hellehelle

 

Hvad: Oplæsning i Det Poetiske Bureau.

Hvor og hvornår: Griffenfeldsgade 52, 7/9-10.

Hvem: Arash Sharifzadeh Abdi, Helle Helle, Søren E. Kristoffersen, Morten Ranum, Pia Tafdrup og Torben Ulrich.

* * *

 

Det er snart længe siden, jeg har anmeldt liveoptrædener for MetrOrd, men seks oplæsere, blandt dem to sværvægtere i branchen, tre garvede skrivende, og én absolut ener af en person, var nok til at overbevise mig om, at dukke op og indsnuse stemningen. Pen og blok i rygsækken, kamera i bæltet og afsted til hvad der snart er blevet Københavns litterære centrum: Nørrebro.

 

Problemet med at motivere sig selv til at komme til oplæsninger, når man beskæftiger sig med så mange af dem, er nok mest af alt et slags luksusproblem. Der er mange gode oplæsninger, det kan være svært at vælge, hvad man ønsker at spendere sin tid på, og i en kultiveret verden hvor næsten alle skriver, gider man efterhånden kun gå til oplæsninger for at høre sig selv. Denne oplæsning sender mig mod Nørrebro, hvor jeg selv læste op i sidste uge på Nørrebro Litteratur Festival, og det er ganske utroligt hvor mange litterære aktiviteter der foregår i lige dét område.

 

Sidste gang jeg var i Det Poetiske Bureau for at overvære en digtoplæsning, var det bla. Søren Ulrik Thomsen og Ursula Andkjær der læste op. Det var en blandet affære for mig, da der var stuvende fuldt i Bureauet, og jeg ingenting kunne se og kun i bidder høre. I et sikkert skæbnemæssigt betinget symbolsk styrt brækkede jeg min skulder på vej hjem, og således, til denne oplæsning, anlægger jeg en noget mere konservativ indstilling. For at sikre en ordentlig lytteplads denne gang, stikker jeg hjemmefra tidligt. Det er også derfor jeg kommer halvanden time for tidligt til arrangementet, omend en af aftenens ånder omkring Bureauet er venlig nok til at lukke mig ind, og vi udveksler et par kommentarer om et par af Bureauets affærer. Vi har ikke sniksnakket længe, før de første folk begynder at dratte ind.

 

Mit sats med at sikre mig en behagelig morfarstol i passende vinkel og afstand til mikrofonen begynder pludseligt at se lidt oversatset ud, da adskillige mennesker i større og større bunker hober sig op foran mig, og omkring et kvarter før take-off er der hele to rækker stående mennesker anbragt lige durk foran mig, og jeg ser mig nødsaget til at bide i det sure æble og rejse mig for overhovedet at kunne se noget.

 

Aftenens vært Martin “Boff” Thomsen virrer rundt som en tasmansk djævel for at binde tingene sammen. Iklædt en gul jumpsuit med ordet “poesi” trykt i tydelige typer på ryggen, minder han lidt om en astronaut i poesiens tjeneste parat til at blive affyret ud i et ordenes univers (hvorend det måtte være). Han indtager position bag mikrofonen og introducerer aftenens oplæsere, og det er med stor iver og gejst, at han påtager sig værtsskabet ved denne oplæsning.

 

Man har fra Bureauets side valgt at pakkeløse oplæsningen, således at oplæserne der huserer i Bureauet kommer på i første halvdel, og de mere etablerede giraffer kommer på i anden. Et lidt sært valgt, set fra min side, da jeg ville være mere interesseret i at se blandingsproduktet – hvordan klarer de mindre kendte forfattere sig over for de kendte, var et spørgsmål jeg godt kunne tænke mig at høre afklaret live.

 

Første oplæser er Morten Ranum, og han læser op af sin udgivelse Begyndelser (der er anmeldt andetsteds på MetrOrd), og det er svært ikke at lade sig rive med af hans intensitet og begejstring. Teksterne fungerer umanérligt godt som oplæsningstekster, og materialet formår i Ranums fyndige formulering at fremstå både aggressivt udfordrende og tilbagelænet reflekterende. Disse skift i kadence gør ens villighed til at lytte efter stoffet så meget desto større.

 

Næste på scenen er også en gammel kending på livescenen i København, og Søren E. Kristoffersen indtager scenen i vanlig stil, lidt som en genert knægt. Han medbringer fem temmeligt korte digte, der synes at læne sig op af et klassisk snit i deres lyrik. Jeg synes bidraget er lidt kort, og der kommer aldrig helt ild på teksterne. Jeg savner noget begejstring, noget diktionsmæssig indlevelse, for det foresvæver mig, at der er mere i teksterne, end der kommer ud over scenekanten denne gang.

 

Dagens absolut mest stilrent stiliserede poet på scenen er Arash Sharizadeh Abdi. Hans tekster, ofte med velsnørede enderim, ligger i aften, for mig at høre, og roterer omkring hinanden i en pardans mellem religionspolitik og mytologi. Skægt nok nærer den iranskfødte Abdi en forkærlighed for det klassisk danske i digtning, og det er forfriskende at høre dansksproget litteratur med rod i det mellemøstlige, der ikke udelukkende handler om noget geopolitisk eller socialt, men med et glimt i øjet tager sine emner seriøst uden at tvære dem i fjæset på folk. Jeg må tilstå, at jeg aldrig har været meget for enderim, men det er mest et spørgsmål om smag og behag.

 

Så er der pause, og de fleste flytter sig ud af svedekassen i Griffenfeldsgade og ud på fortovet. Jeg begynder lidt at frygte, at aftenens absolut mest giraffede giraf ikke dukker op, men netop i det øjeblik futter Torben Ulrich forbi mig og ind på Bureauet. Med sit lange skæg, og ansigt der taler voluminer, ligner Torben Ulrich en ældre vismand, man opsøger i et tempel på et bjerg for at få udleveret sit livs koan.

 

Da vi går i gang igen, er det Pia Tafdrups tur bag mikrofonen. Hun udleverer nogle reklamebrochurer som Gyldendal har ladet trykke. Efter at have bladret siderne igennem går min overvejelse på, hvorfor man ikke har sparet denne tryksag og udgivet en 32-siders digtsamling istedet. Pia Tafdrups oplæsning har jeg dog ingen anker overfor. Hun er sikker og stabil i både diktion og udtryk, nærmest sleben til størst mulige perfektion. En del af hendes digte har et rejsetema, som lokker et grin frem hist og her hos publikken, og hendes oplæsning går rent ind. Digtene kører i den velkendt observerende, nærmest centrallyriske stil (sorry, ingen sex denne gang), og selvom jeg nok aldrig helt bliver eksalteret over hendes skrivning, fungerer hun glimrende på scenen denne aften.

 

Så bliver Torben Ulrich trillet op på scenen, og han starter, hvad der lyder som en længere introduktion til sin egen oplæsning, men introduktionen bliver længere og længere og mere anekdotisk, som han kommer frem i fortællingen. Han roder sig ud i en masse sideforklaringer, hvor man sidder yderst på stolen (en imaginær stol, for de fleste blandt publikken står nu op), og venter på en forløsning i sætningerne. Det bliver klart for mig, at forløsningen aldrig rigtigt kommer, og oplevelsen ved Torben Ulrich er oplevelsen af ham. Han rabler sympatisk og ufokuseret afsted, som en genial fulderik, slingrende på en long john. Nær slutningen af hans tørn på scenen tyvstarter han en engelsk tekst, som han alligevel ikke rigtigt har lyst til at læse op. Istedet vælger han at runde af med en spøjs messende mumlen og udbryder pludseligt “STOP” – en reference til en tidligere anekdote han har rullet op for publikum. En særpræget ikke-oplæsning fra denne langskæggede excentriker, som er umulig ikke at holde af.

 

Sidste levende billede er über-giraffen Helle Helle, som jeg har haft et noget blandet forhold til, siden jeg blev tvunget igennem hendes noveller i gymnasiet. Jeg har dog lært at forlige mig med hendes prunkløse minimalisme og må sige, at hun virkeligt fungerer godt på scenen. Hun er sjov, indlevende, afslappet og velafbalanceret i sin måde at læse op på. Især den hæderkronede roman Ned til hundene får en speciel tur på scenen, og materialet fremstår sublimt morsomt med Helle Helles ferme greb om sproget. Aftenens største hit, og overraskelse, bliver for mig netop Helle Helle.

 

Derefter er der ikke så meget tilbage at sige. Klokken er over 23.00, og jeg orker ikke at blive og ryste poter med girafferne, som på dette tidspunkt har samlet sig en skare af formodede undergraduates på dansk og litvid, der med (igen formodede) julelys i øjnene ser deres snit til at indsnuse noget af den litterære atmosfære. For mig er det tid at gøre status: Det har en været en glimrende, men igen. lang aften. Store kudos fra min side til Bureauet for at samle en så solid lineup af oplæsere, selvom scoopet Torben Ulrich ikke ligefrem virkede i sit rette element. Bureauets egne oplæsere denne aften kender jeg udmærket fra mange andre arrangementer, men generelt holder de et højt niveau og glimrer især ved deres forskelligartede vinkel på litteratur. Atmosfæren er fin og humøret højt i Griffenfeldsgade, og selvom lokalerne ikke rigtigt er gearet til dette massive rykind, så får man alligevel indtrykket, at det har været en sjælden fugl af en oplæsning, man ikke får lejlighed til at stikke forbi hver dag. På vejen hjem overvejer jeg, om man ikke burde droppe forbi biblioteket en af dagene og give Helle Helle en ny chance.