Punkterblomst


Forfatter:
Karsten Wraae Larsen
Titel: Punkterblomst
Udgivelsesår: 2010, trykt i Indien
Antal sider: 72
Forlag: Epigraf
Pris: 100 kr.
Forside: Nargiz Galib
Bagside: forfatteren
ISBN: 978-87-992222-3-0
ISBN13: 978-87-992222-3-0

Dette er ikke en anmeldelse, men en arbejdssituation. Måske er det for privat; et eksperiment, lad os kalde det det.

Jeg havde lovet at forsøge mig med en læsning hen over sommeren, men blev alligevel hurtigt kaldet til bogen. Jeg skrev mine indtryk og uddybende noter i hånden, og sendte dem retur til digteren. På min insisteren havde vi aftalt, at jeg ikke offentliggjorde mine indtryk og holdninger uden hans billigelse. I dag fik jeg så indtryk og noter tilbage, renskrevet. Hermed på MetrOrd.

(NB: Både kursiv og normalskrift i det følgende er undertegnedes tanker).

Kære Karsten

Det skal være mindre og tættere – lige nu bulner det med udefinérbare anelser i alle retninger.

Nej, det skal ikke noget andet end det gør. Kunsten skal forandre kunstneren, som komponisten sagde, der tvang musikeren til at ikke-spille i et på forhånd givent tidsrum.

Jo, du må øve dig i ikke at give op overfor at kunne beskrive en følelse en stemning en tilstand en udfordring en skubben op i hjørnet – det er ikke nok bare at sætte ord sammen og så får det nye ord alle betydninger og værdier fra de sammenbragte ord – det svarer til at have 3 pensler mellem fingrene dyppet i hver sin farve: I begyndelsen går det fint, men hen ad vejen bliver motivet gråt, kun med anelsen af farve (betoning) som penslerne samtidig krydser ind over tidligere præcisioner. Det skal bruges sparsomt og med stor bevidsthed om resultatet.

Det er da gennemført!!

Ja, ordsammenbringningerne ér over det hele, ja, hvert digt har dem og titlen selfølgelig også, ja, det kan opfattes som en metode, eller måske ligefrem som en planlagt form, men det er det ikke. Hvad det er er en søgen. En søgen efter sprog at komme til verden med, og på dette grundlag er der ikke meget til læseren.

Der er masser af historie til læseren, & historier. Især hvis teksten læses musisk op – så skidt/pyt, at skriften ikke er blevet fri endnu, fordi digteren er fangen; skidt/pyt, at fortællingerne er personlige og holdningsstyrende – hvis der står et menneske bag og står ved sin historie. Disse ord skal HØRES, dette menneske skal STÅ foran øjne, ikke stolt, ikke undergivent, men sig.

Jo, men så er bogen mest et partitur til digteren selv. Og i passivformen sker jo ikke mere, al den stund papiret ikke ændrer sig – hvordan kommer digteren videre som digter og mennesket som menneske, hvis partituret binder fortiden, snarere end at slå strenge an i fremtiden?

Der ér jo selve ambitionen om at skrive! Og bogen til bevis! Enhver må jo debutere, som ønsker at dele sit indre med andre, og det er nu sket. Det må da tælle for noget!

Ingen tvivl om, at der er energi i manden, og måske tillige KRAFT og retning og bevidsthed, men i tekstmassen som sådan er det drypvist, teksterne savner modstanden som kun er mulig, inden de for evigt havner på tryk. Redaktion, en god, vidende eller intuitivt stærk læser som digteren har tillid til. Det må blive næste gang.

Ja, det må blive næste gang. I mellemtiden kunne digteren jo arbejde med det lydlige udtryk – der kommer som regel meget godt ud af at forsøge at læse sin egen tekst op, som man selv har nedfældet den.

Det er ikke alle, der har det godt med at læse op!

Alle trækker vejret. Så kan han da bare sætte sine tekster ”på” og trække vejret gennem dem mens han cykler eller ser TV eller slapper af. Først finde egen vejrtrækning i teksten, SÅ demonstrere den. Uanset hvad MÅ der øvelse til.

OK, Karsten, det var ordene. Hvis du vil have det det på MetrOrd, må du skrive det rent og sende det til mig.

Alt godt,
Kenneth Krabat, 17. maj, 2010

MEDSENDTE NOTER

Note om at bruge bogen/partituret binder fortiden eller slår strenge an i fremtiden?

Det ér tidligt i et forfatterskab at have så urokkelig en form, så TUNG og fremmedgørende for den læser som ikke opfatter digte som gåder, der skal løses. KAN man, ønsker man, at gå ind på digterens præmisser, og udregne følelsen, så okay. Men det ér så også eneste vej – i hvert eneste sammensatte ord. Herved tiltrækkes kun læsere, som er samme sted i livet som ham selv (ud fra antagelsen, at formen ikke er en litterært valgt metode, men udtryk for en utilstrækkelighed) hvorved spørgsmålene, der opstår i læserens naturlige annammelse binder digteren i hans fortidige univers, snarere end at sende ham videre, i et nyt.

Note: Søgen efter sprog:

Ordsammenbringningerne for 117. gang – digteren er usikker men behøver at skrive, SÅ meget, at der ”gribes til alle” midler, herunder at snyde på vægtskålen og lave ordmos i det håb, at de nye ord er stærkere og mere præcise end allerede eksisterende ord.

Det er ikke en ordekvilibrists legen med ord, men en søgen efter de rette ord, der BRINGER til kort, enten af utålmodighed, kunstnerisk mangel på integritet eller opgiven, eller overmod.

Hvorfor vil han have MIG, af alle på Metrord, til at anmelde sig? Behøver han… at man piller ham ned? Eller bekræfter ham betingelsesløst? Jeg kan ingen af delene og ser ham hellere skrive end ikke. Men bare han dog ville sætte det i lyd, så han kunne finde ud af, hvad der virker og hvad ikke. For det levede liv og nødvendigheden, som driver alle fortællere og fortællinger, har han. Jo

Hans søgen er god og nødvendig, men vi behøver ikke overvære den, før han selv har en fornemmelse af, hvad han gør.

Note: At digteren er fangen:

Det er en menneske-analyse på grænsen til hold-fingrene-væk. Digteren har ”valgt” – af alle muligheder opstillet og præsenteret ham – at koble ord sammen i kæder, snarere end at gå efter præcision i teksten. Dvs. digterens tillid bunder på/hviler på ORDENE som bærere af mening – den er den mentales stillingtagen – men anvender denne måde som et barn bruger ordklodser: ”det lyder da meget godt, gør det ikke?”

Jeg fornemmer et følsomt menneske, der skjuler sin følsomhed bag det at digte – ikke bag ordene i sig selv, men bag handlingen AT DIGTE. Og aldrig opnår den mentale præcision der ligger i tilliden til hvad ord i sig selv har og er bærere af. Deraf er han fangen. = ”Det bliver aldrig godt nok.” Men han kan næppe blive ærligere end han er nu – det er nok problemet – han behøver det for meget; behøver at udtrykke sig og opfatter sikkert multi-ordsformen som det mest præcise, han formår. Så med behov + grænsen for formåen = Hvis han virkelig vil udvikle sig, som digter, må han prøve en anden metode på. F.eks. skrive sin digte om i Punkterblomst og kun bruge 1 ord alle steder, hvor sammenbringninger sker. Som øvelse til bevidsthedsdannelse. Ikke som afvisning af sin bog. Men som næste trin, så han kan se, hvor han kommer fra.

Tilføjelse før upload til MetrOrd: Af alle digtene i bogen, kan jeg bedst lide følgende del af digtet Mississipi – jeg sætter en her-til-streg, som ikke oprindelig findes i digtet – som angivelse af, at første del er fedt, men så fortsætter det trods sjove billeder ud i ingenting og unødvendighed, egentlig et helt andet digt.

Det angiver essensen af (det svære i) digtningen: Hvornår er skidtet færdig = fungerer på sine egne præmisser og skal ikke misforstået undskyldes eller elskes som det barn, der aldrig lærer at gå?

MISSISSIPI


ikke fordi jeg er der eller har været der
ikke fordi det lugter sådan eller ser sådan ud
ikke fordi tørst ikke kan vejes eller træthed høres
ikke fordi der faktisk er noget andet
bare fordi
års ophobninger og tryk begynder et sted
og fordi man kan være fyldt af Mississippi
——————————————————— hertil
jeg neddasker et par af de løse rygter
siddede på min skulder
resten vil ikke af

jeg har lige spist en orm og en skarnbasse
de var mine første kryb
jeg må have flere

jeg maler et selvportræt af sorte huller
udfylder tomheden med din bevidsthed
suger den
har du set en igle tæt på
holdt den med fingrene så du kunne mærke
og set dens sjælesugende mund åbne sig i spidser omkring
pølset endeløshed
haps
du skal nu fordøjes

trampolinen sender klovnen direkte mod månen
han taber sin ene sko og sin ene hat
og viser sig at have to reserver af hver
færre end han har måneankomstforsøg

kortene falder gennem luften som skæbnen
en frø giver lyd fra sigsammen med utællelige andre
jeg opsamler de dugvåde stykker af held
natten i aldrigødet er lindrende
får min puls til at kvække
i takt med græsset gror
under sejren

Samlet indtryk: Digteren kommer for nemt omkring mange af sine beskrivelser ved at sammenkoble ord. Digtenes historier er interessante, men tekstens mange nysammensatte ord trætter.