detdada

 

Forfatter:     Ole Perregaard

Forlag:         Det Poetiske Bureaus Forlag – ISBN 978-87-9228-14-5

Format:        Digtsamling, sammenhæftede kort, 20 sider.

* * *

 

Blandt de særeste af snegle jeg har haft fornøjelsen af at møde i min traven rundt i det skrevne, er Ole Perregaard. Han er som forfatter den sjældne type, man næsten ikke kan hæfte op i ord. Derfor er det vel næsten herller ikke ikke underligt, at han står bag digtsamlingen det dada – en yderst særpræget tingest (for hvad er den egentlig for noget?) – og ligeså lidt underligt at man som læser roder frem og tilbage i disse ark, der på en eller anden måde udgør en slags udgivelse. Hvad det helt præcist drejer sig om, skal vi prøve at nærme os i denne anmeldelse. Om muligt bliver det endnu mere skummelt end først antydet.

Lad os i første gang blive enige om, at der er tale om reel udgivelse af ord. Så langt, så godt. Det Poetiske Bureaus Forlag har endnu engang smidt deres hat i ringen, og ud er kommet en helt speciel sag. Selve måden man får mulighed for at læse den på, siger en del om ophavsmanden kringlede hovede. Den kan læses både forfra og bagfra. Derudover kan den minsandten kun læses ved at rotere de individuelle ark omkring en snedig, lille mekanisme nederst i hjørnet af udgivelsen, for den er solidt hæftet sammen med en skrue.

Alene dét at sidde med med hænderne om Ole Perregaards tekster i denne indpakning, giver  nærmest en direkte taktil fornemmelse. Udgivelsen er fysisk nærværende, og folder sig ud som et spil kort foran én, når man går igang. Da begge sider af hvert ark er påtrykt digte, og forside og bagside er præcist den samme, står det ikke helt klart for denne anmelder, hvad ende man bør begynde fra – det er formentlig en lille juleleg fra forfatterens side, at overlade til læseren at bestemme læseretning. Historien melder intet om, hvem der står bag det grafiske og udformningen af digtsamlingen, men lur mig om hr. Perregaard ikke selv har haft noget med affæren at gøre.

Jeg begynder at læse bogen på den mest normale vis jeg kan, og allerede dér dumper jeg måske forfatterens opgave. Den lille skrue i hjørnet antyder for mig en læseretning, når den er anbragt i venstre hjørne, da den dermed illuderer en slags bogryg til venstre, og med den sikre viden tør jeg med en smule sindsro kaste mig ud i selve læseopgaven.

Da bogen kan vrides frem og tilbage om hæftningen som en anden tæppeprøve, bliver det lidt en underlig affære at skulle vurdere de individuelle digte, og hvordan man egentlig læser denne samling bedst. Starter man fra samme side som denne anmelder, begynder teksterne at lægge sig ud foran én som et spil kort. Teksterne er udført i en relativt lille, funky font som eskalerer i størrelse, som man kommer frem i digtsamlingen, omend den svinger skarpt i størrelse og opsætning senere hen.

Når man læser hr. Perregaards digte, så lader det til, at læseren selv må tage et valg om retning, også i de individuelle. En stor del af digtene kører i to kolonner, afbrudt af en stor blank midtersøjle mellem ordene, og således man kan læses dem i flere retninger. Et eksempel kunne være dette digt:

Hvis man læser nedefter kolonnemæssigt (det er desværre kompliceret at gengive):

 

piketiktak / piketik / tak / tiketik / tak /”

 

Men læst horisontalt:

 

piketiktak / etiktak / piketik / pik / tak / tak / tiketik / etipiktak”

 

Digtene fungerer ikke så meget som digte i deres egen ret, men som stykker sat sammen af korte stavelser. Nogle gange er der tale om småord, der rimes og vrides videre i digtenes forløb, andre gange rent nonsensisk gakgak. Sætningernes konstruktioner arbejder således også mest gennem deres lydlighed og rytme, og kan ofte virke som et skriftsmæssigt Jackson Pollock-maleri. Mange gange kan man fristes til at tro, de er skrevet ud fra en rent tilfældig proces, men der lader skam til at være en slags overordnet styring på tingene. Linierne kører ofte med små variationer i forhold til hinanden, på en sådan måde at digtet mere eller mindre muterer sig vej igennem sit emne efter et program. Der er ikke tale om digte, der oplister sine pointer i et skema (selvom digtene visuelt ofte kan fremstå sådan), men der er mere tale om en oprindelig figur, der skifter udseende og tone foran ens øjne.

Ole Perregaard og hans skrivning er ganske givet en fjern fætter til dadaismens dogmer, men galskaben i digtene hér er alligevel løsreven fra en overordnet, udefrakommende skoling. Alle bærer hans vandmærke, både formmæssigt og med hensyn til indhold. En sprudlende sans for humor gennemsyrer digtene, en tvetydig politisk vinkling ligeså og bag teksterne lurer der derfor en meget genkendelig herre. Teksterne er så tydelig stilmæssigt farvet i en bestemt retning, at et spørgsmål om smag begynder at blive relevant. Anmelderen hér er ikke i tvivl om, at man skal varme op til teksterne, før de begynder at virke charmerende, og nogle folk får givetvis aldrig rigtigt hul på stilen.

Ordene trænger sig på, når man læser disse digte, og man får en ubændig trang til at læse dem op. De er fysiske legoklodser, som forfatteren benytter som grundsten til et murværk af satte kæder. Vi er ikke ovre i decideret konkretisme eller systemdigtning, men for en god del af teksternes vedkommende, bærer de præg af, at forfatteren har indgået en kontrakt med sig selv om en bestemt tilgang. I et af digtene starter hver linie med romertal, som var der tale om en officiel opremsning:

 

“i  hisch / ii  o / iii  mens vi venter på godo / iv  nato / v  nu er det vår / vi  i kalifakanutternes kalifat”

 

Andre digte tillader sig helt forskellige opsætninger, nærmest figurative opstillinger af gentagelser eller gentagelser med variationer. Fontstørrelsen svinger gevaldigt og synes tilpasset det individuelle digts egne betingelser – ingen ensrettet dagsorden, men en bølgende, boblende konstant mutation af ord som man aldrig på noget tidspunkt finder en helt entydig logik bag, anden end den logik som forfatteren nu måtte gå med i sin egen bevidsthed. Ole Perregaard er en snu herre i sit felt, og vil utvivlsomt lokke læseren ud på glatis, ved at invitere dem ind i hans hoveds spejlkabinet, for at få en tumultarisk tur i hvad det vil sige at analog med Ole.

Denne meget kompromisløse måde at opstille tingene på, har naturligvis sine omkostninger for udgivelsen. Naturligvis er det positivt, at man ikke er i tvivl om forfatterens særkender, men når man tvinger læseren til at skrive under på en kontrakt forskudt så langt i retning af poetens hovede, så risikerer man også at en del står af. Indrømmet er bogen i visse passager svær at finde fodfæste i. Der vil være folk, der læser det dada, som var den et forsøg på at finde en acceptabel middelgrund mellem afsender og modtager, men det er den ikke – man er nødt til at sluge den hel med som den er, for hr. Perregaards køkken er det muntre og ikke et postmoderne fusionskøkken. Jeg vil anbefale alle nysgerrige sjæle i det mindste at prøve den af på deres sjæl, og se hvad de kan få ud af den. Bogen er ikke rigtigt et spejl som læseren vil kunne se sig selv i, den er et karnevalstur i fremmed territorium. Den er et lille kuriosum, både i udformning og indhold, og bestemt tiden værd – om dens fortræffeligheder så også kan svare indgangsbillettens udgift, er nok mere individuelt op til den enkelte læsers lyster.