeg sige forfatterskolede) på den ene side, og på den anden side hudløst nærværende på den anden, skaber en god dialektik, som aldrig bliver så hysterisk, at den nogensinde truer med at rive samlingen midt over. Tværtimod. Havde den udvekslingsmekanisme ikke været der, og var der kun det kantede og velovervejede tilbage, så ville jeg måske være mere tilbøjelig til at erklære digtsamlingen problematisk. På den måde bliver digtsamlingen også lidt af en sidevender, for man ønsker hele tiden at læse mere. Ikke at der ikke er plads til fordybelse, men bogens til tider lidt spraglede og ramponerede opsætning låner sig ikke så vel ud til det hardcore fortættede, som man ville kunne finde i andre slags digtsamlinger.

Med kommentaren om opsætningen, så skylder jeg nok også en forklaring omkring dén: Digtene fyger ind imellem rundt på siden med meget særprægede, til tider næsten uforståelige, anbringelser. Ja, sandt at sige, er de fleste dog skarpt skåret ud i meget demonstrativt enkle figursammenhænge, men der er nu en del af digtene, der er sat op på en sådan måde, at man måske med rette kunne mene, at digterinden har set siden som et kanvas at hælde ord ud på, mere end som en sproglig kontinuitet. Det er nok et spørgsmål om hvordan man svinger med den slags som læser, men jeg mener ikke nødvendigvis, at de skramlede opsætninger er de mest klædelige. Nogle gange kan man godt forledes til at tro, at der er små opsætningsgremlins, der har sneget sig ind i digtets maskinrum. En skæg ting omkring digtene er også liniebruddene, og hér bliver jeg nødt til at vende tilbage til digterindens stemme: Liniebruddene virker meget intuitivt formede omkring hendes måde at læse dem op på. Mens det fungerer på en scene, er jeg ikke altid sikker på, at det altid falder superheldigt ud som en sproglig sammenhæng. Jeg tog mig ihvertfald i at undre mig over nogle komplicerede liniebrud hist og hér, hvor jeg tænkte, at man snildt kunne have argumenteret for, at bruddet burde have ligget et andet sted. I den forbindelse kan man måske også nævne inddelingen af bogen i sektioner, som jeg ikke mener er vanvittigt påkrævet.

Hvor landet vi så som bedømmelse? Jeg er ikke rigtigt i tvivl: Irmelin Prehns digtsamling er usædvanligt stærk for en debut og særdeles klædelig for forlaget Ravnerocks kanon af digtudgivelser. Den er meget effent og gennemtænkt skrevet, stilsikker der hvor den skal være dét, og aldrig så firkantet i sit fokus på tingsligheder, at den ikke har overskuddet til at være nærværende. Samtidigt er den sjov på en måde ikke alle digtere har modet til at være. Flere gange skraldgriner man over en mærkværdighed, og selv noget af det mest følelsesladede materiale, bærer ofte et skær af komik, hvilket væver sig sømløst igennem digtene, og derfor aldrig underminerer det alvorstunge. Jeg vil anbefale, at tage ud at se denne digterinde læse op for at få det fulde indblik, men også varmt anbefale at læse hende. En usædvanlig debut fra Irmelin Prehn, en usædvanligt god én af slagsen.