tageailleborges_forside

Forfatter:     Tage Aille Borges

Forlag:         Forlaget Armé – ISBN 978-87-991532-7-5

Format:        Prosatekster, paperback, 65 sider.

* * *

 

En sporty lille sag af en bog fra Tage Aille Borges har fundet vej til de glubske anmelderkløer monteret på undertegnede, og som med den seneste fra samme kant (i samarbejde med Ejler Nyhavn), skal hovedet lægges noget i blød, hvis man skal læse sig ind på bogen. Konceptet bag bogen er en væsentlig del af kontrakten mellem forfatteren og læseren, og måske er det en god idé som læser at nærstudere den centrale præmis, før man kommer til at skrive under på noget, man ikke forstår. Hermed mine damer og herrer skal vi ind under huden på ERRATA, 1: Praksis, en genealogisk manøvre.  Hold da helt ferie, hvor lover den titel om noget mere.

Men, som Pixies engang sang, this ain’t no holiday. Når man studerer baggrunden for bogens tilblivelse, at bogen er den tilrettede version af Per Højholts digt Praksis, kan man godt blive bange for, at bogen er ude i dét litterære territorium, hvor den kun kan læses, og måske især værdsættes, af folk der ellers hensygner som studerende i den kunstneriske blindgyde kaldet litteraturvidenskab. Det er et spørgsmål værd, om bogen kan læses uden næroptik og grundig smag for litteraturens marv. Selve navnet Tage Aille Borges er jo også et opsnappet forfatternavn, med klare henvisninger til en vis forfatter, så det burde ikke undre nogen, hvis der går lidt demonstration i bogens udskejelser. Uden yderligere introducerende dansetrin fra anmelderens side, bør vi nok kigge på, hvad vi har med at gøre rent fysisk.

Hvis vi kan løsrive os fra det klassiske billede af en cocktailkjole, vil jeg beskrive bogen som den lille sorte. En meget enkel, nærmest ydmyg udgivelse; sort omslag, hvide bogstaver på fronten og temmeligt no-nonsense i sin fremstilling af sig selv. Hele bogen benytter en fin lille font, der ikke gør så meget væsen af sig, faktisk så lidt, at den næsten bliver svært læselig i sin minimalt udformede typografi. Det er nærmest som om bogen udfordrer én til at nærstudere den. Den er generøst krydret med fodnoter i anden halvdel, og teksterne i første halvdel følger et slags skema, hvilket bidrager til det konstruerede, akademiserede udseende. Man kan godt få indtrykket, at den mildt parodierer en art faglitteratur.

Alle første halvdel af bogens tekster er benævnt Erratum og påhæftet med et romertal. Flertalsformen Errata refererer til den latinske betegnelse for rettelser og tilføjelser i en tekst. Når Tage Aille Borges involverer lige dét ord i titlen, er det nok fordi første halvdel af bogen koncentrerer sig om at korrigere de individuelle ord, eller brugen af ordene, i Per Højholts Praksis-digt, der tager sig således ud:

 

“Hvordan man omgåes æg er vanskeligt / som om vinteren når det sner på ens mund / goplens lange hyl gennem oceanet”

 

Altså, første tekst omhandler udelukkende ordet hvordan, næste tekst ordet man og så fremdeles på hver sin side. Ikke nok med det, men hvert ord behandles som en fejl, hvor Tage Aille Borges går ind og påpeger fejlen, for så at diskutere denne med en grimasse som var det et yderst seriøst projekt. Motiverne hos Per Højholt (som regel hér beskrevet anonymt som forfatteren) granskes nøje og alle sten under hvert ord vendes. Teksterne lyder meget alvorlige i deres sprog, men der skal ikke så meget kløgtighed til hos læseren, før man kan regne ud, hvad der er på spil. Den tilsyneladende akademiske overvægt i teksternes sprogbrug, modsvares glimrende af hvad der kan betegnes som karikatur i indholdet – ordene bruges som afsæt til diskursive tekster, og i den instans vokser der en selvstændig prosa frem. Naturligvis spiller forfatteren ikke med åbne kort, men kender man spillets betingelser, er det intet problem for den læserpart, der skulle finde lyst til at spille med. Måske er erhvervet i at udforske Per Højholts bevæggrunde for at skrive digtet ægte nok, men det er, for mig at se, såmænd kun sovs på bogens rigtige kød, da det er Tage Aille Borges’ egen prosa og evne til at bruge sproget mod sig selv, der bærer det meste.

Bogen falder som nævnt i to dele. Anden halvdel er, om muligt, en endnu mere speget affære end første. I en længere prosaudredning benævnt, APPENDIKS, bevæger Borges sig ind i en serie af tekster, fastholder et længere narrativ, som synes at blande en biografisk beskrivelse af Højholt noget metafiktivt. En stor del af teksten behandler, så at sige, varetægten af det litterære bo efter Per Højholt. Blandt det mere nøgterne finder vi på side 33 dette:

 

“Det er ganske vist, at forfatteren havde planlagt sit forfatterskab ned til mindste detalje. Allerede efter sin gendebut i 1963 begyndte han at pusle med ideen, at han kunne udvirke et samlende opus, godt nok splittet op i atomer (adskilte udgivelser), men ikke desto mindre et sammenhængende værk, der kun i kraft af alle delene ville afgive en bestemt betydning.”

 

Brillen skal vel pudses ekstra kraftigt, for ikke at afsløre, at vi hér taler om noget, der er formuleret biografisk og gerne skulle ligne en beskrivelse af manden, og mandens forfattermæssige idéer. Men ganske kort efter, skifter Borges gear og kører over i en anden gænge, der lyder mere fiktionspræget (side 36):

 

“Da forfatteren satte nøglen i tændingen på sin bil, vidste han ikke, hvor han var på vej hen. Han havde ingen planer og ville så ustyret som muligt følge intuitionens vej.”

 

Det første citat rummer noget, der i princippet kunne være researchet frem af arkiver, men det andet er givetvis en rendyrket opfindelse fra Borges’ side. Forfatteren til bogen skriver noget der, måske, måske ikke, er selvbiografisk. De ret åbent formulerede kortprosatekster i denne del af bogen leder hurtigt læseren ind på idéen om, at forfatteren Borges og jeg-personen er mere eller mindre sammenfaldende. Der er også referencer til, at jeg-personen har leget med en dreng kaldet Jens Carl Sanderhoff som barn (Tage Aille Borges’ formelle navn), hvilket igen spiller med på det spejlkabinet Borges opstiller i denne halvdel af bogen. På en måde synes jeg APPENDIKS-delen veksler mellem fiktion og virkelighed, uden læseren helt får mulighed for at vælge side i kampen. Man bliver anbragt i et krydsfelt og er nødt til at acceptere betingelserne. Tage Aille Borges benytter, efter min opfattelse, Højholt som en slags væg at spille bold op ad. Det er nok mere forfatteren selv end Højholt, der diskuteres i denne del af bogen. Det bliver et til tider ret kalejdoskopisk indblik man får i Borges’ tankegang, hvor man som læser godt kan have brug for at koncentrere sig grundigt for ikke at komme til at overse noget.

Når man udøver den type forfattersport som skrivende, synes jeg altid vurderingen af nettoresultatet må blive et spørgsmål om, hvorvidt tingene fungerer på papiret. Lad det være sagt: Det synes jeg de gør hér. Grunden til at de fungerer, er mestendels behændigheden i materialets behandling. Havde sidste halvdel af bogen kun været en skrivemæssig masturbatorisk foreteelse, ville den nok virke påtaget. Det synes jeg ikke den gør, al den stund, at forfatteren involverer sig selv – der er noget personligt på spil. Hvor hele den første del kan virke sarkastisk, i stunder henad vrængende, er hele APPENDIKS-delen mere tilstedeværende. Der er noget prosaisk inddragende i den del, som giver læseren noget at holde fast i. Erratum-teksterne lader mest til at være kommentarer spundet op over et til lejligheden opfundet koncept (for øvrigt, et rigtigt godt ét af slagsen), men hvor man spørger sig selv om, hvor oprigtig Borges egentlig er i den stund. Er det kun sjov og ballade? I anden halvdel synes der at være mere på brættet, selvom fodnoterne antager et eget kommenterende liv, hvor man igen godt kunne ud på tvivlende grund om motiverne.

En naturlig diskussion at tage op er selvfølgelig om tingene hænger sammen. Om bogen egentlig er et helstøbt mesterværk. Svaret fra min side er også enkelt: Nej, og det skal det heller ikke være. Ligesom Per Højholt selv, i sit forfatterskab, er denne udgivelse jævnt bipolær, hvad der slet ikke udgør noget problem, når man kun tillader sig selv 65 sider at boltre sig på. Man skal nok mest se bogen som en forfatters selvopfundne frirum, hvori denne rendyrker nogle små krumspring over et ikon til at udgøre et selvgyldigt værk.

Det kan være en overfortolkning fra anmelderens side, men hele bogen kan faktisk godt virke som en personlig ransagelse af Per Højholts forfatterskab, ved også at iscenesætte sig selv som forfatter; et forsøg på at nå ind til dét Per Højholt sikkert selv ledte efter: Noget centralt. På den måde virker bogen til tider som et en slags gravskrift. Bogen fremstår på mig som usædvanligt velskreven, sprogligt en fornøjelse hele vejen igennem. Det kan varmt anbefales at tage et kig, selv for de læsere der ikke har modtaget medaljer for lang og tro læsning af litteraturen. Bogen er slet ikke så farlig, som den kan virke udefra, man kan nyde den som den er, uden den store tilgang til materialet. Man må blot ikke glemme at betragte den som et uafhængigt værk, til dels fraviklet inspirationskilden som sådan. Igen er det godt at stifte bekendtskab med Forlaget Armé, som laver nogle jæklans interessante udgivelser generelt.