0013

 Kjeld Schmiegelow :  A . Alfabetismer – sekvenser fra et alfabet.

DarkLights 2010. www.darklights.dk
Red. & korrektur :Susanne Jespersen
Layout : Susanne Jespersen
ISBN : 978-87-92657-10-7

 

Vartomt wiltres xanens ytling,
zartrer æskipalens ømål.
Åk, asklidens barfloks cyntring
drolisk egmer flysens gømål.

Hunk, if jumers kolifarver
lynjefaxsens manikolper.
Nunk or pumers quatrirager.
Rynd solaxen! Tan umolper!

[ Kjeld Schmiegelow: A]

`Twas brillig and the slithy toves
Did gyre and gimble in the wabe:
All mimsy were the borogoves,
And the mome raths outgrabe.

[Lewis Carroll : Jabberwocky]

Med  140 års mellemrum står de så på siden, de såkaldte vrøvlerim.  I det selvsamme øjeblik  man læser ”vartomt wiltres  xanens ytling” farer tankerne til et af litteraturens bedste nonsensvers.  Klart slægtskab.
Begge digte er grammatisk korrekte. Både Carroll og Schmiegelow ved hvad der er navneord og udsagnsord.  Begge forstår at farve vokaler, opfinde ord der formidler stemning og handling. Læseren er ikke tvivl om , at KS-digtet er mildt satirisk [ Åk, asklidens barfloks cyntring/drolisk egmer flysens gømål] eller at Carroll er ude med den brede beskrivende pensel  [ All mimsy were the borogoves/ and the mome raths outgrabe. ] Fascinerende er det at der i sprogets randområde findes mening  der, selv om formen er ukendt,   kan formidles via et dybereliggende perceptionsberedskab.  At vi sagtens kan gyse over hooligansproget i A Clockwork Orange uden at forstå det med intellektet.  Nu har jeg i øvrigt allerede givet gode grunde til at skrotte betegnelsen vrøvlerim/ nonsensvers. De summer af mening, gør de, vrøvlerimene.

Jeg sidder med det elegante, smækre røde bind med det enkle  omslag. Jeg åbner Alfabetisme – sekvenser fra et alfabet med forventning om at bogen omfatter ”det hele”. Det gør den heldigvis ikke. Allerede i første digt Alfabet  sørger digteren for at træerne ikke vokser ind i himlen. Han omtaler beskedent digtene som  bogstavs cirkus; intellektets juleri  skrevet ved hjælp af niogtyve ordartister.  Og dog er netop ordartisteri  et  i positiv betydning rammende udtryk for den gevaldige  kreativitet , der slippes løs på siderne.  Den valgte  form –  et digt for hvert bogstav i alfabetet plus et mikroplan hvor de enkelte ord er pålagt alfabetisk orden –  kræver stor sproglig disciplin og opfindsomhed.  Jeg  synes det er lykkedes i langt de fleste af tilfældene.  Naturligvis er ord som ”qua” og ”chance” velegnede i snævre vendinger og bruges rimelig hyppigt, naturligvis kan man synes det er  mærkeligt at læse digte med  fremmedorbogen opslået;  men dette  er let at tilgive når man læser tekster  som Yndigtlandet; Ødeland; Zapperen og mange flere hvor det i den grad er lykkedes at perfektionere balancen mellem pålagt form og væsentligt indhold eller når man læser fine  linier som

Ingen hører Gud for evigt. /Dødens corpus barnet ammer . [ Faldende alfabetisk rækkefølge om den korte vej fra fødsel til død i Åreladning. ]
Troskyldig undren. Vårens watt.  [ Hukommelse. ]
Fragmenteret gråhed hærger indad./ Jagtinstinktets kaos lister med. [ Nøgenhed. ]
Sandholmlejrens torden/ under verdensborgerfængslets wirer. [ Yndigtlandet. ]

Under det valgte alfabetiske mønsters disciplin er det langt hen ad vejen lykkedes forfatteren at skrive så man ofte glemmer at ordene er alfabetiseret.

Hvorfor så al den ulejlighed?  kunne man spørge.  For mig ligger svaret i destillationsprocesseen. Når ordene er underlagt et overordnet mønster, bliver udvælgelsen mere  central end i  konventionelle digte.  Når Eros, Krigen, Menneske, Ord  skal  beskrives/ videregives  i en bunden sproglig opgave ,  er udvalget af ord begrænset på en  anden måde end i friere digtformer.  [I øvrigt også i visse elizabetanske sonetter, hvor et konventionelt ordvalg løber lige ind i formen og lægger sig dovent tilrette. ] Der bliver noget emblematisk over digtene.  Ordene står i strukturen på den plads, og ofte kun den plads, de har mulighed for.  Jeg vælger digtet Yndigtlandet :

Yderst zigzagkystens ælde.
Øer, åer, agre, bakker,
cykler . Danmark er for gavmild.
Hjerteblod i julimarker.

Kom landflygtning mød nationens
ofres puls qua retsstatslege.
Sandholmlejrens torden under
verdensborgerfængslets wirer.

Ordene følger alfabetet fra y til å. Når å er nået , begyndes forfra med a.
Digtet starter med traditionelle associationer til kernefædrelandssange.  Planter et genialt ”cykler” mellem bakkerne. Vender vrangen udad på landet der er alt for gavmild med blod; og alt for karrig med at give asyl.
Ubesværet synes jeg.  Sprogligt kreativt. [Landflygtning!]

*****************

Der er noget der ligner et credo i digtet Ord: ”Ord pensioneres qua regler…… bagved censurens dekret / endte folk glemt.”

Ord pensioneres qua regler,
som tomheder uden værdi.
Warholske zenofobier,
ytringens zoologi.

Ætsede ører – åh, afmagt.
Bagved censurens dekret
endte folk glemt. Her i junglens
krat ligger menneskets notat.
( Versefødderne i sidste linje passer hvis man siger” men´skets notat ;-)”  )

Alfabetismer sender pensionerede ord tilbage på glosemarkedet med det glemte indhold intakt.
De bortcensurerede bogstaver x, z, q bliver ligeberettigede med  resten af alfabetet.  Ikke kun for sjov [jfr. Yndigtlandet. ] … men også for sjov [ Jfr. Vartomt.]

Blandingen af nydannede ord med konventionelle er et væsentligt træk ved digtene.  De ligger på en skala fra digte, der udelukkende spiller på lyd og rytme i det ikke umiddelbart genkendelige  [ som i Lagglemt ] , til digte hvor enkelte  ord er hentet fra det  lagglemte [ F.eks. i Identitet] . De usædvanlige/ nydannede ord sniger sig gradvist ind i kendte kontekster.  Ikke på en se-hvor-mange-lærde-ord-jeg-kan- måde; men på en se-hvad – jeg – har-  fundet- måde.  Sådan bliver digtenes vedkommende indhold forsynet med en forsinkelseseffekt; den nedsatte læsehastighed bliver en styrke.

*******************

Når digte bevidst sætter sig regler for komposition og sprog , inviteres der naturligt til at læseren beskæftiger sig med projektet på baggrund af  forfatterens intentioner, men jeg vil lige sikre mig, at du der overvejer at købe Alfabetismer,  er  klar over at den indholdsmæssige side klart matcher den formelle.   At der er tale om engagerede digte der beskæftiger sig med væsentlige sider af tilværelsen.  Som i digtet Nøgenhed, hvor overgreb mod en ung kvinde kaster skygger over nuet og fremtiden.

Nogen overtaler pigebarnet.
Qua resursedeling skabes ti
ubekendte voksenvenners weekend,
Xenon yder zoneterapi.

Ætser ønskebarnets åbne ansigt
Brister chancens dunkle evighed.
Fragmenteret gråhed hærger indad.
Jagtinstinktets kaos lister med.

Og lige en cadeau til korrekturlæseren, der har manøvreret mellem ”meningsløse” og nycoinede ord med stor sikkerhed. Kun én slåfejl så vidt jeg kan se.


 Poul Høllund Jensen  

29. september 2010