Forfatter: Sven Damgaard Ørnstrup

Forlag: Hexameter

Titel: Vraggods, Abaddons Arv 1

ISBN-13:  9788799281008

Format: Roman, 341 sider

Da jeg var yngre, læste jeg en frygtelig masse fantasy, hvor forfattere som Tolkien og C.S.Lewis var blandt favoritterne, for ikke at glemme nogle af Dennis Jürgensens fortællinger. Men fantasyen blev lagt på hylden, og i de sidste 10 år kan de fantasyromaner jeg har læst, tælles på en hånd. En af de få bøger, jeg har læst indenfor genren er Sven Damgaard Ørnstrups (SDØ) Vraggods (VG). Bogen er første del i serien Abaddons Arv, men hvor lang serien bliver, er endnu ikke til at sige.

Fra bagsiden:

Det vidtstrakte rige Matinepia har længe blomstret under Atlefeldslægtens enevælde. Med oceanet på sin ene side og Daganrodsletten på den anden har landet skinnet som en ensom civilisationens lanterne midt i naturens og barbariets mørke. Men intet lys brænder evigt, og på trods af Kong Magni Atlefelds retskafne væsen breder fordærvet sig. Langsomt, men sikkert er landet ved at falde fra hinanden. Det er en tid med nat og blod. En tid hvor godt og ondt tørner sammen. Og let forveksles.

På samme tid rører en urgammel rædsel på sig. Endnu har truslens omfang ikke taget form for Matinepias indbyggere, selvom dens første forsigtige følere har lagt hele landsbyer øde. Fra en af disse landsbyer lykkes det tre unge mennesker at flygte, og snart må de stå ansigt til ansigt med verdens fortrædeligheder. Og ikke mindst dens fristelser.

VG er sat i et univers, der for mig lugter af en blanding af noget førmiddelalderligt, og noget middelalderligt. Den trækker på ressourcer fra både thane-princippet fra England, og vikingetidens bystrukturer. Hovedpersonen hedder Erik og er en ydmyg tømrerlærling fra en lille flække ingen har hørt om. Han lever sit normale liv, fyldt med slyngelstreger sammen med vennen Odd og en spirende forelskelse i vennens søster Marlen. Men det får han ikke lov til længe. I riget Matinepia brygges der ubehagelige miksturer med lige dele vold, forræderi og truende skygger på horisonten. Grusomme ting hænder, og snart må Erik se sig kastet ind i en verden, der ligger meget fjernt fra hans tidligere sorgløse liv. Snart finder han ud af, at riget er langt større end hans lille landsby, og at der er mennesker (og andre), der har deres helt egne dagsordener, som han knapt kan begynde at forstå.

Så langt, så godt. Det er en klassisk fantasy-præmis. Men SDØ formår alligevel at gøre VG til noget ganske særligt. Bogen kan virke en smule langsom i opstartsfasen, men det er kun på grund af, at SDØ kæler for detaljerne. Som læser bliver man hvirvlet ind i stemninger og traditioner, der spænder lige fra den korrekte optræden under en træningsduel til en omrejsende bardes historiefortælling. SDØ’s verden er meget, meget rig. Langsomt, men sikkert opbygger han et troværdigt samfund, der i første omgang ikke virker synderligt fantastisk, men som senere viser sig at indeholde magi, andre racer end mennesket og endog genstande og steder, der intet har at gøre med den jævne tilværelse, man først får åbenbaret. Det fungerer rigtigt godt, at man gradvist bliver sat ind i et andet univers og får fornemmelsen af, at verden er tæt ved helstøbt.

En del af SDØ’s succes med at skabe denne alternative verden ligger i sproget. Han har hevet gamle udtryk op ad posen, og anvender dem flydende, så selv om man ikke helt forstår et ord, kan man sagtens forstå meningen med det. Den lidt gamle tone, der stikker hovedet frem indimellem, føjer også til stemningen af en anden tid, et andet sted. VG er ikke overvældende fyldt med metaforer, men er utroligt levende skrevet, og man læser den meget hurtigt. Ligeledes er slåfejl og grammatiske fejl nærmest intet-eksisterende.

En af de få ting, der skæmmer bogen, er de sidste 50 sider. Som læser er man blevet vænnet til et adstadigt tempo med kælen for detaljerne, og hvor historien alligevel udfolder sig med god hastighed. De sidste 50 sider stod for mig lidt for hurtige, som om SDØ skulle binde for mange tråde sammen i for stor hast. Dermed ikke sagt, at de sidste sider er dårlige, for det er de langt fra. Jeg ville blot gerne have set dem spredt ud over 75+ sider i stedet. Det er ganske muligt, at den fornemmelse vil forsvinde, når man læser serien i dens helhed. Den anden ting, der er synd for bogen, er forsiden. Selv om illustratoren Christian Wilde Langballe tydeligvis er dygtig til at tegne, har han ikke formået at fange bogen i sin forside. Dertil er tegningen alt for statisk.

VG er fantasy for unge voksne og voksne, og det er en niche i genren, der har været sørgeligt forsømt de sidste 10 år. Markedet for børne- og ungdomsfantasy er overmættet, men for de mere modne læsere har der ikke været meget. Det har SDØ rettet lidt op på med VG. Jeg tror, at den vil kunne finde et bredt publikum, ikke mindst fordi den ud over fantasy-elementerne også besidder en realistisk charme, der til tider nærmest er antropologisk.

Sven Damgaard Ørnstrup er cand. mag. i Nordisk Sprog og Litteratur og Film og Tv, og er 31 år gammel. Vraggods er hans debut. Andet bind i serien, Aiglans Garde, lander på hylderne en gang i løbet af 2011. For at følge med i udviklingen, skal man blot klikke ind på hans hjemmeside.

Anmeldt af A.Silvestri