begyndelser_forsideForfatter:     Morten Ranum

Forlag:         Det Poetiske Bureaus forlag – ISBN 978-87-92280-20-6

Format:        Digtsamling, paperback, 45 sider.

* * *

For et stykke tid siden indfandt Morten Ranums digtsamling Begyndelser sig i publikationernes bulede kosmos, og det er endnu engang de energiske ånder i Griffenfeldsgade, der har lagt ryg til udgivelsen. Efterhånden kan undertegnede vel næsten betragtes som husanmelder for Det Poetiske Bureaus forlag, hvilket sædvanligvis plejer at være en fornøjelse, og denne gang blev jeg ikke mindre spændt af, at det var tekster af Morten Ranum, der skulle stå for skud, for det er en forfatter, hvis tekster jeg har læst med stor interesse tidligere. 

For nogle år siden begyndte dagens forfatter Morten Ranum, at dukke op på min radar i oplæsningsmiljøet rundt omkring i København. Han læste for det meste prosastykker op, ofte med et eksotisk tilsnit, og det er også mest som prosaist, jeg kender ham. Siden da har jeg haft lejlighed til at beskæftige mig nærmere med hans tekster, og ser oftere og oftere stærke elementer af lyrik i dem. Hvad for en fisk er hans skrivning så landet på denne gang? Jeg har tilladt mig, at kalde formatet digtsamling, selvom det meste i så fald nok er langdigte, men sandheden er at meget af indholdet i denne bog faktisk mest minder om en art hybridprosa. Forfatteren kalder selv udgivelsen for tvangstekster (forklaring følger), men måske er det smartest for nu, bare at betegne teksternes stilart som destilleret Morten Ranum.

Så var der forsiden: Hvis De, ærede læser, vil indvilge i at designere undertegnede som husanmelder for Det Poetiske Bureau, så må billedkunsterinden TAT som minimum betragtes som huskunstner samme sted. Endnu engang viser hun en effen sans for omslagsillustration i denne udgivelse, selvom hun synes at afvige noget fra hendes noget mere vanlige streetstil. Omslaget er holdt i kølige, blå toner og er meget stilrent i sin brug af forsidetekst. Et næsten minimalistisk præg er gennemført i hele bogen, og som flere andre udgivelser på samme forlag er opsætningen i bogen enkel, ikke-distraherende og låner sig dermed vel ud til disse formmæssigt snorrette tekster. Teksterne er flere gange spændt ud mellem margenerne, dog uden at få et blokpræg. Bogen er endvidere særdeles behagelig og afslappende at skue som pakke, nærmest som at stå med en isklump eller et stykke glas mellem hænderne.

Værket indledes med dét, der næsten bedre kan betegnes som en forskrift end et forord. Forfatteren opskriver værkets præmisser, og dermed delvist med hvilket sind læseren bør gå ind til teksterne. Normalt ville jeg være varsom overfor den slags styring, men med tanke på at forfatteren selv kalder bogens indhold for tvangstekster (teksterne er skrevet ud fra en metode), er det måske en fin måde, at forberede læseren på indholdet; forordet bliver næsten en lille litterær amouche bouche, der serveres først, således at man er klar til hovedrettens show.

Meget apropos tager første reelle tekst udgangspunkt i indledningen. Referencen til kirken i indledningen bliver let og gesvindt plantet ud i førstetekstens monologiske overvejelse om det teologiske, som så igen introducerer os til det måske mest centrale tema i Ranums udgivelse: Det cykliske i begrebet begyndelser. Igennem mange af teksterne behandles idéen om alting som cyklisk, som pendulsvingende mellem to yderpunkter, at tiden dybest set ikke rigtigt flytter sig samt dét, at uanset hvor meget man går, ender man altid samme sted, som man har været.

Selvom teksterne antager lidt forskellige former hist og her, så minder de fleste en del om hinanden, både formmæssigt og indholdsmæssigt. Lidt på samme måde er Morten Ranums sprogtone i denne udgivelse  mestendels ret monokrom, hvor ord der stikker skarpt ud til sammenligning, får en ret dramatisk kontrastfarve. Der er heller ikke mange henvisninger til noget udenfor bogens eget univers, ordene er nærmest spærret inde i bogens sider, hvor man som læser ligeledes må belave sig på, at karaktererne kun er ridset op i han/hun/jeg/du/vi, usw. Bogens største forté og ulempe er nok, at bogen kan fremstå for glat og anonymiseret i sit univers, og med de meget få fikspunkter bogen indeholder, kan man godt opleve en lost in the supermarket-fornemmelse, omend jeg må understrege, at det er i overensstemmelse med bogens præmisser, og i øvrigt meget stilrent gjort. Formuleringerne i deres filosofiske monologer giver mig lidt et indtryk af noget teaterpræget, måden de glider i kæder gnidningsløst nedover siderne, kan næsten ikke undgå at opstille et billede af en ensom fortæller, der sidder og konverserer sig selv. Et eksempel herpå:

“Jeg vil tro på mere / end vi håber. / Det skal stå i tykke bøger / om tusinde år / de vil læse om storhed og forfald / jeg vil lade storheden forfalde”

Teksterne virker oratoriske i deres opbygning, nærmest talt frem af luften, ikke tilvirket af en mere konstrueret form. Således fremstår det monologiske mere forstyrret i sin natur end decideret bekendende, og giver én indtrykket, at vi har at gøre med en fortæller, der ligger ude på kanten af sindets overdrev. Prøv fx. dette stykke:

“Jeg ønsker en million. Den skal jeg bruge til at redde verden. Jeg ved, hvad der er godt for alle. I skal blot lytte til mig. Det er mig der bestemmer. Er jeg mon Gud? Nå nej, det er jo hans hus og ikke mit.”

 

At emnet synes stramt bundet op, giver en glimrende helhed i værket, og selvom man til tider kan føle, det bliver lidt meget af det samme, så synes jeg aldrig helt, at man som læser kører rundt på en tekstmæssig Nordpol uden kort; til dét er værket alt for godt barberet og poleret. Med sin relative kortfattede længde bliver stemningen mere mesmeriserende, som om man kører forbi litteraturlandskaber, man synes at have set for kort tid siden, men ikke helt kan genkende alligevel.

Skal man sammenfatte Mortens Ranums værk med ét eneste ord, må det blive ordet helstøbt. Selvom en del af teksterne sikkert udspringer af tvang og følgelig deraf tilfældighed, får denne anmelder aldrig indtrykket, at forfatteren mister kursen på noget sted. Teksterne glider relativt let ned, er ikke svære at sætte sig ind i, hverken sprogligt eller indholdsmæssigt, men samtidigt står de med en solid tyngde i deres egen ret, der aldrig helt gør bogen flygtig. Hvorvidt teksterne mest peger i retning af lyrik eller prosa, er for mig svært at vurdere, men uanset hvad, peger de efter min mening i den rigtige retning. Mortens Ranums udgivelse er et særdeles smukt bekendtskab, og repræsenterer ét af de bedste værker foreløbigt udgivet på Det Poetiske Bureaus forlag, samt vidner om et stort talent, der utvivlsomt stadigvæk kun ulmer.