renerasmusen_lettet_forside

Forfatter:     René Rasmussen

Forlag:         Det Poetiske Bureaus forlag – ISBN 978-87-92280-13-8

Format:        Digtsamling, paperback, 63 sider.

* * *

 

En fiks lille sag på omkring de 63 sider er rullet ind igennem anmelderhænderne hér, og det drejer sig om René Rasmussens digtsamling Lettet. Sandt at sige ved jeg ikke, om det er en debut, for René Rasmussen har en del år bag sig i det skrevne ords tjeneste, bla. som lektor ved KUA, men også som ophavsmand til mere fagorienterede bøger, end den vi skal beskæftige os med nu. Med en titel som Lettet kan man godt forestille sig, at forfatteren har haft noget, han skulle have fra brystet med denne digtsamling.

 

René Rasmussen er en mand jeg har mødt en del gange i min vandren omkring på forskellige sider af den københavnske lyrikscene, og første gang jeg stiftede bekendtskab med ham, lod han til at være en tilforladelig, godmodig fyr, med en vis fysisk pondus på en scene. Der gik længe før det gik op for mig, at han er lic. phil, har mange publikationer af den ene og anden art under bæltestedet og dermed ikke kan siges nogen letvægter indenfor det litterære felt. Her opstår der jo så en mistænke i anmeldersindet: Ofte vil man opleve, at folk med stor litterær kapacitet, absolut skal demonstrere deres kvaliteter og evner indenfor feltet, hvilket hurtigt kan udmønte i nogle svært størknede tekster. Det er nærmest en sygdom generelt, at når man skal bevise sine velkendte kvaliteter, at man så næsten ikke kan. Jeg var været meget spændt på René Rasmussens digtsamling, for jeg genkender mest hans tekster som relativt nede på jorden i sprogtonen og med plads til det aldeles jordnære, så derfor måtte det blive interessant at se, hvad bæst vi landede på med denne udgivelse.

 

Skal man dømme en bog efter omslaget (og det skal man jo næppe, har jeg ladet mig fortælle), så er Lettet en simpel og struktureret affære. Omslaget er begået i sort/hvid af Linda Balle og domineres af en abstrakt figur, der synes at vokse kaotisk ud over forsiden, men er afdæmpet af den grafiske kølighed. Selve teksten i bogen er rent visuelt ikke sat med henblik på at tækkes de nærsynede, men personligt fandt jeg den behageligt afslappende at læse; nærmest elegant og raffineret, hvis man leder efter adjektiver at smide efter fonten. De individuelle digte i bogen er nydeligt sat op i næsten snorlige rækker med meget få udsving i stilen. En stor del af dem fremstår som langdigte, og hér kan man bide mærke i digtenes form som understøttelse af indholdet: Formen passer, som jeg læser den, fint til forfatterens, til tider, oratoriske formuleringer. Der er kun få bemærkelsesværdige krumspring i formen, hvilket gør samlingen ret letlæselig. Der kun er få knaster på vejen, og således virker bogen helstøbt.

 

Digtene udfolder sig i høj grad om et jeg, ofte med et du som drabant, og kredser om emner helt inde på livet af nærværet, men breder sig også ud over det mastodontisk universelle tæppe af populære digteremner: Gud, natten, naturen, livet/døden, kvinde/mand og al det største af det store. Side om side med et digt om at gå tur med hunden, er der anbragt et digt om terror filtreret gennem mediernes uskarpe linse, og netop den slags er karakteristisk for René Rasmussens skrivning i denne digtsamling. Han zoomer ind på det mindste og ud igen for det største billede. Den måde at tygge emnerne igennem på, kan giver en lidt svimmel fornemmelse, når man læser digtene, fordi skiftene sker så hurtigt, men jeg betragter det som et spørgsmål om, at forfatteren ganske enkelt skriver om det dér ligger til hans højrefod den givne dag. Der er ikke en større dagsorden i teksterne; ikke formmæssigt og således ikke indholdsmæssigt. Digtenes formål bliver et spørgsmål om at overlevere noget, ikke nødvendigvis at påvirke noget andet. Selve digtsamlingen er sikkert af samme grund opdelt i fire dele, for digtenes indbyrdes slægtskab skal findes i forfatterens stil, ikke så meget i emnevalg og retning. Én af delene er fx. digte uden overskrifter, hvor alle andre digte i samlingen finder sig en overskrift.

 

En ting man ikke kan undgå at falde over i Lettet, er skiftet i sprogtonen mellem individuelle digte. Forfatteren drøner direkte fra det mest højstemte frejdigt over i det mest joviale på denne side af FP Jac. Til Eders bedømmelse kommer her to citater fra hhv. Et hul i natten og Jeg går i sort:

 

 

“Jeg besjæler natten / jeg tager en hemmelighed / fra den / et hul i natten er uden viden / jeg lever i et hul i natten / uden viden / besjæler mine ord i natten”

 

&

 

“En pen har lagt lorte / på disse sider.”

 

 

Værsågod! René Rasmussen lægger ikke fingrene imellem, når han ruller sig ud, og den selvsikkerhed smitter af på hans tekster, som igen forplanter sig i en sprogtone, der er ganske særegen og uden for megen vævren. Den selvsikkerhed jeg oplever, kan måske også fra tid til anden udmønte sig i linier, der går lidt for tæt på emnets strube til at være decideret elegant. Især når digtene bliver topiske, nærmest pointeprægede, begynder jeg at blive en smule skeptisk. Tillad mig et eksempel fra digtet Blodlegemer og harmoni:

 

Vi kyler frygten ned / i dagens overskrifter / svineinfluenza, de døde og Taliban / vi spreder glæde / over de røde // Blodlegemer møder angstens harmoni.”

 

Det er heldigvis sjældent forfatteren forfalder til letkøbt polemik. Langt de fleste digte lægger sig som tacklinger tæt på emnet, sådan at man undgår det værste af den slags politiserede spredhagl, man til tider støder ind i på papir. De digte der kører mere over i stemningsorienterede baner, er, efter min mening, også præcist ramte, da de rummer lige nøjagtigt det de skal: Stemning.

 

Der er en ret god balance mellem yderpunkterne i bogen, mellem det højtravende og det vulgære, det syrlige og søde, og derfor synes jeg også digtsamlingen er blevet noget af en succés i sin udformning. Hverken sprog eller indhold er specielt prætentiøst eller højpandet, og man har hele tiden fornemmelsen af, at det er et menneske på den anden side af papiret – ikke en vilkårlig digtersimulation. Det er også dét, jeg mener, når jeg skriver, at René Rasmussen ikke lader til at have en dagsorden med sin skrivning, men at teksterne er ret personlige i den forstand, at de synes at være jordsprunget ud af hans hjerne. Man får lidt fornemmelsen af, at forfatteren faktisk har lettet sin sjæl en smule ved at skrive denne sag. Jeg vil bestemt anbefale folk at tage et kig på Lettet, da det er en velkomponeret og gennemarbejdet samling, som kan læses uden at man behøver solbriller. Vi slutter med en af mine yndlingspassager fra digtet Trofast:

 

“Vi går gennem skoven / med løberne der render fra døden / vi hilser høfligt på den / ved det først er vores tur / når vi tager løbeskoene på.”