Forfatter: Ruben Greis

Forlag: BoD

Format: Skønlitteratur, Paperback

ISBN: 978-87-7691-731-9

For efterhånden ret mange måneder siden modtog jeg Den Sidste Gentleman (DS) med posten. Jeg læste den ret hurtigt derefter, men så kom en masse ting i vejen. Nu har jeg endelig fået læst den anden gang, og er klar med min anmeldelse. Forfatteren hedder Ruben Greis (RG), og efter hvad jeg kan pejle, er dette hans debut. Denne gang handler det om noir-stemning, slå på tæven og en god gammeldags tour de force gennem København og opland.

Bogen starter ud med blod og sne, en altid herlig farvekombi. Derefter følger atten kapitler på omkring 10 sider hver. Det gør bogen meget overskuelig, og ret hurtigt læst.  Sproget er ligetil, og DS er behageligt fri for alle mulige småfejl. Derfor er det også en af den slags bøger, man læser i et stræk. Men det er nu ikke kun fordi DS er på omkring 170 sider. Man læser den også hurtigt, fordi RG faktisk har fat i den lange ende.

Fra bagsiden:

MARKUS har siden sin tvilling Mikaels død isoleret sig med internettet og samboen Arif som eneste selskab.

ARIF sender sin modstræbende ven på en date med pigen Liv i håb om at få ham tilbage på banen.

LIV har dog skeletter i skabet, og snart jages hun og Markus gennem København af ubehagelige typer.

Det udvikler sig til en blodig weekend med grumme konsekvenser for dem alle tre i denne hæsblæsende, noir-inspirerede thriller for de ældste unge og de unge voksne.

Den sidste gentleman er en bog, der forløber i et hæsblæsende tempo. Genren er af samme skuffe som Sin City, selv om hovedpersonen Markus er meget langt fra at være en helt. Tværtimod er han lidt af en knudeknægt, der overhovedet ikke er kommet sig over brorens død,  eller i stand til selv at få sit liv op at køre igen. Det ændrer sig meget pludseligt, da en blind date udvikler sig til blod, sex, tæsk og gedigen vold som vor mor lavede den.  Sammen med Markus er pigen Liv, der er skyld i de fleste tæsk Markus får. Til gengæld er hun også en frelsende engel med et noget beskidt vingefang.

Ruben Greis gør det godt. Hans beskrivelse af de forskellige personer holder, og han er meget grafisk i sin måe at beskrive voldsscenerne på. Selv om der ikke er megen plads til den store, floromvundne metaforik i selve sætningerne, er sproget meget flydende og holder læseren fanget. At metaforerne er få, klæder fortællingen. Der er ingen skønhed eller kunstnerisk dybde, når en mand skyder efter dig, eller skærer lidt i dig for sjov skyld og narrestreger. Det er lige på og hårdt. Selv om billedsproget ikke er markant, udviser RG alligevel en god forståelse for sproget, og han bliver aldrig kedelig eller gentagende at høre på.

RG slipper også godt fra sin beskrivelse af København. Undervejs besøger vi forskellige locations, kigger ind til ludere, den organiserede kriminalitet og storcentre. At så mange forskellige steder er med i bogen, understreger på ganske god vis, at hovedpersonerne er fredløse, og bliver nødt til at løbe for livet. Eller slå, skyde eller stikke for det.

Der er dog en ting i fortællingen, som jeg synes halter. Det er hele Markus forhold til hans døde tvilling Mikael. RG lægger fint ud med at vise, hvordan minderne stadig kontrollerer hele Markus liv, men derefter glider den del af historien i baggrunden. Der kan argumenteres for, at der ikke er plads til at sørge, når man får stukket en gun i hovedet. Alligevel tænker jeg, at med en så speciel bevæggrund, skal den også bruges til noget mere aktivt. Ikke nødvendigvis noget dybdepsykologisk – i genrens ånd ville det passe helt godt, hvis nogle af slemmerterne måske havde haft noget at gøre med brorens død, eller Liv på sin egen måde var indblandet. Til sidst i historien træder Mikael-historien igen i karakter, men på mig virker den en smule påhæftet.

Forsiden er tegnet/designet af Spritt Schapiro efter en ide af Ruben Greis. Den er stemningsfuld og præcis – kvinde og pistol. Så bliver det vist ikke mere tydeligt. Desuden har Ruben Greis oprettet en facebook-gruppe til bogen. Følg blot linket

Det er så også mit eneste forbehold. DS er ikke stor kunst, men den smasker lige ind i dit fjæs, og giver dig smæk for skillingen.  Den er en film skrevet ned, og minder til tider om gode, gamle Pusher, hvilket er en kompliment. Da der ikke findes så mange bøger af denne slags på dansk, er jeg helt sikker på, at DS vil få et helt pænt publikum.

Anmeldt af A.Silvestri