frederikbjerre_hovedpersonen_forsideForfatter:     Frederik Bjerre Andersen

Forlag:         Jorinde & Joringel – ISBN 978-87-7322-121-1

Format:        Prosadigttekster, paperback, 47 sider.

* * *

En af de mest aktive skikkelser på den københavnske lyrikscene i de sidste omtrent ti år er Frederik Bjerre Andersen. Til daglig fungerer han som den ene halvdel i digtergruppen Lyrikkanonen, men har ellers også en masse på sit curriculum: Medarrangør af Poetry Slam Cph., deltagende i den eksperimenterende hyperlinktekst 99 linier, medredaktør på Sentura og er ellers initiativtager til en masse forskellige digteriske tiltag. Hans reelle skønlitterære debut udkommer på det fra støvet genopståede forlag Jorinde & Joringel og finder vej til verden under navnet Hovedpersonen.

De fleste læseres første spørgsmål til en samlinger tekster kaldet Hovedpersonen vil nok være:  Hvem er hovedpersonen? Spørgsmålet bliver mest behandlet retorisk i Frederik Bjerre Andersens debut, idet teksternes centrale præmis tilsyneladende er deres forsøg på at cirkle sig ind på et billede af hvem denne mystiske hovedperson er. Teksterne ligger og roterer omkring denne person, og næste spørgsmål kunne være, om de så formår at videregive en tydelig definition af personen – og om de overhovedet skal forestille at opstille et tydeligt billede.

Jorinde & Joringel udgiver nogle indpakningsmæssigt ret flotte og lette sager i øjeblikket, hvor fokus synes at ligge på at lave store mængder udgivelser af temmeligt kort tilsnit. Således er der også givet mulighed for Frederik Bjerres debut, der udkommer formet i et kvadratisk paperback-format. Bogen er illustreret af Simon Bang, som med skitserende penneføring opridser et slags storyboard af hovedpersonens historie. Illustrationer og tekster går godt i spand med hinanden og der er en fin overensstemmelse mellem det skitseprægede i teksterne og illustrationernes løse stregtegningspræg.

Selve bogens indhold består af kortere tekster, der vel nærmest kan betegnes som en slags prosadigte eller hybridprosa. Teksterne er anbragt som tekstklodser midt på de kvadratiske sider, grafisk opsat med god luft over og under sig. Layoutet er køligt, luftigt, næsten spinkelt og teksternes udformning spejler i deres figurer materialet, som mestendel består af enkle oprids af denne hovedperson.

Langsomt introduceres vi til hovedpersonen, men som illustrationerne også antyder, ser vi på det nærmeste kun nakken af ham. Hver tekstblok fungerer som sit eget lille lukkede kasseunivers, fyldt ud med løsrevne rammebeskrivelser. Frederik Bjerre smider i løbet af teksterne flere forskellige begreber ind i ringen, der nærmest som sukkerknalder i en kop te opløses og bliver en del af teksternes egen eksistens. Man kan sige disse koncepter tilføjer smag eller farve til en ellers relavtivt monokrom skrivning. Således tvinges man hele tiden til at forholde sig til nye koncepter, der på det nærmeste sætter teksterne i vibration: Hovedpersonens vippen på fødderne, en ukendt gymnastikpige, balloner, en presenning, en rød Ford Mustang – allesammen små gåder og symbolske kruseduller der tilsammen udgør en samlet ramme omkring vores hovedperson. Plottet forbliver mystisk, som var det tilhørende en afart af kriminallitteraturen i al sin fordækte opbygning, og det er i sig selv inciterende. Hovedpersonen glider ind i sine omgivelser som en mand ind i et jakkesæt.

Hvad der starter som rammebeskrivelser og små bemærkninger om hovedpersonen, bliver så småt hen ad vejen mere reflekteret. Der kommer flere filosofiske betragtninger til, et dybere indblik i hovedpersonens tilsyneladende tankegang, og forfatteren introducerer såmænd også på et tidspunkt et vi. Man har indtrykket at tekstens historieforløb accelererer, og at der opstår en slags udvikling i fortællingen, men meget af hovedpersonens reelle ansigt forbliver stadigvæk i tågen. Uanset hvor mange vinkler vi får på figuren, kommer vi faktisk aldrig rigtigt tæt på. Figuren synes at stå og blafre foran læseren, og det er i den forbindelse, at teksten fremstår hermetisk lukket overfor omgivelserne. Det leder uværgeligt tankerne hen på, at forfatteren næppe er interesseret i, at vi som læsere skal give hånden til hovedpersonen og blive grundigt introduceret, men istedet kun ønsker servere få små glimt af ham, som skal danne modspil i vores egen opfattelse. Vi får kun billeder af en jakke på vej væk, lyden af klikkende sko, et kort blik af en nakke. Forfatter formår at atomisere sin hovedperson i beskrivelser og omtale, til personen nærmest fremstår mindre klar i slutningen af bogen end i begyndelsen.

Sproget i Hovedpersonen er direkte og minimalt, nærmest underspillet i sin tone. Teksterne er godt renset ud for lyrismer og fremstår til tider decideret knastørt. Poesien opstår et sted mellem ordenes billeder og liniernes glimtende formuleringer – sætningerne er korte og ind til benet og fungerer næsten som små reflektioner i et krystalsmykke, der drejer rundt i solen; til tider fanger de en stråle og blænder læseren, andre gange kun en farvetone. Et eksempel på Frederik Bjerres måde at sammensætte en beskrivelse på kunne være dette:

 

 “Her er hovedpersonen forpustet. Han fortæller om stormvejr. Sorte parker, gløden i gadelys. Om triste passager i Modest Mussorgskys musik. Ordene griber om sig, som blindgyder. Hovedpersonen taler godt for sig.”

 

På trods af den upyntede sprogtone, så lader Frederik Bjerre til at have et glimrende tag om sproget. Det er bare ikke altid nødvendigt for ham at bevise i denne sammenhæng. Sproget er netop barberet ned til det punkt, hvor det kun fungerer som stillads for hovedpersonens virke. Denne afholdenhed er, som jeg læser det, specielt klædelig for denne type fortælling. Som læser er det formentlig idéen, at man skal opstøve idealet om, hvem denne person ér, og hvorfor han er så vigtigt, at hele bogen er en stor ramme om ham. Er det forfatteren selv? Er det forfatteren, der holder et spejl op foran os? Er det en helt fiktiv tredie person? Som man læser sig ind på hovedpersonen, bliver det ikke nødvendigvis mere klart, hvad denne person repræsenterer. Jeg synes næsten man kan sige, at forfatteren overlader personen til læseren i løbet af bogen, nærmest fraskriver sig retten til ham som figur.

Nuvel, hvordan bedømmer man et værk der peger så meget i én retning? Jeg vil som anmelder anføre, at jeg er klar over at det aldeles usmykkede og uprætentiøse sprog, forfatteren gør det i hér, vil frastøde visse typer læsere. Bogen er ikke ligefrem overlæsset med beskrivende adjektiver. Derudover fremstår bogen monokrom både visuelt og sprogligt. Det er en bog, hvor man er nødt til at bemærke mindre detaljer, og kunne sætte pris på den meget elegante måde hele affæren er sammensat på. Jeg nævnte tidligere, at illustrationerne lignede storyboards, men hele bogen kan faktisk virke netop sådan: En serie skitser i forskellige grader af færdiggørelse. Tag ikke fejl, bogen virker velovervejet og gennemarbejdet, og det er helt sikkert forfatterens idé, at teksterne skal virke løsrevne, til tider arbitrært overfladiske i deres fokus. Der kan kun være ringe tvivl om, at her er tale om et helstøbt og raffineret produkt. Hvis man som jeg elsker tekster, der på stærkest stiliserede vis formulerer sig i én retning, tekster der er slebet til, så alt det overflødige ligger på arbejdsgulvet, så vil Frederik Bjerre Andersens bog Hovedpersonen, falde i god jord hos én. Det er en stærk debut, der mere end antyder forfatterens mangeårige baggrund i skrivemiljøet. Jeg anbefaler, som vanligt, at man tager et forsigtigt kig på bogen, men dog et kig.