vejen-til-lee-0021

Lise Andersen: Vejen til Lee.
Hæftet , 116 sider
ISBN 9788791519406
Forlaget Queenswood
Pris 129,- kr.

Toget glider ud fra en større tysk banegård og kører snart mellem grønne marker og spredte træer. En skoleklasse har indtaget de andre sæder i kupeen. De spiller computerspil, griner og råber , sorgløse, opslugt af nuet. Jeg tager Lise Andersens bog , Vejen til Lee op af tasken. Den handler om forfatterens kræftsyge søsters sygdom og død ; og der er flere fællesnævnere mellem togturen og bogen end de grønne marker på omslaget. Jeg kommer til at tænke på at det dybest set er den samme tilværelse, der strækker sig fra computerspillende skoleelever til et kræftsygt menneskes afsked med livet ; at selvom køreplanen er uforudsigelig , er afgang og ankomst uundgåelige.

Lise Andersen har et alsidigt forfatterskab bag sig, har bevæget sig i mange forskellige genrer; men Vejen til Lee er hendes første værk i dagbogsform. Projektet er dristigt. Det er fortællingen ”om min søster. Om de sidste fem måneder af hendes liv. Hun døde af cancer 65 år gammel.” Dristigt fordi ” det er en privat historie” , som forfatteren håber ”er blevet transformeret fra privat til personlig… kan give indsigt i de mange følelser, der hjemsøger én, når man skal tage afsked med en elsket person. ”

Hvorfor så de grønne marker , de computerspillende skoleelever i toget ? Fordi ”sorrig og glæde ” ikke ligger i hver sin kasse! Det slår mig , at trods tårerne og en søsters udmarvende sygdom er bogen ikke domineret af lange samtaler om døden eller om at være bange for at dø. Der henføres ofte til hvordan naturen fortsætter sin ustoppelige parallelproces . ”Den ro, det giver at vide, at der er noget, der gentager sig, hver dag selv om verden er af lave : hestene , der bliver sat på græs om morgenen… De små ting, der bliver vigtige…. Stille, våde, grønne dage i Lee.”

Og måske det smukkeste sted i bogen :” Emmys sjæl flyver roligt ud gennem trækruden. Ud i det våde, grønne forår.”

Det er blandt andet i denne rammesætning af sygdomsforløbet at det private bliver løftet op i det personlige . Men der er andre bidrag til processen. Det er godt at få at vide , at megen tid og omsorg bruges på løsningen af konkrete problemer, på at lindre smerterne , når et menneske ligger for døden ; lige fra : ” Især har det gjort ondt at ligge på det højre øre. Elna har lavet en lille rund pude af vat, som tager lidt af trykket mod ørets tynde hud. Yderst er der blød gaze…..” og til den større og større docering af smertestillende medicin.

***
En afgørende tyngde i Vejen til Lee [ I øvrigt navnet på den lille landsby i Midtjylland, hvor søsteren Emmy boede] ligger i dagbogsoptegnelsernes beskrivelse af forholdet mellem forfatteren Lise og søsteren Emmy. For den yngre søster , Lise, bliver Emmys sygdom og død udgangspunkt for en fortælling om bratte stemningsskift mellem glæde og sorg, mellem gråd og små bitte hverdagsting der hjælper med til at komme videre. Om selvbebrejdelse og usikkerhed. Om omsorg og kærlighed. Her fornemmer jeg at dagbogsformen er egnet, fordi den skrives i nuet og derfor har mulighed for umiddelbarhed og autenticitet . Man kan ikke redigere sine følelser , når man sidder ved en søsters dødsleje. Jeg citerer:

”Jeg vil ikke miste hende. Men det gør jeg jo. ” ”Jeg har jordbærkager med. Dem fik vi altid, når hun var hjemme på ferie fra Zanzibar. ”” På hjemvejen skråler jeg med på Leonard Cohens melodi…… Tænker , jeg lever, jeg er rask! Og får dårlig samvittighed. ”
” Hun er så smuk, selv om hun er så syg. Det lille trekantede ansigt , øjnene der fylder det hele. ”

Og indimellem en humor. Emmys bemærkning om begravelsen: ” Det, jeg er mest ked af , …. er , at jeg ikke selv kan være med. ” Om gravpladsen siger Lise: ” I får en smuk udsigt. ”

Bemærkninger indlejret i en verden af bækkener, morfin og opkast. Uden for de flestes erfaringsområde. Uden berøringsangst. En ærlig bog. En kærlighedserklæring til en savnet søster der slutter med ordene :
” Og jeg er brudt ud af den lukkede glaskugle, jeg har opholdt mig i siden Lee.
Men med en stor sorg indeni. Regn og rusk og ild i brændeovnen, kaffe i koppen.
Mon glæden nogensinde vender tilbage?
Da jeg går tur dukker agerhønen op i det spirende grønne…”

Poul Høllund Jensen 18. juni 2011