eufo-forside

Forfatter:     Sverre Kaels

Forlag:         Forlaget Armé  – ISBN: 978-87-991532-8-2

Format:        Novellesamling, paperback, 278 sider

 

* * *

Sidste gang jeg havde fornøjelsen af at anmelde en bog af Sverre Kaels, talte jeg om den dårlige samvittighed anmeldere flager med, når de selv mener, de går for lang tid med en bog i hænderne uden at få sat ord på den. Således også hér.  Undskyldningen kunne sagtens være arbejdspres, stress, død i familien og generel livslede, og jeg ville sikkert have ret til at påberåbe mig alle disse undskyldninger, men sagen er såmænd mere, at det altid er en udfordring at læse Sverre Kaels’ udgivelser. Og således også hér.

Sverre Kaels er noget af en ener i dansk litteratur. Nuvel, det kunne man måske anføre om de fleste danske forfattere, men ret beset læner langt de fleste forfattere idag sig op ad en genrevæg af en art. Det er også den de banker hovedet imod hver gang, når de forsøger at slippe ud. Det er ikke Sverre Kaels’ problem som forfatter, da han altid tillader sig selv et helt selvstændigt udtryk. Grunden til at Sverre Kaels er så kompliceret at anmelde, er hans evne til at forbavse læseren. Kort formuleret, fungerer hans bøger på helt egne præmisser. Personligt har mine bedste læseoplevelser altid været dem, hvor forfatteren spænder groft ben for én, og trækker læseren ud på fjendligt territorium. Kaels er med udgivelsen Fra et udvalg af fjendtlig opmærksomhed tilbage i novelleområdet, og det er med alle de bells and whistles, der kan mønstres.

Som vanligt vil jeg gerne lige knytte et ord til selve bogobjektet: Det er en paperback med en lidt skæg forside, hvor man konfronteres med billedet af en arm der hviler på en krykke. Et billede af en anonym person der vandrer ad en sti mod lyset. Tak skal du have, for en symbolik man kunne vælge at læse ind i det. Forsidens font er temmeligt funky, nærmest opmuntrende, så det er svært at sige, hvad man skal forvente sig på papiret bag forsiden. Alt i alt er jeg ikke så glad for omslagets noget fotoorienterede kvalitet. Selve bogen er ellers nydeligt sat, og med behagelige typer, selvom én må bemærke over anmelderbrillen, at mængden af ord pr. side kan virke ganske overvældende. Papirkvaliteten er lækkert papirlig (jeg undskylder med det samme min spøgefuldhed). Hvad måske mere interessant at observere er, hvorledes bogen er krydret med nogle små illustrationer til hver novelle. Uffe Kaels har smidt en bunke enkle skitser ind i legen, som hver får sin side sammen med titlen på novellen. Disse illustrationer ligger udstrakt i spændingsfeltet mellem barnlige og uhygsomme, nærmest forvarslende. På en udsyret måde illustrerer de faktisk novellerne ret godt, og som jeg ser dem, fungerer de udmærket. Ordet krusedulle er nok på sin plads.

Af oversigten fremgår det, at bogen er opdelt i tre forskellige sektioner: 1. sektion hedder Familiære historier eller Familiespaltningens guder og afguder, 2. bærer titlen Ensomme historier eller menneskespaltningens tro og mistro, og endelig er 3. behæftet med overskriften Eftertrykkelige aforismers udtrykkelige arrogance og intethedens ligegyldighed med sit forsvarede savn.

 Oversigten kan virke noget højtidelig, men jeg bemærker en vis form for sarkasme, grænsende til selvironi, i den opulente måde at formulere noget så simpelt som en oversigt på. Jeg mindes titlen på Jan Sonnergaards novelle Historie om en ung mand, der tvinges ind i et klædeskab, fordi et ubehageligt væsen bryder ind i hans kærlighedslivpå de mest umulige og ubelejlige tidspunkter. Som tilpas skarpsindig læser bemærker man straks, at sarkasmen er på plads – her foregår noget nede under dønningerne.

I den første novelle smides man som uforvarende direkte ind i det Kaelske univers. Novellen Natlig sætten af en højesteret rummer en historie om en dreng ved navn Klaus, hvis forældre formodentlig er gået ud at feste, og hans storesøster beslutter at lege en leg med ham og de andre søskende. Klaus anklages for noget man aldrig helt får klart defineret, muligvis at hoveddøren er røget af hængslerne. Der er en leg med roller, hvor det sjældent står skarpt, om Klaus er anklager (mod sig selv), anklaget eller kan/vil forsvare sig selv. En sætning som denne (s. 17) viser forvirringen:

  

” – Nogen vil tage livet af mig, fordi jeg er anklager. Det kan ikke overraske. Jeg må passe på. Min søster ved det. Hun har vurderet, at jeg vil vide at forsvare mig mod angreb. Ingen vil det overraske, når nu de fremmede trænger sig ind på mig og forsøger at slå mig ihjel. De trænger ind gennem den åbne dør. Døren står åben.”

Ovenstående vidner om mere end bare en snert af Kafka i spil. Forfatteren har flere gange været inde på det frustrerende, forvirrende og fastlåste i sin roman Tilgivelsen, så på en måde lader den slags emner til at ligge lige til højrebenet for ham. Endnu mere pikant bliver det, når Klaus’ hund i novellen hedder Sverre, hvor det næsten er for oplagt at trække paralleller. Selv en hel novelle bærer titlen Kaels-syndromet. Der er næppe nogen tvivl om, at forfatteren leger med det ler, han selv er skabt af. Samtidigt lader det til at være en udfordring til læseren, som bliver nødt til at spørge sig selv om, hvad der i grunden foregår. Spiller forfatteren med åbne kort, er det kun en leg, og skal man som læser lege med? Hvor ligger balancepunktet i alle tilfælde?

Hele bogen er gennemsyret af absurditet, historierne fungerer ikke som deciderede historier, men mere som abstrakte fortællinger hvor man som læser bliver nødt til at acceptere betingelserne, så snart man entrer universet. Næsten hver enkelt historie starter med en udspringsvippe, hvorfra læseren må kaste sig ind i handlingen en medias res. Et spring før det våde gys. Ofte har man kun ét navn eller få navne at hæfte sig fast på – Klaus, Swartzkopf, Karl, Mozart, Hannibal. De resterende karakterer er mestendels komplimentære mængder til hovedpersonen eller hovedpersonerne. De eneste navngivne personer bliver meget markante i novellerne, og alting synes at rotere omkring dem.

Stilen i samlingen er ofte lagt langt hen ovre i den retoriske, diskuterende afart af filosofien. Der argumenteres logisk, selv i de mest absurde situationer. Selv dialogen fremstår kunstlet, som om der ikke er tale om rigtige menneskers tale, men mere en udveksling mellem figurer. Det fremstår ikke kunstigt, så længe man opfatter, at bogens udvekslinger mere bærer præg af manøvrerne i et parti skak end noget af socialrealistisk gevækst.

Stofmængden i denne novellesamling influerer i høj grad indtrykket. Det er den slags bog man tygger sig igennem, mest fordi man bliver bange for at overse noget. Hele tiden vender og drejer forfatteren handlingen, tilsmager forløbet i hver novelle hist med små detaljer og her med et aber dabei. Disse små afbræk og pudsigheder er for mig glimrende benyttet i bogen. Se fx. brugen af ordet ubetydelig i novellen Swartzkopfs livfulde død (s. 41):

“Nok havde faderen efter aftale, fornøjet og uden at ryste på hænderne, placeret pistolens løb mod Swartzkopfs nakke, men han havde flere gange måttet afbryde sin nedtælling, fordi Swartzkopfs børn ustandseligt kom rendende for at spørge deres fader, om han ville deltage i en eller anden ubetydelig leg.”

  

På den måde bliver bogen også sej at komme igennem, men det er stort set pointen: Man kan ikke sprinte gennem indholdet, men bliver nødt til at nedsætte sit læsetempo til bogens egen kadence. Hver novelle rummer så meget, at man næsten kan blive frustreret over densiteten. Sproget er ligeledes yderst kompliceret, ikke tungt, men opbygget som legoklodser der passer perfekt på hinanden. Novellernes lix tal burde flere steder vurderes på Richterskalaen. Begyndelsen af novellen Byggemand Bob (s. 233) vidner om det:

“Da Byggemand Bob på min kærestes datters ble, hvor der var en afbildning af ham, en dag angreb mig og gennem næsen trængte ind i min hjerne og her begyndte omfattende bygninger, omrokeringer og efter sigende her har opført et dukkehus, er jeg ikke langt fra at kunne begrunde det forhold, at jeg om morgenen ved kraftig indsugning gennem næsen suger min kærestes datter ind i mit hoved, og kun det ganske givet skønne dukkehus kan begrunde, at jeg efter tre timer igen må trække hende ud med de steriliserede instrumenter, min kærestes datter bruger resten af dagen på nænsomt at bade i sprit.”

Novellesamlingen er ikke en novellesamling i klassisk forstand, men mere en samling af individuelle filosofiske tekster formuleret som historier. Der er ikke tale om snyd fra forfatterens side, blot et personligt udtryk der, som jeg læser det, tilfældigvis udmønter sig på denne særlige vis. Det samlede indtryk kan måske virke lidt rodet, al den stund at det kan være svært for en modtager at dechifrere teksternes samlede standpunkt. Det er nærmest kun sproget, der rigtigt holder dem sammen. Sidste trediedel af bogen skiller sig specielt ud, ved ikke engang at være reelle noveller, men som forfatteren selv påpeger, at være en slags aforismer, eller som jeg ville betegne det: Kortprosa. Det er måske til syvende og sidst også dér de virkelig stærke tekster dukker op. Jeg erindrer ikke at have læst Sverre Kaels gøre det meget i den type tekster, men på en sær måde, får hans knudrede prosa en gyldighed, når man har mulighed for at overskue en kort tekst i dens begrænsede setting. Hvor sproget godt kan være lidt drænende for læserens opmærksomhed i længere stræk, så er det bemærkelsesværdigt skønt i kortere forløb. Dette uddrag fra teksten Kapellet (s.241), formår at løbe en god kadence op, som ikke bliver unødigt besværlig på kort distance:

“For at en kirke skal vide, at dette eller dette er kapel, må der være en kirke til at stadfæste det, ingen kirker antager naturligt, at noget er kapel, hvis der ikke findes en kirke, intet menneske kan regne med denne evne hos en kirke og ingen kirke besidder den. Således har denne by udvidet sig forbi mange kriker, den er endnu ikke blevet anset som kapel af en kirke ig det selvom, det er på dette forhold alene, at kapellet har sin stolthed. Kapellet beder ofte til Gud. Det mangler ikke at bygge genstanden for sin tro.”

  

Til sidst bliver jeg nødt til at svinge anmelderøksen over bogen. Er den værd at læse, værd at investere sin dyrbare tid i eller ej? Fra min vinkel er svaret et klart ja. Det er en type bog man ikke rigtigt finder andre steder, som er blevet til med en nidkærhed i sproget, man ikke løber ind i hver dag. Hovedproblemet er nok dens kompleksitet, sprogligt såvel som intellektuelt. Man skal virkeligt skrue hovedet ordentligt på for at få fat i teksternes essenser. For at bruge én af mine sædvanlige anmelderklichéer så ligger bogens ekvilibrium meget forskudt i retning af forfatterens hoved. Bogen er en invitation, men den insisterer på at gæsten har den rette mentale dresscode. Det er som om bogens tekster og sprog, prøver på at opstille en kode, der skal knækkes. Det er en serie af mere eller mindre punktsvejsede mikrouniverser, hvor hver tekst kræver sit. Hver novelle rækker langt ud over indholdets substans. Fra et udvalg af fjendtlig opmærksomhed er mørkere, mere grødet, mere tynget end den første novellesamling jeg anmeldte af Sverre Kaels her på siden (Samfundssatiriske sorteringer), men den er også tegn på en videreudvikling i forfatterskabet. Hvis man har mod på at læse noget, som er sjovt, foruroligende og overvældende, uden at være decideret fjollet, så ville denne bog være et godt bud. Det er en bog man læser, og genlæser.