0011Else M.D. Skovborg : Hirsholmene.

Forlaget Vandkunsten.
Lindgreens Allé 20C, 2300 København S
info[snabel-a]forlagetvandkunsten.dk

123 sider.

Pris 199,- kr.

ISBN 978-87-7695-184-9

Her i november udkommer Else Skovborgs tredje bog: Hirsholmene. Bogen foregår i årene 1943- 44, hvor forfatteren som ung kvinde var lærer på Hirsholmene, en lille øgruppe ud for Frederikshavn. Bogen rummer tanker og begivenheder fra opholdet og som noget helt speciel former den sig som den modne forfatters [født 1921] forsøg på kommunikation med sit unge nyuddannede jeg. Her beskrevet som et ”jeg” der taler til et ”du”. Bogen fortæller levende om ankomst og ophold, dagligdag på øen under 2. verdenskrig, skolegang, årstidernes skiften, breve fra kæresten tilbage på fastlandet og slutter med bryllup.

Det store og modige projekt er dog Else Skovborgs forsøg på at komme under vejr med sig selv som ung. Ganske konkret forestiller hun sig at være til stede på Hirsholmene for at komme til en forståelse af den unge pige hun var. ”Nu har jeg besluttet , inden det bliver for sent, at anstrenge mig for, at vi skal få noget med hinanden at gøre.” [ s. 5]

Processen er til tider vanskelig. ” Du lukker døren for mig. Hvordan skal jeg nu finde dig igen?”[8] og den stærke trang til at møde sit tidligere jeg møder modstand. ”Men jeg kan se, at jeg taler for døve øren.” [14] Til tider er forsøget tæt på at blive opgivet. ” En snak med hinanden får vi nok aldrig”. [92]
Der er virkelig tale om et eksistentielt eksperiment der rækker ud over bogens eget ”jeg” og ”du”. Har Heraklit, den græske filosof fra o. 500 før vor tidsregning, ret når han siger : ”Man kan ikke bade to gange i den samme flod” ? At det vand , man stiger op af, flyder videre, så næste gang bader man i noget andet ? At tiden er gået,at vandet er løbet ?

Jeg tror, at udgangspunktet i bogen er at projektet kan lade sig gøre. At det er muligt at kunne forstå sig selv som det menneske man var for år tilbage: ”Åh hvor jeg nyder samværet når du er så nærværende. ” står der et sted. Men jeg tror også at den endelige erkendelse af at der altid vil være afstand mellem det skrivende ” jeg” [2010] og den unge pige på Hirsholmene [1943] har været vanskelig , måske smertelig. ”Jeg må følge dig til dørs men jeg går ikke med ind. Hvor skulle jeg være? … i soveværelset leger I to elskende mand og kone. ” [95].

En grundlæggende bagggrund for forfatterens ønske om at forstå sig selv som ung er, at ægteskabet med den elskede ikke varede mere end 17 år. Da hun forestiller sig at være til stede ved den unge kvindes bryllup skriver hun : ”Jeg skubber en mørk tanke til side, den at dit giftermål kun kommer til at vare i sytten år, før han forlader dig for at gå til det ukendte land. ” Der er ikke blot tale om at forstå sig selv som ung og forelsket ;men også et forsøg på at rumme tilbageblikket på livet før tabet.

Men selv om forsøget på at komme tæt på den unge lykkelige piges tanker slår fejl, slutter erkendelsen ikke i resignation. Man kan ikke hoppe tilbage i ungdommens flod; men måske bliver man [paradoksalt?] ikke en anden selv om man/ tingene ændrer sig? Denne anmelder fornemmer en afklaret accept af de næsten tres år der ligger mellem bogens ”jeg” og ”du” : ” I toget mod Randers lader jeg dig sidde i fred i kupeen. Kig du bare ud af vinduet og drøm videre. Jeg tænker på mine egne drømme.” [116]. Fornemmer en accept af lykken anno 1944, selv i lyset af det der kom efter . Om den unge piges bryllup hedder det:

”Her bliver du stående…. støttende dig til hans højre arm. Smilende til fremtiden står I der, indrammet af kirkedøren.

Intetanende. ”

Forfatteren har haft fat i dybe lag i sin person, og turdet afdække dem.

Poul Høllund Jensen